For Preben Damgaard har det store spring altid været ambitionen. Det gælder om at blive verdens bedste. Ti procents forbedringer er ikke interessant, stilstand og status quo ikke på tale, og det hæderlige 0-1-nederlag, som engang var respektabel dansk disciplin for dansk landsholdsfodbold, har slet ikke en plads i Damgaards fremtidsbillede.
The winner takes it all. Vi går efter intet mindre. Sådan var det Damgaard Data og Navision, som blev nummer ét i verden på økonomistyringssystemer og blev solgt til Microsoft. Og sådan tænker Preben Damgaard nu, når han afsøger markedet for nye muligheder.
Men for en mand, som i 1990'erne oplevede masser af bristende it-bobler rundt omkring sig, er balancen mellem risiko og sikkerhed en afgørende faktor i strategianalysen. Han er også til tryghed, og at enhver satsning skal foregå efter en grundig - sec-ond to none - research af muligheder og risici.
Men høj risiko er nødvendigt, hvis man vil nå toppen. Og modet til risiko blev et omdrejningspunkt for interviewet med Preben Damgaard. Et interview, der har til hensigt at udfritte Damgaard om hans syn på Danmark som foregangsland for innovation og hans egne bestræbelser på at hjælpe nye potentielle vindere igennem den første svære fase.
I marts gik Preben Damgaard sammen med Jesper Balser og Peter Warnøe ind i it-selskabet Responsfabrikken for at hjælpe det fire år gamle selskab ud på det globale marked. Interviewet handler ikke om Responsfabrikken, men om hvad der skal til for at gøre Danmark til en førende innovationsnation.
Dygtige mennesker med en god ide
Preben Damgaard får mange henvendelser fra dygtige mennesker, som har fået en god ide, udviklet et produkt eller en service og bragt virksomheden det første stykke vej ud i verden, men nu har mødt en barriere, som de ikke kan forcere uden økonomiske og forretningsmæssige samarbejdspartnere.
»De mangler primært to ting. Penge og »go to market««, siger Damgaard. Og her kan erfarne erhvervsfolk spille er stor rolle ved at øse af deres erfaringer og coache producenten i, hvordan han kan gå ud på markedet med produktet, fastsætte en pris, der udtrykker produktets kvalitet, og få det positioneret i forhold til de potentielle kunder.
»Opfinderen har ofte meget svært ved at præsentere produktet for kunden, så han bliver interesseret. Opfinderen synes selv, produktet er så fantastisk og kan så utrolig mange ting, men kunden ønsker kun svar på, om produktet kan løse det problem, han ønsker løst«.
Ekspertise i at føre et nyt produkt til markedet og kapital finder Damgaard i nogle venturefonde, og han bruger sit eget netværk til matchmaking mellem idemennesker og fondene. Men han ser også den kombination som en stor mangelvare i Danmark. De fleste eksperter har ganske enkelt for travlt, mener han. Men han ser en mulighed i, at ledige, erfarne erhvervsfolk kunne gøre det til en levevej.
De vil kunne bruges som heltids eller deltids tilknyttet fondene, eller de kunne indgå i inkubationshuse for nystartede virksomheder med innovationspotentiale.
Problemet er blot, mener Damgaard, at de fleste ledige eksperter søger traditionelle job, fordi de måske ikke tør tage risikoen. Her kunne det offentlige gå ind og støtte, for eksempel ved at oprette erhvervscentre for innovation eller ved at tillade en positiv diskrimination for folk, der investerer opsparede midler i højrisikovirksomheder.
»Erhvervsfolk, som har nogle opsparinger, kunne lige så godt få dem til at yngle ved at løbe nogle virksomheder og arbejdspladser i gang. I øjeblikket er det jo ikke en fordel at foretage en risikofyldt investering. Man bliver behandlet på samme måde skattemæssigt, om man investerer i en TDC-aktie, eller man går ind i et meget, meget risikofyldt projekt. Sagen er, at jeg kan få det tyvedobbelte tilbage. Men der er bare langt imellem, at det sker. Jeg taber nok 30 gange, inden jeg hitter med den, der giver 20 igen. Positiv diskrimination over for opsparede midler, der bliver investeret i innovation. Det ville kunne gøre en forskel«.
Og mens vi er ved det offentlige, foreslår Damgaard- også, at regeringen skulle tillade, at pensionsfonde lettere skulle kunne investere i unoterede papirer i små virksomheder. Hvis man kunne lave en markedsplads for unoterede papirer, ligesom man har med fondsbørsen for de noterede, ville man åbne for langt flere penge til innovation.
For eksempel forestiller Damgaard sig, at man kunne oprette inkubationshuse som investeringsfonde, hvor privatpersoner og pensionsfonde kunne købe investeringsbeviser i hele inkubationshuset og dermed have større mulighed for at være med, hvis juvelen findes blandt husets beboere.
»Det skal være på mode igen at investere risikofyldt«, siger Damgaard. »Der skal være nogle succeshistorier, hvis man skal lokke de mere etablerede erhvervsfolk ud af kontorerne«. Og et af lokkemidlerne er ifølge Damgaard positiv særbehandling på skatten.
Private investorer
Det lyder, som om de eksisterende og etablerede virksomheder og erhvervsfolk enten ikke har modet til at forlade de sikre kontorer eller ikke evner at se mulighederne?
»Godt spørgsmål. Og det er jo omkostningsfrit for mig at sige, at der ikke er tilstrækkelig mange, der gør det. Det skyldes måske, at risikoen ikke belønnes nok. Men der er også for mange helt store virksomheder, der tænker meget fra kvartal til kvartal. Sådan er det at være fondsbørsnoteret. Jeg har selv prøvet det engang. Men det er sundt, hvis alle virksomheder har en sandkasse, og man sætter penge af til udvikling - ikke kun forskningsudvikling, men også business-development, hvor man søger efter andre, der har skabt noget helt nyt og enestående«.
Men der mangler sandkasser, synes Damgaard. For ideer findes, har han erfaret blandt andet gennem sit samarbejde med DTU Innovation.
Når han taler om de forsknings- og innovationsmiljøer, han selv har kontakt med, hæves stemmen, og begejstringen er åbenlys. Han fortæller om timer og dage, der forsvinder, når han deltager i et udviklingsprojekt. Og at det især er visionerne og de forretningsmæssige perspektiver, der sætter blodet i omløb, er tydeligt.
»Det er virksomheder, som er tidlig i udviklingsfasen, og som er ude på kanten af neglene med, hvad der er muligt«, fortæller han. »De produkter, der kommer ud af virksomhederne, har jeg aldrig hørt om før. De redefinerer måden at gøre tingene på. For eksempel måden at sikre huse mod jordskælv, måden at afsøge store områder for miner eller metoden til at transportere store informationsmængder med langt større hastighed. Det er ikke bare ti procents forbedringer. Det er opfindelser, som kan redefinere livet for millioner af mennesker«.
»Og«, fortsætter Damgaard efter den begejstrede opremsning: »Hvis der var de rigtige forretningsfolk og de rigtige penge, så kunne man skabe arbejdspladser og penge til landet og et skattegrundlag, som er second to none - plus at der også ville komme noget meningsfyldt ud af det. Man er i et krydsfelt, hvor det tjener alles interesser, at der bliver gjort en struktureret og målrettet indsats«.
Det store spring
Men der er langt fra ide til forretning i det område. Alligevel er det her, Damgaard fanges ind, fascineres, og ambitionerne aktiveres. Over for den store udfordring, det store højdespring, hvor målet er verdens nummer ét.
»Det er det, jeg synes er utroligt spændende, og her kan jeg få andre med. En landstræner i damehåndbold har nemmere ved at sælge en vision om, at vi skal være verdensmestre, end bare det at vinde næste kamp. Folk har lyst til at træne hver dag og lide afsavn, hvis målet er ekstraordinært højt. Det store spring er at gå fra at være eliteudøver til at blive den sublime udøver, der kommer øverst på skamlen«.
»Det er nemt nok for mig at sige, at man bare skal tage det store spring. Jeg er også selv tryghedssøgende. Men jeg oplever, at hvis du skal flytte folk fra, hvor de basalt set har det godt, så er det nemmere, hvis du tilbyder det store spring. Jeg ved godt, at der findes mennesker, som ikke vil forsøge at blive verdensmester, men jeg kan slet ikke lade være med det. Hvis du kommer med en ide og siger: Preben, jeg har fundet den mest geniale ide til, hvordan man spreder indhold på en helt ny og unik måde, så vil jeg sgu gå med. Og sådan er min bror også«.
På journalistens spørgsmål om, hvorvidt det passer ind i dansk mentalitet, og om holdningen til ambitiøse ildsjæle er ved at ændre sig til det bedre, svarer Preben Damgaard, at han tror, at der ikke længere er bund for at dyrke det ærefulde nederlag, som engang var acceptabelt især i dansk landsholdsfodbold.
»Vi er trods alt blevet mere globale. Vi lever i tættere kontakt med andre lande, verden er rykket tættere på os, og jeg tror, at vi i alle henseender ikke spiller så meget med synd og skam, som man gjorde i gamle dage. Der er mere kontant afregning. Arbejdspladser bliver flyttet, nationer konkurrerer med hinanden i erhvervstruktur og skatteregler, og at en nation laver en erhvervsstruktur, der tiltrækker Microsoft med en stor satsning, gør ikke nationen til skurk. Det er o.k. nu at være lidt frækkere og lidt smartere end de andre. Og det er mere almindeligt, at the winner takes it all. Det er mere acceptabelt at støtte dem, der kan bringe guldet til Danmark«.
Det er ikke lige netop den politiske retorik, vi hører mest i dag?
»Jeg tror, at regeringen skulle satse og sige, at nu tager vi et stort spring. På hvilket område er det, at Danmark skal være nummer ét? Hvor kan vi blive det nye Taiwan? Det kan man ikke inden for ti brancher. Kun i én. Så man må vælge og satse. Når de ypperste folk har gjort det ypperste analysearbejde for at sikre, at træfsikkerheden er optimal, skal man vælge. Vælge hvor Danmark vil være nr. ét, og så skal vi saftsusemig bide til bolle der. Vi skal have de bedste forskere til landet, koste hvad det vil. Og vi skal have de lange uddannelser koncentreret om det, vores venturefonde med risikovillig kapital koncentreret om det og erhvervsledere til at gå ind i det valgte område«.
»Sådan var det i Finland. Der er jo en grund til, at Nokia ligger der. At et land har en stor repræsentation inden for en bestemt industri, er et resultat af en målrettet satsning. Og grunden til, at det ikke bliver gjort i Danmark, er nok, at man er bange og frygter, at det er politisk selvmord«.
Vi mangler modet?
»Ja, det tror jeg. Der er for mange erhvervsorganisationer, der vil hyle op. Men ligesom der er brug for fyrtårne i erhvervslivet, er der også i det politiske liv. Personer, som har en overbevisning om, at vi skal satse. Der er brug for det store spring frem. Ikke for at smøre et tyndt lag margarine over hele brødet«.
»Hvis jeg som forretningsmand får ti millioner til at investere i min virksomhed, så vil jeg ikke give en million til hver af ti chefer, for så er de ti millioner spildt. Jeg ville finde ud af, hvad jeg virkelig tror på, og så ville jeg give otte eller ni millioner til det. Jeg vil koncentrere min indsats for at gøre en forskel«.
»Den samme ambition skulle nationen Danmark have«.
