De forkælede og ombejlede elitetropper

I San Francisco skøjter han af sted på arbejde på rollerblades med frisindet bøsselogo på T-shirten, og i frokostpausen nipper han til sushi eller seafood. Han er individualist, hamrende kreativ på sit job, foretrækker skæve arbejdstider og er stærkt efterspurgt af et erhvervsliv, der har hårdt brug for dem med ideerne.

Han tilhører den fremadstormende kreative klasse, der kommer til at betyde mere og mere for den vestlige samfundsøkonomi, selvom han ved første øjekast kunne ligne en skævert eller moderne hippie. Og han har attraktive forbindelser i Paris og spændende venner i det indre København. Dem kender han bedre end sin egen nabo, for dem har han mere til fælles med. De er båret af samme kreative ild.

Han er nemlig ikke bare et amerikansk fænomen. Den kreative klasse er også på fremmarch i Danmark - hvordan og hvor ved forskerne ikke endnu. Men en kendsgerning er det, at den kommer til at udgøre en kæmpe udfordring - ikke blot som efterspurgt arbejdskraft, men også som potentielle kunder, medlemmer og vælgere.

Derfor kan man ikke fortænke lederne af virksomhederne, de faglige organisationer og de politiske partier i at gå og gruble: Hvem er de egentlig, disse individualister, der lever af deres kreativitet? Og hvordan kan jeg appellere til dem, lokke dem, forkæle dem? Hvilke varer kan min virksomhed sælge til denne hastigt voksende samfundsgruppe, der selv er smækfyldt med de gode ideer og ikke lader sig imponere af standardprodukter? Hvordan får jeg disse kreative, selvhjulpne og foretagsomme personligheder til at melde sig ind i min fagforening? Og hvilken politik og kommunikationsstrategi skal jeg satse på for at få dem til at sætte krydset ud for mit parti, næste gang der er folketingsvalg?

Svarene blæser endnu i vinden
De ubesvarede spørgsmål er mange, de foreløbige svar få. Kun én ting er sikker: Den kreative klasse af udviklingsingeniører, biotek-freaks, ledere, computer-nørder, kunstnere, videnskabsmænd og lignende idebårne typer kan formentlig gå hen og blive den mest ombejlede i nyere tid - som forbrugere, medlemmer og vælgere.

Men lige så åbenlyst synes det at være, at de næppe vil lade sig lokke af masseproducerede varer, af traditionelle hvervetilbud i gammeldags LO-stil eller af politisk spin. Snarere tværtimod. Det ville få den kreative klasse til at løbe skrigende bort. Der skal langt mere sofistikerede og skræddersyede tiltag til.

Det vurderer lektor Mark Lorenzen fra Copenhagen Business School, der er med i et europæisk forskningsprojekt efter amerikansk forbillede. Han forventer om cirka to år at være klar med et signalement af, hvordan den kreative klasse ser ud i Danmark, og hvem der befinder sig i de sprudlende indercirkler, Danmark skal leve af som vidensamfund i globaliseringens tidsalder.

Han tør endnu ikke svare på, hvor mange hoveder det drejer sig om. Det er for tidligt i forskningsprojektet. Der skal først foretages analyser, og erhvervsledere og kreative typer fra miljøet skal interviewes, før han kan komme tættere på et tal.

»Du kan kun få mig til at sige, at den kreative klasse udgør op imod 30 procent af arbejdsstyrken herhjemme, og at kernen af den vel ligger på omkring ti procent. Men sikkert er det, at det er den, der driver samfundsøkonomien fremad, og at dens økonomiske betydning vil vokse i fremtiden. Flere og flere vil få kreative arbejdsfunktioner. Resten af opgaverne vil groft sagt blive outsourcet til ulande eller automatiseret«, siger Mark Lorenzen.

Med den analyse i bagagen slår han samtidig fast, at Danmark i de kommende år vil stå over for samfundsudfordringer, der næppe er set større siden 1930'erne. Vi vil få en selvsikker kreativ klasse, der vil være tilhænger af globaliseringen og båret af stor fremtidsoptimisme. Men vi vil også risikere, at andre grupper i samfundet kommer i klemme. Danmark kan blive splittet mellem dem, der lever af deres kreativitet, og dem, der ikke gør det.

Mark Lorenzen er tilknyttet CBS-centret Imagine og er sammen med forskerkolleger i seks andre europæiske lande i gang med at efterprøve, om den amerikanske forsker Richard Floridas teorier også passer i Europa.

Florida påviser i sin bog »The Rise of the Creative Class« (1) blandt andet, at professionelt kreative i USA søger de tolerante og brogede miljøer, hvor der er energi på gaden og etniske restauranter langs fortovene. Det forklarer det store sug mod visse byer.

For den kreative klasse er tolerance et nøgleord. Ikke fordi den nødvendigvis interesserer sig for bøsser, bohemer og »etnere«. Men den kreative klasse fornemmer, at i de blandede byer og frisindede kvarterer er tolerancen stor nok til at opleve nyt og tænke nyt. Derfor vil den kreative klasse også gerne bo dér, for den brænder for at få de optimale rammer, hvor ideerne kan springe.

Den pointe har USA's mest videntunge og profitable virksomheder tilsyneladende fanget, konstaterer Richard Florida. De har brug for de rollerblades-susende og sushi-spisende skæverter som arbejdskraft. Derfor flytter virksomhederne efter dem og placerer sig i nærheden. Med andre ord:

Det er ikke så meget nye motorveje, der betyder noget for disse vækstvirksomheders lokalisering. Det er snarere talentmassen, de går efter. Og så er det ellers med at forkæle den med, hvad den elsker: Flade og meget lidt hierarkiske beslutningsstrukturer på jobbet, mulighed for skæve arbejdstider og for personlig udvikling.

Samme fænomen på vej
Tesen er, at det samme fænomen i nedfotograferet udgave gør sig gældende på europæisk jord, og at der vil blive sat turbo på den tendens i de kommende år.

Det gælder også i et lille land som Danmark, selv om byerne og afstandene er mindre, og selv om vi er pakket ind i et velfærds- og udligningssystem, der udvisker mange forskelle mellem København og Nordjylland og gør os langt mere homogene og mindre ekstreme i vores udtryksformer end amerikanerne. Herhjemme kan man sagtens være en kreativ elitesoldat uden at ligne en hippie, stoppe sig med sushi eller vælte rundt på rollerblades.

Et lille fingerpeg på udviklingen får man ved at se på, hvad der sker i det indre København i disse år. Engang var det arbejderbevægelsens kvarterer. Så kom bøsserne og etnerne. Nu rykker den kreative klasse ind.

»I Danmark flytter de for eksempel ind i de gamle pakhuse og på Vesterbro og Nørrebro. De vil have noget originalt, som bygger på gode ideer fra dengang, de bygninger blev bygget. Ideer og autenticitet har de respekt for. Tingene skal have en historie«, siger Mark Lorenzen.

Dermed kommer han samtidig med en af forklaringerne på, at det ved det seneste folketingsvalg lykkedes De Radikale at få et kanonvalg og storme frem i brokvartererne.

Det var ikke mindst takket være stemmer fra den kreative klasse af mennesker, der typisk er internationalt orienterede, ikke båret af fremmedfrygt eller bange for, at politikerne fjerner efterlønnen og andre tilsyneladende velerhvervede samfundsgoder. De ved - eller tror - at de nok selv skal klare sig, også når de bliver ældre. Og så tiltrækkes de af den form for ukunstlethed, som det radikale lederikon med håndtasken har stået for hidtil.

»De kan lide Marianne Jelved. Hun prøver ikke at være noget, hun ikke er. Hun er som et ombygget pakhus og har et uforfærdet image som den dér skolefrøken, der har internationalt udsyn og tør sige skrappe ting om efterlønnen. Men De Radikale skal også passe på. Hvis de begynder at blive smarte og spekulere for meget i at tiltrække den kreative klasse, forsvinder mange af dem igen som vælgere. R har ikke patent på dem«.

Sagt på en anden måde: Politisk spin duer ikke til den målgruppe. Hvis det bare lugter en smule af spekulation og iscenesættelse, så skyder du dig selv i foden - ikke bare som politisk leder, men også hvis du er en fabrikant, der vil sælge et eller andet produkt, lyder det fra Mark Lorenzen.

Svær kundegruppe
I det hele taget er det en meget svær kundegruppe at have med at gøre. Gruppen rummer ikke bare højtbetalte biotek-elitetropper, men også småfattige kunstnertyper, så pengepungen og købekraften er forskellig. Men nok så udfordrende for landets virksomheder og deres salgs- og marketingchefer er det, at disse individualister ikke lader sig nøje med massefremstillede standardvarer.

»De lever jo af selv at få ideer. Så de vil have skæve løsninger. De spørger: Hvorfor kan det her ikke lade sig gøre? De vil have produkter, der tilpasses til den enkelte, og som de selv kan lege videre med. De vil ikke have en Ford T, som sælgeren siger kan fås i alle farver, så længe den bare er sort. Så bliver de irriterede. De er ikke nemme at sælge produkter til. Sat på spidsen kan du tale om massefremstillingens død. Den kreative klasse er bare frontløberne blandt de nye forbrugere«.

Heller ikke organisationsverdenen får det let. Spørgsmålet er, om den nye klasse overhovedet ønsker at være medlem af en fagforening.

»De gammeldags organisationer vil få det skidt. De kreative vil hverken være masseforbrugere eller lade sig masseorganisere. De føler, de har mere til fælles med deres venner i Paris og Tokyo end deres nabo eller ham ved spisebordet i virksomhedskantinen. Hvis det her er den nye klasse, der afløser arbejderklassen som samfundsfænomen, så lader den sig ikke organisere på samme måde. Den er langt mere individualistisk. Men kom og spørg mig om fem år, så er vi meget klogere«, siger Mark Lorenzen.