Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mit Lederne

Inspiration

Behøver man ikke at kode

Kvinder tror, at IT-branchen kun handler om hardcore teknik. Selv om IT fylder stadig mere i vores hverdag, forbliver kvindelige ansatte i IT-branchen en sjældenhed. De afskrækkes af et forældet, nørdet image og mangler rollemodeller til at vise dem, at faget er andet end benhård teknologi.

Tekst: Annemette Schultz Jørgensen   Foto: iStockphoto.com og PR

IT chips

På trods af mange års forsøg på at lokke flere kvinder ind i IT-branchen, flytter andelen kun lidt på sig – og det i en nedadgående retning. Hvor kvinderne tegnede sig for 30 procent af IT-branchen i 2008, lå tallet i 2016 på kun 27,5 procent. Men det er ikke kun ude på arbejdsmarkedet, der er udfordringer. Heller ikke de videregående IT-uddannelser formår at lokke kvinderne til.

 

“Hvor kvinder traditionelt har holdt sig fra alle de naturvidenskabelige fag, er tilstrømningen på de fleste områder efterhånden kommet op. Bare ikke på IT-området, hvor de tilsyneladende bliver ved med at holde sig væk,” siger Marianne Rasmussen, chefkonsulent i Lederne:

 

“Og hvis der er få kvinder ansat i IT-branchen, forbliver talentmassen til ledende stillinger også lav. Det er et problem i en tid, hvor vi får mere og mere dokumentation for, at mangfoldighed i ledelsen, uanset branche, giver bedre beslutninger.”

 

Forældet, nørdet image

Eksperter peger på, at IT-branchen har problemer med at lokke kvinder til, fordi det ikke er lykkedes at ryste det maskuline og nørdede image af sig. Men udfordringen med en branche præget af mænd er, at det slet ikke går i spænd med et samfund, som hver dag bliver mere og mere digitaliseret, og hvor tidens IT-løsninger bør afspejle både mænd og kvinders behov og præferencer.

 

“Det er da uheldigt for den kvindelige del af befolkningen, hvis de produkter og services, der er tilgængelige, appellerer mest til mænd, fordi IT-virksomheder og organisationer har overvægt af det mandlige køn,” siger Marianne Rasmussen og fortsætter:

 

“Men det er også problematisk for virksomhederne selv. For derved misser de jo halvdelen af deres potentielle kundegruppe.”

 

Ifølge chefkonsulenten er der derfor brug for, at der kommer en bredere diskussion om, hvad IT er, og hvilke typer af stillinger og opgaver man kan få, hvis man går ind i branchen.

 

Man kan godt arbejde med mennesker i IT

Den vurdering er Valeria Borsotti enig i. Hun er forsker på IT-Universitetet (ITU) og har det seneste år stillet skarpt på den skæve kønsbalance inden for IT-faget. Mere præcist hvad der holder kvinderne væk, samt hvilke barrierer der – på især gymnasier og videregående uddannelser – står i vejen.

 

“Helt overordnet kan vi se, at der er nogle klare sociokulturelle grunde til, at kvinder bliver væk fra IT. Den første er, at der stadig hersker en udpræget stereotyp opfattelse af, at IT er nørdet, maskulint og kun for mænd. Derudover viser vores studier, at mange piger i gymnasiet faktisk godt kunne tænke sig at gå IT-vejen, men lader være, fordi de ikke kan programmere,” forklarer Valeria Borsotti:

 

“Pigerne sammenligner sig med drengene, for hvem programmering og kodning er en hobby, og bliver væk, fordi de tror, at man skal beherske de tekniske færdigheder, når man starter på IT-studierne – hvilket overhovedet ikke er tilfældet.”

 

Ud over at det danske arbejdsmarked fortsat er hæmmet af at være ekstremt kønsopdelt, er en tredje barriere for pigerne og kvinderne, at de faktisk ikke ved, hvad det vil sige at arbejde i IT-branchen.

 

“Mange piger og kvinder tror, at IT kun handler om hardcore teknik, og går udenom, fordi de selv gerne vil arbejde med mennesker. De ved altså ikke, at der er masser af muligheder for social og menneskelig interaktion inden for IT-faget, og udelukker sig selv på grund af manglende viden.”

 

Programmering i folkeskolen

Hvis man skal lykkes med at få flere kvinder ind i IT-branchen, bør man derfor sætte ind allerede i folkeskolen ved eksempelvis at tilbyde undervisning i kodning og programmering – der også henvender sig til piger. Ligeledes kan det være en god idé, hvis kvindelige IT-studerende besøger skoler og gymnasier for at fortælle om bredden i IT-faget, mener Valeria Borsotti og tilføjer, at de videregående uddannelser også skal spille en aktiv rolle, hvilket ITU nu er begyndt at gøre.

 

“ITU har oprettet et forberedende kursus for de studerende, der ikke allerede har erfaring med programmering og kodning, så alle kan starte studiet på samme niveau. Derudover planlægger vi en særlig IT-camp for kvinder til foråret og er i dag også bevidste om at få kvindelige rollemodeller ind i vores informationsmateriale. Og så arbejder vi på at ændre vores undervisningsmetoder, så vi appellerer til studerende med forskellige baggrunde og dermed også piger,” siger Valeria Borsotti og tilføjer:

 

“Hvis det er de sociokulturelle normer, der skal gøres op med, må man sætte ind mange steder. På skoler og uddannelser, men også i branchen selv. Vi må alle løfte for at få ændret den skæve balance.”

Kvinde på computer

Om kvinder og IT

  • 32 procent af de studerende på ITU er kvinder, mens kvinderne ellers i dag tegner sig for 44 procent på andre naturfaglige uddannelser.
  • På Københavns Erhvervsakademi (KEA) ser man en stigning af kvindelige ansøgere til IT-uddannelserne. Fra 2015-2016 søgte 15 procent flere piger ind. Især datamatiker-uddannelsen var populær med 37 procent kvindelige ansøgere
  • I IT-branchen er 27,3 procent af medarbejderne kvinder.
  • I 2015 offentliggjorde Intel en femårsplan til 300 millioner dollars, som skal øge andelen af kvinder i virksomheden.
  • I IBM arbejder man med flere tiltag, der skal lokke kvindelige talenter til.
  • Et fejlslagent af slagsen var dog, da IBM i 2015 lavede kampagnen #HackAHairDryer, som viste, hvordan man hackede en hårtørrer. Kampagnen blev droppet, efter den blev kritiseret for at være sexistisk.

Kilder: ITU, PROSA, KEA, ITB