Mit Lederne

Magasinet Lederne efterår 2019

Som CEO i Grundfos driver Mads Nipper en virksomhed, hvis kernefortælling rimer på flere af FN's verdensmål. Også hans egen indre ild brænder for at rykke ved verdens vigtigste problemer, lige så længe han har hovednøglen til Poul Due Jensens Vej 7 i Bjerringbro.

Tekst:
Ulla Hinge Thomsen   Foto: Rune Lundø

ER GRUNDFOS’ CEO MADS NIPPER personificeringen af bæredygtig ledelse? Tanken er nærliggende. I de seneste fem år har han stået i spidsen for en virksomhed, som er med til at nedbringe verdens strømforbrug, skaffe adgang til rent drikkevand til millioner af mennesker og fremover kan være med til at møde de nedkølingsbehov, som klimaforandringerne skaber. Og dét netop i de år, hvor verden har fået et klart sprog for indsatsen. I 2015 kom FN nemlig med sine 17 udviklingsmål for verden, herunder mål 6 (Rent vand og sanitet) og mål 13 (Klimaindsats), som er og altid har været i hjertet af Grundfos’ forretning:

”Jeg var selv i New York i forbindelse med, at målene blev lanceret, hvor generalsekretæren stort set sagde, at vand og klima var fundamentet for de andre mål – og det er jo det, vi kan! Lige siden Poul Due Jensen stiftede virksomheden i 1945, har vi tilstræbt energieffektive, tekniske og geniale løsninger på udfordringer, som kunder og verden har. Så det var ikke nyt for os, men mere en slags periodisk system for det, vi alligevel gik og arbejdede med,” siger Mads Nipper med stolthed i stemmen.

Stoltheden bliver ikke mindre, når han fortæller, at Grundfos formentlig direkte og indirekte har været med til at nedbringe strømforbruget i verden med nogle procent, eller at 2 mio. mennesker sidste år havde adgang til vand i Afrika og Sydøstasien på grund af Grundfos’ lokale NGO-samarbejder. For det betyder noget for Mads Nipper at gøre en forskel.

”Det, at Grundfos er en bæredygtig virksomhed, ikke bare ved at undlade at gøre skade, men også ved positivt allerede at gøre noget og have potentiale til at gøre endnu mere for, at vigtige problemstillinger bliver løst – dét er det absolut bærende element for, at jeg kan være den bedste version af mig selv. Det er min indre ild,” siger han.

ET PRIVILEGIUM AT FLYTTE VERDEN
At gøre en forskel var ikke nyt for Mads Nipper, da han i 2013 blev rekrutteret til jobbet hos Grundfos efter 23 år hos LEGO, heraf 10 år i direktionen. I LEGO fik han engang et brev fra en dreng, der var syg af kræft. I brevet fortalte drengen om den glæde, LEGO havde givet ham, og det gjorde indtryk på Mads Nipper, der fik øjnene op for, at LEGO er meget mere end klodser af plastik. Men med udsigten til at arbejde på Grundfos mærkede han alligevel et gearskifte.

”Da jeg sad i juleferien 2013 med Grundfos’ bestyrelsesformand, Jens Moberg, sagde han på et tidspunkt sådan lidt casual, at 10 procent af verdens elektricitet bruges på pumper, og at det kunne halveres med eksisterende teknologi. Det anede jeg ikke, og da jeg sad i toget hjem fra mødet, kunne jeg mærke, at det flyttede noget i mig,” siger Mads Nipper:

”Jeg er jo langt på den anden side af opfyldelsen af mine egne basale behov. Jeg behøver ikke længere at tænke over, om jeg kan rejse på ferie, eller om jeg kan betale et indskud for en lejlighed til min datter, og jeg får også al den anerkendelse, jeg skal have. Så det at kunne være en del af noget, der virkelig betyder noget for verden – sikke et privilegium!”

LÆS OGSÅ: Portræt af André Rogaczewski, CEO i Netcompany

Siden den juleferie, der som bekendt endte med, at Mads Nipper blev ansat i Grundfos, har han opbygget et navn, der i 2017 sendte ham ind på en fjerdeplads på analysehuset Infomedias liste over Danmarks bedste CEO-superbrands. Han har som den eneste dansker været medlem af den prestigefyldte Global Commission for Business and Sustainable Development, og økonomisk går det ovenikøbet også godt i verdens største pumpekoncern. Men vejen til bæredygtig succes er brolagt med dilemmaer.

”Ingen må et øjeblik gøre sig den illusion, at det er nemt. Det er en lille smule nemmere for os end for så mange andre, for vi har en ejerkreds, som ikke bare vil det, men som insisterer på det. Men investorer vil jo sige: ’Det vil vi gerne, det her – but show me the money’. Vi står i den problemstilling, at vi egentlig gerne vil accelerere på de her ting, men der er også en finansiel virkelighed i form af Brexit, handelskrig og så videre, der gør det vanskeligt,” siger Mads Nipper:

”Det, der gør, at ledere er bedre betalt end andre, er typisk, at de intelligent kan navigere i dilemmaer, og ikke bliver fanget i, at verden må være sort eller hvid – verden er altid grå.”

PERSONLIG LEDELSE UDEN ’’JEG’’
Et af de dilemmaer, der gør mest ondt på Mads Nipper, handler om mennesker. Grundfos har som erklæret mål at vise, at man kan have produktion i Danmark,men har alligevel for nylig outsourcet et tocifret antal ingeniørjobs til Serbien:

”De mennesker, som mister deres job, vil jo sige: ’Hold kæft, hvor er I dobbeltmoralske – I siger, I er socialt ansvarlige, og så handler det bare om ussel mammon’. Men det øjeblik, hvor bæredygtighed og socialt ansvar bliver til frygten for at tage vanskelige beslutninger, så abdicerer vi jo fra ansvaret over for virksomheden. Vi skal behandle folk supergodt og hjælpe dem med at finde et nyt job, men det er den beslutning, vi tager.”

LÆS OGSÅ: Portræt af Margrethe Vestager
At Mads Nipper bruger ordet ”vi”, er ikke tilfældigt. ”Der er ikke noget jeg. Jeg er kun kustode i noget, andre har skabt. Om nogle år er der en ny generation af ledere, der skal tage over. Med undtagelse af ejerfamilien er alle vi andre her på lånt tid, og det må og skal være en holdindsats,” siger Mads Nipper.

Det betyder også, at dilemmaerne ikke løses ved, at Nipper lukker døren og tænker sig godt om, men derimod ved at tale med sin bestyrelse og resten af direktionen.

”Jo mere dialog vi har om de sværeste ting, jo mere kvalificeret bliver beslutningen. Jeg måler ofte min succes på, hvor få beslutninger jeg er nødt til at tage. De fleste i en ledelsesposition kan jo godt lide at tage beslutninger, for det udløser dopamin, ligesom når du tjekker likes på de sociale medier. Det er afhængighedsdannende, og det forsøger jeg konstant at være på afgiftning fra,” siger Mads Nipper, der ikke lider af falsk beskedenhed, men ser paradokset sådan her:

”Ledelse er intenst personligt – du skal kunne give dig selv på en måde, så det ikke ligner andre, ellers kan du ikke skabe følgeskab. Men det, at det er personligt, må ikke gøre, at det bliver personfikseret. Jeg skrev f.eks. et indlæg på Twitter i sommer, der fik 400.000 views. Her er der en balance i at sige, hvornår er det for Mads Nippers skyld, og hvornår er det for Grundfos’? Virksomheden må aldrig, aldrig, aldrig blive en trædepude for, at jeg kan få personlig opmærksomhed – det skal være omvendt,” siger han.

LEDEREN SKAL GØRE ARBEJDET MENINGSFYLDT
At Mads Nipper nærer et ønske om at behandle ikke bare virksomheden, men også dens mennesker, ordentligt, er tydeligt. Menneskelighed har været en kerneværdi for Nippers ledelse, siden han blev leder som blot 26-årig.

”Der kom en ansvarsfølelse – nu var det ikke kun min egen dagsorden, og hvad kan jeg gøre og opnå, mere, nu var det også at sikre, at de mennesker, der arbejdede for firmaet og for mig, kunne være den bedste version af sig selv. Og det er en stor ting. Vi bruger jo mere tid på vores arbejdsplads end med vores venner og familie, så det er vores forbistrede pligt som ledere at sørge for, at det er meningsfyldt – samtidig med at der skabes værdi,” siger Mads Nipper.


Mads Nippers 3 bedste råd til bæredygtig ledelse

  1. Se bæredygtighed som en integreret del af forretningen, ikke som noget selvstændigt eller adskilt fra målet om at skabe værdi for aktionærerne. Bæredygtig ledelse er fremtidens ledelse og ikke kun en underdisciplin. Det gælder om at skabe værdi for alle interessenter, inklusive kolleger, kunder, lokalsamfundet, verden og aktionærerne.

  2. Vær dig selv. Altid. Mennesker følger og arbejder for mennesker, ikke for et personificeret visitkort.

  3. Vælg de vigtigste dimensioner, din virksomhed for alvor vil gøre en forskel på, gerne ud fra FN’s udviklingsmål, og hav modet til at være meget ambitiøs. Verden har brug for det og for modige ledere.

En af måderne at skabe mening på er ved at tale med folk. Hver måned spiser Mads Nipper frokost med 15 tilfældigt udvalgte Grundfos-ansatte.

”Jeg kan jo ikke love, at der bliver gjort noget ved det, der trykker dem, for jeg kan ikke bypasse alle ledelsesniveauer. Men jeg kan lytte til, at der f.eks. kun er kedelig emballeret mad til aftenholdet, men frisk varm mad til dagholdet. Hvis ikke man som topchef tør engagere sig i det, der betyder noget for nogen,
bliver man jo bare en administrator. Mange er nervøse på forhånd, men de kommer bagefter og siger ’Hvor var det dejligt, at du lyttede’,” siger Mads Nipper, der altid glæder sig til frokosterne.

”Jeg kan helt grundlæggende godt lide at give mennesker noget, og jeg vil helst give mere, end jeg tager i en samtale: Hvad enten jeg taler til 1.000 mand fra en scene eller sidder en til en. Andre mennesker skal helst forlade interaktionen med mig med mere energi, end da vi startede – det er et af mine ledelsesprincipper,” siger han.

Et andet ledelsesprincip handler om at være og forblive sig selv. ”Da jeg blev forfremmet på LEGO første gang, blev en tidligere kollega sekretær for mig. Han og jeg havde på det tidspunkt en leg, hvor vi gemte et lille sæt LEGO-hjul for hinanden – på kontorstolen, i en kage, det blev sågar sendt med posten. Det var enormt sjovt. Så blev jeg chef for ham og tænkte først, at så kunne vi nok ikke fortsætte med de Men det gjorde vi. Det lille eksempel var med til at forme min tanke om, at uanset om du
er chef for 2 eller 19.000, så er det supervigtigt at være menneske og dig selv.”

INGEN GLANSBILLEDER PÅ BLOGGEN
I dag kan Mads Nipper ikke længere gå og gemme LEGO-hjul for sine medarbejdere, men han kan fortælle dem om sine glæder og bekymringer i sin personlige blog på virksomhedens intranet:

”Jeg fortæller om stoltheden ved at arbejde med vand, men også om frustrationerne: Jeg er enormt frustreret over, at nogle ting stadig går for langsomt, fordi de er så komplicerede. Jeg vil gerne have, at det ikke bliver så ’korporat’, at CEO’en bare står og tegner glansbilleder, men at medarbejderne kan tænke: ’Vi synes, det går for langsomt, det gør han faktisk også.’ Det giver en fornemmelse af, at de arbejder for et menneske.

Ingen tvivl om, at Mads Nipper har følgeskab. Grundfos har en høj grad af medarbejdertilfredshed og nemt ved at rekruttere, ikke mindst i kraft af sin bæredygtighedsdagsorden.
Og han får brug for følgeskabet fra sine 19.000 ansatte. For selv om der er meget at være stolt af allerede, har Mads Nipper blikket stift rettet mod fremtiden. Grundfos står over for store transformationer, som kommer til at kræve deres yderste af hele holdet, og som kan holde topchefen vågen om natten.

”På klima skal vi tænke systemer ved hjælp af digitalisering, og på vand skal vi lave et decideret gearskifte. Der er uendelig mange muligheder og også trusler. Truslerne kan godt holde mig vågen om natten, men det kan mulighederne også. Tænk på det kølebehov, hele verden har, fordi det desværre bliver varmere og varmere, så hvis vi kan mangedoble den positive impact ved hjælp af digitalisering og kunstig intelligens! Det er den rejse, vi er på nu.”

Vi, ikke jeg. Fastholder kustoden for Grundfos, der gerne vil gøre en forskel for verden.

Mads Nipper, 53 år

Uddannet cand.merc. fra Aarhus Handelshøjskole. CEO i Grundfos. Vokset op i Skagen. Gift med Gitte Nipper, far til tre børn. Familien bor i Vejle.

2016 Næstformand i bestyrelsen for Danish Crown.
2014 CEO i Grundfos.
2014 Medlem af bestyrelsen i B&O.
2013 Medlem af bestyrelsen i Tulip.
2012 Medlem af bestyrelsen i Stokke.
1991-2014 Ansat hos Lego.
2011-2014 Chief Marketing Officer.
2006-2011 Executive Vice President, Markets & Products.
2004-2006 Head of Global Innovation and Marketing.
2001-2004 Head of Central Europe Market Division.
2003 Head of Strategic Development.
1999-2001 Senior Vice President, Global Segment 8+.
1998-1999 Global Brand Director, Lego Technic.
1995-1998 Department Head, New ways to the consumer.
1993-1995 European Trade Marketing Manager.
1991-1993 Media Consultant.

Bliv medlem

af Danmarks største organisation og a-kasse for ledere.

  • 93 % medlemstilfredshed
  • Juridisk rådgivning og karriererådgivning
  • Attraktiv lønsikring
  • Landets laveste kontingent – kun 528 kr.

Ring og meld dig ind på 3283 3229

Eller bestil et opkald - vi ringer til dig hurtigst muligt.