Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mit Lederne

Inspiration

Drop oldtidskundskab og indfør IT i skolen

For Anja Monrad, Dells øverste ansvarlige i Central- og Østeuropa, har IT-karrieren aldrig været drevet af en passion for teknologien i sig selv, men en fascination af alt det, IT gør for vores samfund. Og det er netop en detalje, som kan lokke flere kvinder til faget, mener hun.

Tekst: Annemette Schultz Jørgensen 

Kvinde ved computer

Det var et rent tilfælde, at Anja Monrad som nyuddannet cand.merc. startede karrieren i IT-branchen for snart 30 år siden. Til gengæld blev hun hurtigt så fascineret af teknologiens enorme indflydelse på vores samfund, at hun ikke har sluppet branchen siden. I dag er hun CEO for Dell EMC i Central- og Østeuropa og dermed en af få kvindelige topledere i den danske IT-branche.

 

“Jeg havde ikke nogen idé om, at jeg skulle arbejde med IT, da jeg var færdig med at studere. Men jeg blev med det samme dybt fascineret af den voksende rolle, som teknologien spiller overalt i vores samfund. I starten talte vi meget om, at IT snart ville blive den store enabler (katalysator, red.) i samfundet og altså den drivkraft, der ville påvirke alt andet. Den udvikling er nu endelig over os, og samfundet bliver i dag digitaliseret på alle områder. Og det er præcis den del, der gør, at jeg elsker at arbejde i branchen,” siger Anja Monrad og fortæller, at hun, foruden teknologiens mange store bidrag til vores samfund, også altid har været dybt inspireret af branchens konstante udviklingshastighed og enorme innovationskraft.

 

“Det er en branche, som hele tiden bevæger sig, og der går sjældent en måned, uden helt nye teknologier kommer på banen. Det gør det til et utrolig spændende sted at arbejde,” siger IT-direktøren, der aldrig har følt sig hæmmet eller særligt begrænset af at arbejde i den udprægede mandsdominerede verden:

 

“Jeg har faktisk aldrig følt, at jeg skulle råbe højere, fordi jeg var ene kvinde blandt mange mænd. Tværtimod har jeg nok snarere oplevet, at man nemmere får opmærksomhed, fordi man er den eneste kvinde omkring mødebordet. Der er så få af os i branchen, at de fleste husker, hvem man er, og derfor er det nok lidt lettere at skabe sig et personligt brand som kvinde.”

Anja Monrad 500x471 

Anja Monrad

- Født 1966

- CEO for Dell EMC i Central- og Østeuropa

- Uddannet fra CBS i 1989 og har været i IT-branchen lige siden

- Har været ansat hos Dell siden 2000

- Tidligere ansat hos Compaq og Digital

Kvinder opfatter stadig IT som nørdet

Hun oplever, at kvinder i dag går uden om IT, fordi der stadig hersker en udbredt traditionel og stereotyp opfattelse af, hvad faget og branchen handler om. Nemlig at det kun handler om programmering, og det derfor både er teknisk, kompliceret og svært.

 

“Alt det er IT-branchen også, og det skal vi ikke lave om på. Til gengæld er branchen også så meget andet og mere end det. For der skal jo nogen til at sælge programmerne og de tekniske produkter, nogen til at markedsføre dem og styre personaleafdelingerne,” siger Anja Monrad og tilføjer:

 

“Men det budskab er svært at få ud blandt kvinder i dag, som fortsat bliver afskrækkede af branchens nørdede aura.” 

 

Anja Monrad er selv meget bevidst om sin funktion som kvindelig rollemodel i den mandsdominerede verden og gør derfor en aktiv indsats for at tiltrække flere kvinder. Blandt andet som formand for Kvindelige Ledere i IT-branchen, som medlem af branchens hovedbestyrelse og initiativtager til rollemodelarrangementer og mentorordninger for andre kvinder.

 

“Når jeg er ude og tale for piger og yngre kvinder, fortæller jeg, at det, der altid har inspireret mig og fået mig til at blive i branchen, aldrig har været en dybere fascination af teknologien for teknologiens skyld. Men alt det, teknologien gør for at hjælpe vores samfund og forbedre vores hverdag. Mange kvinder vil gerne have et socialt aspekt i deres arbejde og arbejde med mennesker og redde menneskeliv. Og er der noget, som teknologien bidrager med i dag, så er det da netop det,” siger Anja Monrad, der mener, at det præcis er fortællingen om, hvad IT gør for at hjælpe os i vores hverdag, der kan få flere kvinder ind i faget.

 

Piger i folkeskolen skal have større viden om IT

Men branchen har også selv et stort ansvar for at tiltrække flere kvinder, mener Anja Monrad. Blandt andet ved at synliggøre de kvindelige rollemodeller og vise den bredde, der er i jobmulighederne inden for den teknologiske verden. Men derudover appellerer Anja Monrad til, at IT-studierne beskriver deres uddannelser som output-studier og altså i højere grad peger på, hvilke jobmuligheder uddannelserne leder hen imod, frem for kun at fortælle om uddannelsernes indhold – samt hvad man faktisk laver, mens man studerer. Og endelig mener hun, at man bør skabe en større teknologisk interesse hos pigerne, mens de er helt unge.

 

“Vi skal gøre en langt større indsats allerede i folkeskolen, så vi tidligt får unge piger til at interessere sig meget mere for faget. I dag er der nærmest ingen selvstændig undervisning i IT, men stadig fokus på oldtidskundskab, hvilket jeg mener er helt skævt. Piger skal allerede som små vide, at IT ikke kun handler om at programmere. Det er en lang, sej kamp, men vi gør meget i dag, og det skal vi blive ved med,” siger Anja Monrad.

 

Tag Ansvar for uddannelse

Prognoserne viser, at der vil mangle 3.000 IT-folk i 2020. De kompetencer, som p.t. efterspørges mest i branchen efter softwareudvikling, er forretningsforståelse og salgskompetencer.