Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mit Lederne

Magasiner

"Vi får tit takeaway, når vi har gæster"

Som leder skal man brænde for det arbejde, man laver, ellers skal man overveje, om man er den rette til jobbet, mener modtageren af årets Women's Board Award, Lene Skole. Hun er administrerende direktør for Lundbeckfonden og bliver ofte spurgt, om hun virkelig går på arbejde hver dag.

Tekst: Dorte Hansen
Foto: Jakob Helbig

Lene Skole 

Hun har aldrig lavet en karriereplan. I stedet har Lene Skoles pejlemærke været, om det, hun laver her og nu, er sjovt, interessant og noget, hun virkelig brænder for. Siden 2014 har hun brændt for jobbet som administrerende direktør i Lundbeckfonden, og hun er modtager af Women's Board Award, som blandt andre Ledernes Hovedorganisation står bag.

"Det skal være sjovt at gå på arbejde. Man skal synes, at lederjobbet er spændende, og man skal brænde for det, for ellers er det tåbeligt at bruge så mange af døgnets timer på det," siger Lene Skole.

Leder blev hun, fordi hun tog de muligheder, der så interessante ud. Den første kom, da hun var shippingelev i A.P. Møller – Mærsk, hvor det var naturligt, at man efter et par år blev leder for en eller to andre.

"Jeg har tendens til, at hvis der er et eller andet, der skal gøres, så griber jeg fat i det."

Siden har den ene mulighed fulgt den næste og taget hende hele vejen til toppen af dansk erhvervsliv, hvor hun i dag som administrerende direktør for Lundbeckfonden også sidder som næstformand i bestyrelserne i Lundbeck, ALK-Abelló og Falck. Desuden er hun næstformand i DONG Energy og medlem af bestyrelsen i Tryg.

"Da jeg tog jobbet i Lundbeckfonden, var der flere, der sagde, at det lød som en retrætepost, og at de godt kunne forstå, at jeg ville slappe lidt af nu. Men helt ærligt, så har jeg aldrig arbejdet så meget som i det seneste år. Og det har jeg det fint med, for andet var heller ikke meningen. Mange aner ikke, hvad der foregår i en erhvervsdrivende fond, og hvad det indebærer at være direktør for en. Der er stadig nogen, der spørger, om jeg går på arbejde hver dag, og ja, det gør jeg," siger Lene Skole og ler, for med ansvaret for tre store virksomheder i Danmark, uddelinger for en halv milliard om året og kapitalinvesteringer af et tocifret milliardbeløb årligt, er jobbet som fondsdirektør meget langt fra en badeferie.

Teamspiller med høje ambitioner
Som leder er Lene Skole en teamspiller, der kræver resultater, og som ingen er i tvivl om, hvor de har. Det handler om at have et fælles mål, som er kommunikeret forståeligt:

"Jeg har behov for, at vi har sat en vision, vi alle sammen er enige om. Og så skal vi have en meget klar retning, som er kommunikeret og forstået. Vi skal tale sammen om tingene. Det er vigtigt for mig at inddrage og involvere teamet omkring mig, for på den måde får vi de bedste løsninger. Det ville være spild af ressourcer ikke at bruge input fra de dygtige mennesker, der omgiver mig," siger hun.

Og så er det vigtigt, at holdet kommer til hende, hvis der er noget, de ikke forstår, eller hvis et eller andet ikke er, som det skal være. "Jeg kan ikke lide overraskelser," som hun siger.

At være en god leder handler om at kunne udstikke en klar retning, sætte nogle ambitioner – gerne meget høje ambitioner – og samle det rette team til at udføre det. Men i sidste ende tæller det jo kun, hvis der leveres resultater.

Lene Skole, adm. dir. i Lundbeckfonden og vinder af Women's Board Award 2016

Hendes ledelsesstil er personlig. For det nytter ikke noget at lade som om, man er noget andet, end man er. 

"Jeg har selvfølgelig læst ledelsesbøger, men er for længst kommet til det resultat, at jeg bliver nødt til at være mig selv. Det tager alt for meget energi, hvis man som leder beslutter sig for at ville være en bestemt type leder, hvis man i virkeligheden er en anden type. Når det pludselig går stærkt, og der er pres på, vil man alligevel altid falde tilbage på den måde, man reelt set er på," fortæller Lene Skole.

"Selvfølgelig kan jeg lære af andre. Og jeg finder løbende inspiration hos ledere, jeg selv har haft, og personer, jeg arbejder sammen med," siger hun. 

Men i sidste ende er lakmusprøven for god ledelse resultaterne på bundlinjen. Man kan være nok så vellidt en leder, det nytter bare ikke noget, hvis resultaterne ikke følger med.

"At være en god leder handler om at kunne udstikke en klar retning, sætte nogle ambitioner – gerne meget høje ambitioner – og samle det rette team til at udføre det. Men i sidste ende tæller det jo kun, hvis der leveres resultater," siger hun.

Inspirator
"Jeg vil da håbe, at jeg på en eller anden måde kan være med til at inspirere flere kvinder til at vælge en lederkarriere og dermed også bestyrelsesvejen. Hvis jeg kan det, så synes jeg, jeg er nået langt," siger Lene Skole.

Det er resultaterne, Lene Skole har leveret som leder og siden som CFO i Coloplast og nu administrerende direktør i Lundbeckfonden, der har gjort hende bemærket. Først og fremmest har det taget hende fra en lederstilling til den næste. Og i år ført til titlen som årets kvindelige bestyrelsesmedlem som modtager af Women's Board Award.

Et spørgsmål, der ofte bliver diskuteret i medierne, når talen falder på bestyrelsesarbejde, er, hvorvidt der bør være kvoter eller ej for antallet af kvinder i bestyrelser.

"Nej," er Lene Skoles umiddelbare svar, men svaret er dog ikke helt så enkelt.

"Jeg tror, at diversitet skaber værdi – ikke kvinder i sig selv".

Vejen mod flere bestyrelseskvinder må være en anden end at kaste kvinder forrest i køen via kvoter, alene på baggrund af deres køn. Det skal være erfaring, der vægter tungest:

"Jo, jeg vil rigtig gerne have flere kvinder i bestyrelser, og det ville sikkert gå hurtigere, hvis man indførte kvoter. Men jeg tror dog, at det er vigtigt, at de mange dygtige kvinder i erhvervslivet, ligesom deres mandlige kolleger, arbejder sig op igennem systemet. Så når de kommer ind i en bestyrelse, kommer de med den rigtige erfaring."

Der skal sættes ind et helt andet sted og meget tidligere på karrierestigen, hvis der skal flere kvinder i bestyrelser, siger hun. Ledere generelt skal opfordres til at foretage en reel objektiv bedømmelse, når de skal forfremme en medarbejder eller ansætte en leder.

"Vi ved alle sammen, hvor nemt det er at vælge en, der ligner en selv, for "dem, der ligner mig, er alligevel nok de mest fornuftige"," siger Lene Skole.

"Når man skal besætte lederstillinger, må man altid sørge for, at det er en objektiv vurdering, der ligger til grund for udvælgelsen, frem for, hvorvidt man tror, den enkelte kvinde nu også har tid eller overhovedet ønsker det næste skridt på karrierestigen. Lad hende selv finde ud af det. Det er vigtigt hele tiden at huske på, at den bedste mand til jobbet engang imellem bare er en kvinde."

Fravalg er en del af karrieren
Valget mellem karriere eller ej er en luksus, der er forbeholdt kvinder, har Lene Skole bidt mærke i. Det er simpelthen mere legitimt for en kvinde at vælge karrieren til eller fra.

"Vælger man et tidskrævende lederjob til, må andet vælges fra. Man må gøre sig klart, at noget af det, man vælger til, er masser af hårdt arbejde. Ens hjem kan nok ikke se helt så smart ud, som det ellers ville have gjort, bollerne bliver næppe hjemmebagte, og det kan også godt være, at en del af det med børnene må uddelegeres," siger hun.

Man skal være parat til at træffe valgene med god samvittighed. En del kvinder har dårlig samvittighed over alt det, de ikke når i hjemmet, fordi de har valgt en lederkarriere til. Men det nytter ikke noget, siger Lene Skole.

"Jeg har valgt en karriere som topleder, og derfor er der nogle andre valg, jeg også er nødt til at tage. Mit hjem er bestemt ikke noget Bo Bedre-hjem, og der er rigtig meget takeaway, når vi får gæster."

De valg har hun selv og hendes mand, Anders T. Skole-Sørensen, der er CFO i Matas, det fint med. Det fungerer ikke mindst, fordi de har talt om, hvilken hverdag og liv de gerne vil have. Og hvilke til- og fravalg der følger med, når to karrierer på toplederniveau skal passes sammen med to børn.

"Jeg er ikke typen, der læser ledelsesbøger, når jeg har fri. Jeg foretrækker en god krimi, så jeg helt kan koble fra. Jeg har en familie, en mand og to sønner. Den ældste er 23 nu, og den yngste bliver snart 20. Vi har to hunde, der skal luftes. Jeg kan godt lide at spille golf, men får dog ikke gjort det så meget, som jeg gerne vil. Jeg kan også godt lide at gå på jagt, men får heller ikke gjort det særligt meget," siger Lene Skole, der ikke kunne drømme om at skifte karrierevejen ud med en anden.

"Jeg trives vældig godt med at have mange bolde i luften," siger hun.

LÆS OGSÅ: Lene Skole er årets kvindelige bestyrelsesmedlem

Om Lene Skole

  • Født i 1959
  • Gift med Anders T. Skole-Sørensen og har to sønner
  • Shippinguddannet i A.P. Møller – Mærsk
  • HD i finansiering og managementprogrammer på IMD samt London School of Business
  • Næstformand i bestyrelsen i DONG Energy samt i Lundbeckfondens datterselskaber Lundbeck, Falck og ALK-Abelló
  • Bestyrelsesmedlem i Tryg A/S
  • Siden 2014: Administrerende direktør i Lundbeckfonden
  • 2005-2014: CFO i Coloplast
  • 2000-2005: CFO Mærsk Company i England
  • 1997-2000: Vice President i A.P. Møller Gruppen
  • 1978-1997: Forskellige forretnings- og finansposter i A.P. Møller Gruppen

Om Women's Board Award

Den norske bestyrelsesorganisation, Styreinformasjon AS, lancerede Gabrielsen Award i 2010 med afsæt i den norske regerings indførelse af kønskvotering i bestyrelser. Prisens formål var at sætte positivt fokus på kompetencer – ikke på køn – og prisen er uddelt i Norge hvert år siden. Stor nordisk interesse for prisen har betydet, at prisen siden 2011 også er uddelt i Sverige og blev lanceret i Danmark i 2014, hvor navnet blev ændret til Women’s Board Award. Hovedpartnere i Danmark er Ledernes Hovedorganisation, Alumni, AIG, PFA og Deloitte.

Formål med Women’s Board Award

  • inspirere til, hvordan diversitet øger værdiskabelsen i bestyrelser for virksomheder
  • sende signal til danske virksomheder om, at det giver gevinst at handle proaktivt fremfor reaktivt
  • vende negativt fokus fra køn og ligestilling til positivt fokus på kompetencer, ressourceudnyttelse og resultater i bestyrelser
  • synliggøre inspirerende, kvindelige rollemodeller, som er bestyrelsesmedlemmer og på vej til næste skridt som bestyrelsesformænd.

 

Outplacement