Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Mit Lederne

Magasinet Lederne efterår 2018

Det skal du vide om kryptovaluta

Bitcoin og de øvrige digitale valutaer er hypet lige nu. Men får det betydning for dig som leder i fremtiden? Få her digital fremtidsforsker Preben Mejers bud på, hvilke overvejelser du bør gøre dig.

Tekst: Elisabeth Hamerik Schwarz       Foto: iStockphoto

kryptovaluta, Magasinet lederne, efteråret 2018, iStockphoto

HVAD ER KRYPTOVALUTA? Kryptovalutaer er digitale og adskiller sig fra andre valutaer ved, at de er uafhængige af regeringer samt centrale og almindelige banker. Mange skabere er anonyme, men nogle er kendte – eksempelvis canadieren Vitalik Buterin, der var med til at skabe kryptovalutaen Ethereum. P.t. findes der over 1.700 kryptovalutaer, hvoraf Bitcoin er den mest omtalte. Ligesom med almindelige valutaer kan du handle med dem og investere i dem. Valutaerne er ikke knyttet til en stat eller regering, og derfor kan kursen opleve store udsving inden for et kort tidsrum. Det skete blandt andet, da Kina forbød handel med bitcoins i starten af året, hvilket påvirkede kursen, der dykkede øjeblikkeligt.

HVAD ER BLOCKCHAIN? Kryptovalutaerne har det underste lag tilfælles, nemlig Blockchain-teknologien, som World Economic Forum forudser, at 10 procent af verdens transaktioner vil være baseret på i 2030. Blockchain er en kæde, som indeholder information over eksempelvis transaktioner. Hver ny transaktion vil kæde en ny blok til den forrige blok, hvor den nyeste blok er den nyeste handel. Alle i eksempelvis en handel har en kopi, og det gør den praktisk talt umulig at fuske med, ligesom ægtheden er garanteret ved, at alle kopier er ens. Oven på Blockchain kan for eksempel ligge en kryptovaluta, men Blockchain kan bruges til meget mere end kryptovaluta. For eksempel kan teknologien også garantere skøders autenticitet, beskytte copyrights eller følge en købekontrakt og garantere, at der ikke manipuleres med dokumentet.

MÅ DU UDBETALE LØN I KRYPTOVALUTA? Det må du som udgangspunkt gerne, men rammerne er usikre, da der endnu ikke er særregler. Det samme gælder i øvrigt i forhold til at udbetale bonusser i kryptovaluta. Ishockeyklubben Rungsted Seier eksperimenterer for tiden med krypto-løn. Spilleren Nikolaj Rosenthal får sin løn udbetalt i Bitcoins – som den første sportsstjerne i verden. Han forklarer i podcasten Better Crypto, at lønnen er et fastsat beløb, som er uafhængigt af Bitcoin-kursen på det gældende tidspunkt. Det vil sige, at Rosenthal altså ikke får 100.000 kr. den ene måned og 50.000 kr. den næste, og hans løn tikker ind på hans Bitcoin Wallet online. Hans arbejdsgiver sørger desuden for, at der bliver betalt skat og arbejdsmarkedsbidrag.

KAN DU FORBYDE MEDARBEJDERE AT HANDLE MED KRYPTOVALUTA? Sydbank og Nordea har indført et forbud mod, at deres ansatte ejer kryptovalutaer. Finansforbundet har kaldt de to bankers forbud for et omfattende indgreb i de ansattes handlefrihed, fordi det ikke er ulovligt at handle med kryptovaluta, og det vil svare til at forbyde dine ansatte at have kontanter eller guld. Derfor er Finansforbundets jurister nu i gang med at undersøge, hvorvidt det overhovedet er lovligt for en arbejdsgiver at lave et forbud.

FÅR DET BETYDNING FOR DIG? Kryptovalutaer og Blockchain er stadig i deres spæde begyndelse, og det er svært at spå, hvilken vej det vil gå. Med Blockchain kan værdier overføres uden en mellemmand og hele døgnet rundt, og det får tilhængere af kryptovalutaer og Blockchain til at spå, at banker vil blive overflødige. Nogle taler endda om et helt nyt paradigme for penge, værdier og transaktioner, og at Blockchain og kryptovalutaer vil ændre hele vores adfærd inden for handel og kommunikation på samme måde, som smartphones har gjort det. Måske af samme grund har Facebooks topchef for Messenger, David Marcus, nedsat et særligt Blockchain-team, der skal kigge på teknologiens muligheder. Men lige nu er det stadigvæk mest hype, mener Preben Mejer.

Om eksperten

Preben Mejer er tidligere udviklingsdirektør i TDC, medstifter af Innovation Lab og Alexandra Instituttet på Aarhus Universitet. I 2012 stiftede han RADR, der rådgiver virksomheder og offentlige instanser om nye teknologiske muligheder.