Ægte kunst er ikke vigtig

Kontoret er et arbejdsrum. Her hænger lidt af hvert.

»Det er et legerum, hvor folk som regel føler sig godt tilpas«.

Flemming Østergaards store kontor er fyldt med fotos af FCK-sejre, pokaler i alle mulige afskygninger og underlige souvenirs som boksehandsker og en lergris. Alt sammen noget, der har en personlig tilknytning til Parkens bestyrelsesformand.

»Jeg er ikke kunstfreak. Jeg har ikke de evner, desværre. Jeg kan ikke stå i en halv time og analysere et billede. Men jeg kan godt se, hvad der er et godt billede, og hvad der er et dårligt billede. Det går jeg mere op i derhjemme, hvor jeg har kunst hængende«.

På væggen ved siden af skrivebordet hænger der dog to store fodboldmalerier af Jeppe Eisner, der viser Schmeichel, Laudrup og co. i aktion. Den sidste landskamp i den gamle Parken mod Jugoslavien og den første mod Tyskland i den nye Parken efter ombygningen. På sidstnævnte billede er dommerens ansigt dækket til – en klar reference til, at tyskerne vandt kampen på et offside-mål.

»Da jeg jo har meget med sport og kultur at gøre, er der også en del forskellige fotos fra forskellige begivenheder, der har været her. Og forskellige ting, jeg har vundet igennem tiderne, priser og anerkendelser. Jeg har også mange fans, som sender mig billeder«.

Flemming Østergaard rejser sig og finder en lille stabel malerier frem, som folk i bedste mening – men ikke altid med bedste kunstneriske udtryksform – har sendt til ham.

»Når jeg er ude at rejse, hænder det da, at jeg tager ud og ser en udstilling, men ægte kunst som sådan er ikke vigtig for mig. Det, der er vigtigt for mig, er at arbejde i et rum, der er mit. Jeg skal se på noget, der inspirerer. Det er jo et sportshus, ikke et kunsthus«.