Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mit Lederne

Magasiner

Nogle gange skal man tage sin egen medicin

Den stærkeste røde tråd i Katja Iversens karriere har været, at hun vil forandre verden. I dag er hun CEO i en af verdens ledende organisation for piger og kvinders rettigheder, Women Deliver. Men det var ikke uden betænkeligheder, at hun sagde ja til dét job.

Tekst: Andrea Bak

Katja Iversen befinder sig i toppen af den internationale udviklingsbranche. Hendes kontor ligger i SoHo i New York, og en stor del af hendes arbejde består i at rejse verden rundt for at skabe bedre vilkår for piger og kvinder. Men historien om Katja Iversen selv begynder i landsbyen Sørvad i Vestjylland. Hun er født nysgerrig, og allerede som barn gik det op for hende, at verden ikke var farlig, men stor og mangfoldig og fuld af oplevelser, der lå og ventede på hende. Hun sad ofte under kaffebordet hos bedsteforældrene i Svendborg og lyttede til de voksnes samtaler. Der blev talt på mange forskellige sprog, for bedsteforældrene var meget mere internationalt orienterede, end man normalt var på de kanter dengang.

women deliever
"De talte esperanto, og de havde siden 1930'erne været medlem af en international forening, hvor medlemmerne kunne overnatte gratis hos hinanden mod, at man selv medbragte et lagen. Så jeg mødte tidligt mennesker fra hele verden, og jeg elskede at se min morfars smalfilm af spændende steder, de havde været," fortæller hun.
Ambitionen om at være med til at gøre verden til et bedre sted begyndte tidligt at forme sig i hendes hoved. I gymnasiet fik hun første gang fornemmelsen af at være med til at gøre noget, da hun valgte at engagere sig i Operation Dagsværk. Det var også her, hun fandt ud af, at hun havde talent for at mobilisere, organisere og engagere i forbindelse med NGO-arbejde. Efter gymnasiet rejste hun til Nicaragua for at plukke kaffe og for at rejse rundt og opleve Mellemamerika.
Da hun kom hjem og skulle begynde på en uddannelse, vidste hun to ting: hun ville arbejde med udvikling, og hun havde seriøs rejsefeber.

"Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville forandre verden, men jeg var i tvivl om hvordan, jeg skulle gøre det," siger hun.

Hun besluttede sig for at læse forvaltning, økonomi og administration og kommunikation.

"Jeg troede, jeg skulle være en slags ”grøn økonom”, siger Katja Iversen og understreger, at hun aldrig har haft nogen forkromet plan for sin karriere.

Den stærkeste røde tråd har været, at hun ville forbedre verden og opleve noget undervejs.

Retten til selv at bestemme
I 1999, mens hun stadig var ved at afslutte sin uddannelse, bød muligheden sig pludselig for at få en kommunikationsstilling i FNs fødevareorganisation, FAO, i Rom. Det blev til fire lærerige år i den italienske hovedstad, hvorefter det var tid til at overveje næste karriere-træk.

"Min mormor var ved at blive gammel hjemme i Danmark. Hun har altid betydet meget for mig, så jeg besluttede mig for at rejse tilbage for at være tættere på i hendes sidste år," fortæller Katja Iversen.

Hun fik job som kommunikationschef i foreningen Sex & Samfund.

"Det var en meget fin sløjfe, der blev bundet der omkring min mormors og mit forhold. Hele sit liv var hun en stor forkæmper for kvinders ret til uddannelse og retten til at bruge prævention. Da hun var ung, havde ugifte kvinder ikke adgang til prævention eller abort – og mange, inklusiv hende selv, fik aldrig en uddannelse. Det ville hun ændre," fortæller hun.

"Så jeg lærte tidligt af min mormor, at uddannelse og kvinders ret til prævention er meget vigtig. Det at kvinder ikke selv kan bestemme om og hvornår, man vil have børn, er noget af det, der stadig holder mange kvinder tilbage rundt om i verden," siger hun.

Fra da af er det emner som kvinders rettigheder og sundhed, der har været toneangivende i Katja Iversens arbejdsliv. Efter to år i Sex & Samfund etablerede hun sit eget kommunikationsfirma, hvor hun arbejdede med kommunikationsstrategier, kryds-kulturel ledelse og forandring. Det kørte med hendes egne ord rigtig godt. Hendes kundeportefølje talte flere Fortune 500-virksomheder, men så blev der slået en stilling op i FNs Befolkningsfond, UNFPA, i New York.

"Lige siden jeg besøgte byen første gang, var det en stor drøm at bo i New York," siger Katja Iversen.

"Tidsmæssigt var det virkelig dårlig timing, men jeg tænkte over det og kom frem til, at det ville være frygteligt dumt at udsætte en livsdrøm på grund af dårlig timing. Og jeg tænkte, at jeg jo altid kunne etablere et nyt firma, når jeg kom hjem," siger hun.

Planen var, at Katja Iversen skulle være i New York i et år.

"I sidste uge var det ni år siden, jeg flyttede herover," griner hun.

Det var jo skørt, at jeg, der har viet hele mit arbejdsliv til kvinders rettigheder, blev ved med at sige nej til den stilling. Jeg sagde til mig selv: ”Kvind dig op og tag din egen medicin!

Katja Iversen

At tage sin egen medicin
I 2007 var Katja Iversen med til at etablere organisationen Women Deliver sammen med blandt andre Jill Sheffield, der stadig er organisationens præsident. Sheffield var allerede da en ældre dame, og hun havde en klar holdning til, at det var Katja Iversen, der skulle overtage ledelsen af organisationen efter hende. Hun var ikke ene om den holdning, men Katja Iversen strittede imod.

"Jeg afviste blankt hver gang, det blev bragt op. Jeg synes, hun var – og er – så legendarisk, at jeg umuligt kunne fylde hendes sko," fortæller hun.

"Jeg havde for det meste været behind the scenes som strategisk og politisk rådgiver og taleskriver. Jeg havde aldrig selv rigtig taget scenen, og selv om jeg på mange måder er et meget ekstrovert menneske, er jeg også meget privat, og det føltes overvældende at vide, at nu ville der pludselig være en masse mennesker, som ville danne sig en holdning om mig uden overhovedet at kende mig," siger hun.

"Det var den helt klassiske kvindeting med, at hvis man "kun" kan 13 ud af 15 færdigheder på listen, så føler man sig underkvalificeret."

Efter et par år begyndte den konstante afvisning dog at blive triviel.

"Det var jo skørt, at jeg, der har viet hele mit arbejdsliv til kvinders rettigheder, blev ved med at sige nej til den stilling. Jeg sagde til mig selv: ”Kvind dig op og tag din egen medicin!” Hvad er det værste, der kan ske?"

"Det er gået over al forventning," siger Katja Iversen om udfaldet af sin beslutning. Hun har været CEO for Women Deliver i halvandet år og overtager præsidentposten til sommer. Organisationen har til huse i et stort loft i SoHo, og omsætning og medarbejderstab er næsten fordoblet, siden Katja Iversen startede. Lige nu går det meste af hendes tid med det, der tegner til at blive verdens største konference om kvinders sundhed og rettigheder i mere end et årti. Den bliver afholdt i København i maj, og med Katja Iversens ord går forberedelserne godt og derudad.

"Deltagerne er fra hele verden og fra alle samfundslag – fra store verden- og virksomhedsledere, til NGO'er, journalister og lokale forandringsagenter. Vores mål er, at de via dialogen på konferencen skal lade sig inspirere af hinanden og af alle de tusindvis af løsninger, der vil blive præsenteret, til at gå hjem og lede og skabe forandringen," siger Katja Iversen. Hun opfordrer danske virksomheder og ledere til også at deltage.

"Det er et møde med verden, med nye markeder, nye forbrugere. Virksomheder er i dag essentielle aktører i udvikling, og som man siger: ”doing good and doing business” er ikke modsætninger."
Katja vil stadig forandringen for piger og kvinder, og det bruger hun al sin tid på.

"Sidste år havde jeg 180 rejsedage, og i år runder jeg nok de 200. Jeg plejede at gå til jazz-koncert mindst een gang om ugen, men jeg har ikke længere tid til at nyde New York på helt den samme måde. Så det er et nyt liv for mig, men det er godt!" siger hun.

Om Katja Iversen

katja
  • CEO i organisationen Women Deliver siden april 2014. 
  • 46 år
  • Uddannet i økonomi og kommunikation fra RUC.
  • Har blandt andet været kommunikationschef i foreningen Sex & Samfund, underviser i strategisk kommunikation på Danmarks Journalisthøjskole og haft egen kommunikationsvirksomhed.
  • Har været medierådgiver og kampagnekoordinator i FNs Befolkningsfond, UNFPA, og strategisk kommunikationschef i UNICEF.

Læs mere på www.womendeliver.org og om konferencen på www.wd2016.org.