Mit Lederne

Magasinet Lederne efterår 2019

5 topchefer: Her er vores bedste råd til unge ledere

Hvad ville nogle af landets topledere gerne have vidst, da de som helt unge satte sig i chefstolen? Få svaret her, og bliv inspireret af deres bedste råd til at få en succesfuld karriere i førersædet. Her kan du møde Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk.

Tekst: Elisabeth Hamerik Schwarz      Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk

Din vigtigste egenskab er emotionel intelligens

JEG LÆRTE TIDLIGT som leder, at det er vigtigt at sætte ord på de ting, der ikke fungerer eller kan fungere bedre, for dine medarbejdere kan også se dysfunktionen. Vær derfor aldrig bange for at sige det højt, for det viser, at du har tillid til dine medarbejdere, og du gerne vil have, at tingene skal fungere ordentligt.

Lederskabet handler om at tage ansvar og være bevidst om, hvad du gerne vil opnå. Derfor skal du også håndtere de ting, der står i vejen, og se på, hvad du selv kan gøre for at ændre situationen – fremfor kun at fokusere på, hvad de andre gør galt. For selv om det ser sort ud, er det faktisk meget sjældent, at du ikke kan gøre noget som leder – men det kan være, at du bliver nødt til at gøre det på en ny måde, så tænk endelig kreativt.

Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk

Jeg blev leder som 27-årig, men jeg så hurtigt, at vejen til respekt var at være mig selv fremfor at kopiere andre ledere. Det er ikke nødvendigt, hvis du bruger dine egne styrker rigtigt. Stol på, at du bliver valgt, fordi du er dygtig, og hold dig ikke tilbage.

LÆS OGSÅ: Dit næste skridt - Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater

Som kvinde er det heller ikke nødvendigt længere at opføre sig som en kvindelig udgave af et mørkeblåt jakkesæt – vi har alle et ansvar for at skabe en mere mangfoldig kultur i virksomheden, så vær dig selv.

Camilla Sylvest, koncerndirektør i Novo Nordisk

I fremtiden kommer vi desuden til at få så meget hjælp fra digitaliseringen, at det betyder, at ledere skal have fokus på situationsbestemt ledelse. Derfor skal du være emotionelt intelligent, så du kan relatere til de kreative medarbejdere – for det er dem, du kommer til at lede, resten klarer digitaliseringen. Lad også hele teamet bidrage, og find en fælles ambition og mål, for så skaber du en teamfølelse. Der kommer udfordringer undervejs, og derfor er målet det vigtigste, ikke vejen.

Til sidst skal du huske, at fremtidens medarbejdere mere har brug for moralsk tryghed end tryghed i ansættelsen – de vil forstå meningen med det, de laver, og vil derfor ikke acceptere en leder, der går på kompromis med integriteten.

CAMILLA SYLVEST, FØDT 23. NOVEMBER 1972

2017-nu Koncerndirektør for Novo Nordisks samlede kommercielle strategi, Medlem af Danish Crowns bestyrelse og har en MSc i økonomi fra SDU samt en executive MBA.

2015 Vicedirektør for det kinesiske marked.

2003 Vicedirektør for marketing og salg, i Novo Nordisk – Region Europa. Et område, der blev udvidet til Asien i 2008.

1996 Startede som trainee i Novo Nordisk og fik sin første lederstilling i 1999 som 27-årig.

Vil du styrke din karriere?

Bliv medlem af Danmarks eneste a-kasse og faglige organisation med fokus på ledelse og få en lang række fordele:

  • En professionel sparringspartner
  • Netværk og sparring for ledere
  • Attraktiv lønsikring – på op til 90% af din løn
  • 93% medlemstilfredshed

Ring og meld dig ind på 32833229

Eller bestil et opkald - vi ringer til dig hurtigst muligt.