For Margrethe Vestager er magten i EU kun til låns

Forrige år var Margrethe Vestager sammen med 2.000 nye handelshøjskolestuderende. Fra talerstolen sagde hun til dem, at næste gang hun havde en dårlig dag i Bruxelles, ville hun se på det billede, hun netop havde taget af dem på sin telefon. Fordi: »De unge er fantastiske. De er meget bedre, end vi var, da vi var unge, og de er meget bedre, end vi er nu. De er mindre kriminelle, de drikker ikke så meget, som vi gjorde, de er søde ved hinanden – på trods af SoMe – og de er idealistiske. De går op i, om vi får styr på klimaforandringerne, og om der er rent drikkevand til dem, der har brug for det – og det er jo os alle sammen«.

Den tidligere minister og leder af Radikale Venstre og nuværende konkurrencekommissær i EU bliver nemlig motiveret af engagerede unge. Hun kan genkende lidt af sig selv i dem, for sådan var hun selv – hvis altså sagen var vigtig.

»Det gik tidligt op for mig, at hvis jeg så et problem, der ikke var løst, og ingen tog sig af det, så kunne jeg lige så godt gøre det«, siger Margrethe Vestager da vi møder hende i Europa-huset i København.

I den unge Vestagers skole kunne børnene hverken få mad eller drikke, og mange kom af sted uden madpakke. Hun var én af initiativtagerne til, at skolen fik en skolebod, hvor man kunne få en yoghurt, et æble eller et minirugbrød.

»Det, tror jeg, er karakteristisk: Hvis tingene kører, har jeg ikke behov for at blande mig. Men hvis jeg ser, at noget kan blive bedre, så interesserer det mig at se, hvad jeg kan gøre«.

Du skal op på ølkassen

Egentlig var den unge Margrethe ikke den oplagte leder, for hun var ret genert. Begge hendes forældre er præster, og hvert år inviterede de lokalsamfundet til tre dages åbent hus i præstegården med hjemmebag og kaffe. Omkring 350 gæster bevægede sig igennem stuerne i de dage.

»Min far og mor og nogle gange også min ældste lillebror underholdt gæsterne i stuerne, fortalte historier og satte gang i fællessangen. Jeg ville hellere være i køkkenet og sørge for, at kaffekanderne kom ind i den rigtige orden og hjælpe dem, der stod for det.

Jeg havde heller ikke dengang nødvendigvis behov for at stille mig op og sige: ”Se, hvad jeg kan”. Jeg kan bare godt lide, at tingene rykker sig«, siger Margrethe Vestager.

At det ikke er nok at stå gemt ude i køkkenet, hvis man vil have ting til at ske, gik dog hurtigt op for hende.

»Hvis ikke man er villig til at stille sig foran og se, om nogen vil med i den retning, man synes er den rigtige, så kan man ikke komme af sted. Jeg fik mulighed for at teste det, da jeg var ganske ung og blev opfordret til at stille op til Folketinget i Esbjerg-kredsen. Det kunne jeg gøre helt risikofrit, for der fandtes stort set ingen radikale i det område«, siger Margrethe Vestager og griner lidt.

»Så det var en god mulighed for at mærke, hvordan det egentlig føltes at stå op på ølkassen og sige: ”Det er det her, jeg synes, vi skal”. Og det kunne jeg godt leve med. Det er ikke det, der gør det for mig, men jeg kan godt«.

Tal om målet med dine medarbejdere

Margrethe Vestagers første valgkampagne blev ikke bare en øvelse i at træde op på kassen, men også i at få andre med sig – og med hinanden.

»Det er meget få ting, vi gør helt selv, som rykker noget. Det gælder om at få et team til at fungere, give arbejdet retning og sørge for, at man spiller sammen med de forskellige ting, man hver især kommer med. Det kræver ledelse.

Selv i sådan et lille team skulle jeg jo have nogen til at stå en lang lørdag eftermiddag i en garage og lime plakater og sætte dem op bagefter – og endnu værre: Tage dem ned igenefter valget«, fortæller Margrethe Vestager og fortsætter:

»I det team var målet underforstået. Vi skulle have flest mulige stemmer, også selv om vi vidste, at jeg ikke ville blive valgt. Men selv med det klare mål var det vigtigt stadig at tale om det og sige: ”Det er det her, vi gerne vil”. Selv om målet kan forekomme selvfølgeligt og underforstået, er det vigtigt at tage det op igen og sige det«.

I dag gør Margrethe Vestager stadig rigtig meget ud af at formulere målet for sine medarbejdere i EU-Kommissionen, og det er ekstra vigtigt, forklarer hun, fordi konkurrencelovgivning hurtigt kan blive ekstremt teknisk og desuden er et svært juridisk stofområde.

»Derfor gør jeg meget ud af at tale om, at vi gør det, fordi vi gerne vil have, at forbrugerne ikke skal føle sig snydt. Vi gør det for, at de kan gå et andet sted hen, hvis prisen eller serviceniveauet er for dårligt. Og når vi udskriver en bøde, så gør vi det, fordi forbrugerne ikke er tjent med virksomheder, der handler ulovligt«, siger Margrethe Vestager.

Netop det at formulere målet, hvor banalt det end kan synes, motiverer hendes medarbejdere, oplever konkurrencekommissæren.

»Det betyder meget for folk at få at vide, at det, de gør, er et helt afgørende element i det, vi gerne vil opnå. Vi samles, når vi har afsluttet en stor sag, og vi holder typisk et pressemøde, hvis vi har truffet en stor beslutning, og det virker også indadtil. Ekstern kommunikation er og bliver intern kommunikation – også«.

Skab diversitet og ansæt medarbejdere, der ikke ligner dig selv

Kommissæren har selv sat det hold, der udgør hendes 22 mand høje kabinet i Bruxelles. »Det var helt fantastisk at ansætte dem, for folk var så dygtige. Så opgaven bestod i at sammensætte et godt team – ikke kun fagligt, men også hvad angår kemi«, siger Margrethe Vestager. Ifølge kommissæren skal en god beslutning føles godt i alle tre beslutningscentre: Hoved, mave og hjerte. »Hvis ikke man får helheden i spil, er faren, at man kommer til at ansætte nogen, der ligner én selv. Det er blandt andet derfor, det er svært at få kvinder ind på ledende poster – fordi mændene ansætter nogen, der ligner dem selv.

Lige det problem har jeg ikke, men jeg kan godt løbe ind i, at der er noget comfort zone i at blive bekræftet i, at den anden kan det samme som én selv, men man er der jo selv, så det er ikke nødvendigt med én mere«, siger Margrethe Vestager, der gør en dyd ud af at ansætte folk, der kan noget andet. Målet er at få et komplet sæt af kompetencer.

»Medarbejdere er jo ikke inferiøre kloner af chefen. Det, der bliver skabt under chefen, er meget større end summen end det, de enkelte kommer med«, siger Margrethe Vestager.

For hende er det naturligt at være omgivet af folk, der ved mere om stofområdet end hun – blandt andet fordi hun ikke er jurist.

»Det mest dumdristige, du kan gøre, er at tro, du ved alt – for så er du altså en virkelig ekstraordinær person. Man skal være forsigtig med at lade sig imponere af andre, men især af sig selv«, siger Margrethe Vestager og fortsætter:

»Nogle af mine medarbejdere ved virkelig meget om karteldannelse, nogle kan styre alle vores it-systemer – og de er mange. Mit ansvar er tværgående. Jeg skal bruge det hele. Man løber ikke nogen stor risiko ved at ansætte nogen, der er meget dygtigere end en selv på et specifikt område, fordi de har en specifik opgave, der ikke på nogen måde rokker ved det ledelsesansvar, man selv har«.

Vis, hvem du er

På den dag, hvor vi møder Margrethe Vestager i København, er hun iført en blomstret silkekjole, netstrømper og stiletter. Og det er der en pointe i.

»Når man udøver magt – og det gør man især gennem ledelse – så synes jeg også, man er forpligtet til at vise, hvem man er som person.

Jeg mener ikke at blive privat, for i det private er vi basalt set alle sammen ens. Men i det personlige felt mellem det private og det professionelle ligger noget indsigt i, hvordan man udøver magt, hvordan man er som menneske, og der synes jeg, det er vigtigt, at man er til stede.

Jeg har for eksempel næsten altid kjole på. Jeg går stort set heller aldrig i sort, for jeg synes ikke, at uniformeringen i en habit – hvad enten den er til kvinder eller mænd – lægger ret meget til. Tværtimod«, siger Margrethe Vestager og fortsætter:

»For mig er det vigtigt, at ”what you see is what you get”. Ledelse er ikke noget, jeg tager på. Det, som jeg viser, når jeg udøver ledelse, er en del af mig, ikke hele mig. Det behøver det heller ikke være, men jeg synes, det skal være mere end en stramt redigeret profil. For mig er det nemlig vigtigt, at mit arbejdsliv og resten af mit liv er integreret med hinanden«.

Kvinden, der ofte er blevet beskrevet som magtfuld, blandt meget andet på grund af hendes aftryk på Socialdemokraternes, SF’s og Radikales regeringsgrundlag i 2011 og på grund af de solide bøder, hun som konkurrencekommissær tidligere har uddelt til giganter som Google og Apple, har nemlig stor respekt for magten.

»Hvis ikke man er opmærksom på, at magt er et redskab, man har til låns, og som man skal stå til ansvar for, så kan man hurtigt komme til at tro, at det handler om en selv«, siger hun.

Derfor er det vigtigt for Margrethe Vestager at bringe sig selv i spil for lettere at kunne tage ansvaret for magten på sig.

Magten er kun til låns

Vestagers ord får ekstra vægt, da vi går på gaden uden for Europa-huset i København for at fotografere hende. Forbipasserende hilser ærbødigt, nogle stopper op og vil have en selfie, og den lokale frisør i Rosenborggade går gladelig med til at flytte sit skilt, så vi kan få et fint billede af kommissæren.

»Du er sjovere, når du har magt. Folk taler pænere til dig. Jeg er sågar højere! Altså folk tror, jeg er højere, end jeg egentlig er. Det er det, der sker – din person bliver vigtig.

For mig er det vigtigt at være bevidst om det. Ellers er risikoen, at dit fokus ikke er rigtigt længere, at du ikke løser opgaven. Det er det ene. Det andet er, at du mister magten igen – fact of life. Og hvis du ikke kan skelne mellem dig selv og magthaveren, så risikerer du at få ødelagt dit liv, den dag det slutter«, siger hun.

Margrethe Vestagers modgift mod at blive forblændet af magten er denne: Hun tager en tur med bussen.

»Sådan en bustur minder mig om, at vi alle deler fundamentale vilkår. Jeg lever et ekstremt privilegeret liv – jeg tjener mange penge og har mange privilegier. Men i vores følelser for vores børn, vores angst for at dø, alderens indvirkning – i alt det er vi de samme«.

Interviewet er oprindeligt bragt i Magasinet Lederne, efteråret 2018