Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Det har jeg lært om ledelse

MARIANNE KIRKEGAARD
50 ÅR, CEO OG PRESIDENT I CSM BAKERY SOLUTIONS,
VINDER AF WOMEN’S BOARD AWARD 2018.

Tekst: Elisabeth Hamerik Schwarz  Foto: Scanpix

"Kvinder som jeg skal være rollemodeller og vise, at det kan lade sig gøre." - Marianne Kirkegaard

EN LEDER SKAL kunne tage beslutninger og stå ved dem, og det kræver mod. Det er ikke særlig svært at finde talentfulde mennesker, men det er svært at finde dem, som også har de bløde værdier, den rette adfærd og ikke mindst modet til at tage beslutninger og stå ved dem.

DA JEG SOM UNG fik mit første job i Unilever, havde jeg nogle fantastiske chefer, som opdagede mit lederpotentiale, før jeg selv gjorde. De gav mig et skub i den rigtige retning og lod mig finde min passion for lederskabet. Derfor ved jeg i dag, at en leder skal bygge sine medarbejdere op og lade dem tage beslutninger. At turde give modet videre er nemlig også en del af det at have mod.

LÆS OGSÅ: Marianne Kirkegaard vinder af Womens Board Award 2018

DEN KARRIERE, du vælger, skal give dig energi og få passionen frem i dig. Her er ny viden yderst vigtig. Det værste for mig ville være, hvis jeg holdt op med at lære – så ville det være tid til at finde på noget nyt. Men det handler ikke kun om at avancere på karrierestigen, det kan også være at tilegne sig viden om verden, at få børn, opdage det liv, du gerne vil leve; det giver dig alt sammen vigtig lærdom.

JEG VIDSTE TIDLIGT, at jeg var generalist og derfor skulle alliere mig med eksperter. Mit job er at få det bedste ud af specialisterne og de andre medarbejdere. Fordi jeg er så heldig at være dirigenten, er det også min pligt at træffe beslutninger, tage de svære valg og ikke mindst stå ved dem. Det skylder jeg medarbejderne.

SOM LEDER skal du have selvtillid, men du må ikke have et ego, der er for stort til at lede en organisation. Jo mere autentisk og ærlig du er, desto nemmere er det for dine medarbejdere at identificere sig med dig. Autenticitet passer ikke ind alle steder, og selvfølgelig skal du også kunne tilpasse dig – men jeg tror så meget på det, at jeg heller ikke bryder mig om folk, der ikke er det. Så forsøger nogen at stoppe mig i at være autentisk, ved jeg også, at jeg ikke har noget at gøre der.

LÆS OGSÅ: "Leder på vej - Jens Grønlund"

JEG DRIVES af resultater. Big time. Men jeg drives også af min interaktion med andre mennesker. Jeg arbejder multikulturelt, og det er heldigt, for diversitet inspirerer mig. Ikke kun når det gælder køn, men også alders- grupper, seksualitet, etnicitet, kultur. Ja, det er sikkert nemmere at lede en gruppe kloner, men resultatet bliver bare ikke nær så godt.

JEG SYNES dybest set, at det er nedværdigende over for kvinder, at der tales så meget om “kvindelige ledere”. Men fordi jeg tror på diversitet, er jeg nødt til at tale om det. For der er stadig kun seks procent kvinder i bestyrelser, og vi er også bagud, når det gælder topledelse. Men debatten skal ikke handle om kvoter. Ingen kvinde vil vælges, fordi hun er kvinde. I stedet mener jeg, at kvinder som jeg skal være rollemodeller og vise, at det kan lade sig gøre.

KVINDER, der vil være ledere, skal være bedre til at få hjælp i hverdagen. Det har jeg selv haft svært ved – på det punkt er jeg pæredansk – men det er hemmeligheden bag work-life-balancen. I udlandet anses det for helt almindeligt at få hjælp, men i Danmark skal kvinder være alt på én gang. Men vi kan ikke det hele, og kvinder går jo ned på det, hvis de forsøger. Vi kan dog godt have karriere og familie, hvis vi bare giver en lille smule slip.

 

Women’s Board Award hylder hvert år kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Tidligere års vindere er Eva Berneke, CEO, KMD (2014), Merete Eldrup, CEO, TV 2 (2015), Lene Skole, CEO, Lundbeckfonden (2016) og Pernille Erenbjerg, CEO, TDC (2017).

 

Artiklen har været bragt i Magasinet Lederne, april 2018. Magasinet er Ledernes medlemsmagasin og udkommer to gange årligt.

BLÅ BOG

Marianne Kirkegaard, 50 år

2016-nu
CEO, CSM Bakery Solutions, Bestyrelsesmedlem i blandt andet Dansk Supermarked og AarhusKarlshamn

2011-nu
SVP Global Products & Mar- keting, CSM Bakery Solutions

2013-16
Chief Commercial Officer, CSM Bakery Solutions

2009-2011
Kommerciel direktør, Unile- ver Hungary/ Central Europe

2006-2008
Direktør, Unilever Central Europe

2004-2006
Direktør for bl.a. Frisko, Unilever

2002-2004
Market Manager, Coca-Cola

2001-2002
Senior Market Manager, Unilever Sverige

1998-2001
Senior Customer Develop- ment Manager, Unilever Danmark