Bertel Haarder kan blive topchef i det private

Toppolitikere som Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen ville godt kunne få et job som administrerende direktør i det private erhvervsliv – i hvert fald visse dele af det – hvis de besluttede sig for at forlade politik. De har det, der skal til for at nå hjørneværelset. Situationsfornemmelse og menne-skekundskab parret med evnen til at tænke og handle strategisk.

Det vurderer professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus.

Generelt mener han, at en række ministre vil kunne klare sig i mange typer virksomheder. Men der går en skillelinje mellem dem. Nogle har evnerne til at nå helt til tops og blive ledere af hele virksomheden. Andre må indstille sig på lederjob på et lidt lavere niveau.

»Tag en Bertel Haarder. Han kan snakke med enhver. Han kan lynhurtigt opfatte en situation. Han vil kunne være leder i og af mange typer organisationer«.

Vil han også kunne nå topposten?

»Ja. Det vil også gælde vores statsminister og flere andre ministre. Men der vil også være nogle, der ikke kan blive topledere. For eksempel Per Stig Møller. Han kunne sagtens få en lederpost i A.P. Møller, men han kunne ikke blive administrerende direktør i rederiet«.

Hvad er det, der gør forskellen?

»Det er, hvad jeg lidt upræcist vil kalde evnen til at tænke og handle strategisk og stringent. Det vil jeg anse Bertel Haarder for at kunne mestre. Han er i stand til at opfatte en situation strategisk tolkende – for partiet eller landet«.

»Det er lige på det punkt, vandene skiller. Af samme grund er der også nogle toppolitikere, der aldrig ville kunne tage det sidste skridt og blive statsministre. Men derfor kan du jo godt være kirkeminister, kulturminister eller i Per Stig Møllers tilfælde udenrigsminister«, siger Steen Hildebrandt.

Ministre er fantastisk trænede
Cand.scient.pol. Per Rystrøm underviser i politisk kommunikation på Københavns Universitet. Han har fulgt dansk politik på tætteste hold i flere år – blandt andet som rådgiver i Nyrup-regeringen. Også han mener, at en række toppolitikere vil kunne klare sig glimrende som topchefer langt fra Slotsholmens gange.

»Det vil flere af dem endda være fantastisk gode til. En topleder er karakteriseret ved at sidde i en vanskelig beslutningsposition, hvor han eller hun skal tage mange forskellige og ofte konfliktuerende hensyn – til medarbejdere, marked, omgivelser, samarbejdspartnere, investorer«, siger Per Rystrøm.

»Der er et hav af dilemmaer at forholde sig til, og det er folk, der har prøvet at være ministre, ofte gode til. At være minister er en af de mest komplekse ledelsesopgaver, der findes. De, der har klaret den opgave og overlevet det, er simpelt hen fantastisk trænede. I det private vil de komme til et mere enkelt beslutningsmiljø«.

Ikke desto mindre er han helt enig med Steen Hildebrandt i, at det kun er de dygtigste ministre, der vil kunne gå over i de private rækker og få succes. Nemlig dem, der ikke blot er gode til at udarbejde strategier, men også formår at gennemføre dem. Disse vil med Per Rystrøms ord endda kunne blive eminente ledere i det private erhvervsliv. Særligt i de hårde dele.

»Det er typisk de ministre, der selv har sat dagsordenen. Hvor det med andre ord ikke er ministeriet, der har gjort det for dem. Her må vi skelne: Den minister, vi tv-seere kan opfatte som en god minister, kan være et produkt af et utroligt professionelt system og have en særlig kommunikationsevne, der giver seertække. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vedkommende duer som leder«.

Bange for forkert beslutning
Men hvorfor ser vi så få tidligere toppolitikere i erhvervslivet? Per Rystrøm mener, at årsagen er, at folk typisk gør karriere i, hvad han betegner som vertikale systemer.

»Generelt er der meget lidt udskiftning mellem den private og offentlige sektor«, siger han.

»Og så kommer vi jo ikke uden om en vigtig ting: Ja, en række toppolitikere vil være egnede, men der er godt nok også mange, der ikke er. Når en bestyrelse skal ansætte en topleder, er den bange for at tage en forkert beslutning. Derfor er man nok lidt tøvende over for politikere«.

Ikke desto mindre findes der nyere eksempler på, at det er lykkedes tidligere ministre at tage springet og lande på benene. Henning Dyremose, Knud Heinesen og Carsten Koch for at nævne nogle. Den slags karrierespring – mener Per Rystrøm – vil Danmark se mange flere af i fremtiden, for lederrollerne i den private og den offentlige sektor vil komme til at ligne hinanden mere og mere.

Du skal firkantet sagt kunne nogenlunde de samme ting.
Karrierestrømmen vil gå begge veje, forudser han. Altså ikke bare fra politik og i retning mod erhvervslivet, men også omvendt. Han medgiver dog, at mange erhvervsfolk let risikerer at blive mast som ministre.

»Problemet er, at der er så mange komplekse spilleregler i lige netop politik med alle dens mystiske hensyn til ordførere og magtspillene på Christiansborg. Derfor ser du også en Anders Fogh, der har undladt at stor-rekruttere fra erhvervslivet. Han ved godt, at der er en del håndværksmæssige ting, man skal kunne for at være driftssikker som minister«.

Derfor forudser Per Rystrøm, at det nok snarere er i administrative topstillinger end på de politiske poster, man vil kunne se overraskende ansættelser i fremtiden.
»Det offentlige vil overalt blive udsat for et større konkurrencepres. Det ved man noget om i det private«, siger han.

Skepsis over for erhvervsfolk
Professor Jørgen Grønnegård Christensen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet siger, at man skal passe på med at overdrive fællestrækkene mellem den private og offentlige sektor. Det er stadig to forskellige verdener.

»Naturligvis kan man have stort udbytte af at trække på hinandens erfaringer. Men man skal holde sig for øje, hvor langt man kan gå. I det offentlige har toplederen to succeskriterier: At beskytte ministeren mod kritik og at holde sig inden for rammerne af det budget, man er blevet tildelt«, siger han.

Jørgen Grønnegård Christensen minder om, at centraladministrationen i 1980’erne forsøgte at hente departementschefer ind udefra – uden succes.

»De overlevede ikke, og de kom ikke engang fra erhvervslivet«.
Han er også skeptisk over for, om man med held kan placere erhvervsfolk direkte på en ministerstol.

»Du ser stort set ikke nogen erhvervsfolk, der uden forudgående politisk skoling er i stand til at gå ind i det politiske liv med succes. Jeg har svært ved at forestille mig et job, der er hårdere end at være politiker. Det er meget hårdere end at være departementschef eller administrerende direktør i en virksomhed.
Du er på hele tiden. Du skal være ekstremt robust«.

Samtidig ryster Jørgen Grønnegård Christensen på hovedet af al den snak om, at offentlig ledelse skal professionaliseres. I hvert fald hvis der samtidig ligger en automatpilotagtig undertone af, at det er folk fra det private erhvervsliv, man bør headhunte, når man reorganiserer offentlige institutioner og virksomheder – og forsyner dem med en selvstændig bestyrelse.

Logiske personvalg i Ørestadsselskabet
I disse år skyder der mange af den slags selskaber, selvejende institutioner og halvoffentlige virksomheder op, ikke mindst i statsligt regi.

»Men ofte viser det sig, at du ikke kan bruge erhvervsfolk i de ledelsesfunktioner, der skal varetages i dette grænseland. Hver gang det kommer til en krise eller en kritisk situation i sådan en virksomhed, så trækker man folk ind med embedsmands-baggrund eller folk med politisk baggrund. Enten tidligere medlemmer af Folketinget eller allerhelst en forhenværende minister med ledelseserfaring«, siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Som eksempel nævner han den personudskiftning, der har været i det omstridte Ørestadsselskabet, der står for Metroen og Ørestaden i København. Oprindelig var posten som formand for bestyrelsen besat med en pæn og dygtig erhvervsleder. Men selskabets finansielle konstruktion, som havde klare politiske rødder, var så sårbar, at selv den mest professionelle erhvervsleder ikke kunne udrette meget.

Hvad var da mere logisk end at hente en erfaren politiker ind på posten? Det var, hvad den daværende Nyrup-regering gjorde, da den overtalte Henning Christophersen til at påtage sig opgaven. Og da udviklingen ikke var med hverken Ørestaden eller Metroen, lagde VK-regeringen i efteråret 2004 op til en rekonstruktion.

I den forbindelse hyrede Anders Fogh Rasmussen en anden erfaren politiker som administrerende direktør for det nødlidende selskab. Nemlig tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S).

Men er det ikke utidigt pamperi og sammenspist bengnaveri, når man gør en tidligere finansminister og EU-kommissær til formand for bestyrelsen? Og er det ikke lige så slemt eller værre, når man som ny direktør for det samme selskab vælger en overborgmester, der har bebudet sin afgang?

Nej, mener Jørgen Grønnegård Christensen1. Der er god politisk logik i det forløb:
»Det viser, at man i høj grad har brug for professionelle, men de kommer ikke nødvendigvis fra erhvervslivet«.

 

---

 

Noter

1. Jørgen Grønnegård Christensen uddyber sine synspunkter i artiklen »De professionelle« i tidsskriftet Administrativ Debat nr. 5, december 2004.