Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

5 gode råd til et værdifuldt ledernetværk

Overvejer du, om det er noget for dig at være med i et professionelt netværk? Så har vi samlet nogle af vores bedste råd til dig her, som du kan overveje, inden du kaster dig ud i at netværke.

Fem gode råd om netværk

 

Rigtige mange ledere har stor glæde af at være med i netværk med andre ledere, der ikke er i samme organisation som dem selv. Nogen deltager i formelle netværk – andre i mere uformelle netværk, lige som der kan være perioder i din karriere, hvor netværk er mere eller mindre relevant.

Uanset hvad kan det give dig stor værdi i dit lederjob, at du løbende kan sparre med andre ledere. Særligt hvis du løbende tager aktiv stilling til din deltagelse i netværket. 

1. Hvorfor vil du være med i et netværk?
Allerførst skal du gøre dig klart, hvorfor du vil være med i et netværk. Hvis du skal have noget ud af det, kræver det nemlig en indsats fra din side, og du skal være villig til at dele ud af dine egne erfaringer. Skriv eventuelt nogle stikord til, hvad du forventer at få ud af netværket – men i særdeleshed også til, hvad du selv kan bidrage med til et netværk. At deltage i et netværk handler nemlig i høj grad også om at give sine egne erfaringer og viden videre. 
 
2. Vælg dit netværk med omhu
Når du ved, hvad du vil have ud af dit netværk, er det nemmere for dig at finde ud af, hvilken form for netværk du gerne vil investere i. Skal det fx være ledere, der sidder i samme funktion som dig, eller skal det være et netværk, der koncentrerer sig om et bestemt emne, som du gerne vil være klogere på? Du kan også overveje, om du vil deltage i et netværk, hvor I selv er med til at definere indholdet fra gang til gang – eller om det giver mere værdi for dig, at der er en professionel facilitator og nogle mere faste rammer. 

3. Brug dit netværk – også mellem møderne
Et godt nærværk er meget mere end de enkelte møder. I mange netværk mødes man 4-6 gange om året, men det er ikke sikkert, at tidspunkterne lige passer med nogle af de udfordringer, du står overfor. Derfor kan det være en god ide at opbygge en fortrolighed i netværket, så du kan tage fat i andre ledere, der muligvis kan hjælpe dig med den udfordring, du skal have løst her og nu. Det kan også give stor værdi at have løbende ledersparring med professionel ledelsesrådgiver. På den måde kan du få vendt de udfordringer du går med, eller måske drøftet de emner, du har reflekteret over siden sidste netværksmøde. 

4. Opbyg et fortroligt rum
Det allervigtigste i et netværk er, at alle deltagerne kan opbygge et rum med fortrolighed og ærlighed. Det kan kræve tid at opbygge det, og selvom det kan lyde som en selvfølgelighed, er det vigtigt, at I løbende italesætter det i netværket. Tal om, hvad I forventer af netværket – og hav mod til at vise sårbarhed. Du er garanteret ikke alene om dine oplevelser som leder, og i netværksgruppen er I ligesindede. Hvis I virkelig vil have noget ud af jeres netværk, som kan udvikle jer som ledere, kræver det åbenhed og ærlighed. 

5. Hold forbindelsen
Der kan være mange grunde til at forlade et netværk, men husk altid at afslutte din deltagelse på en ordentlig måde. Det kan godt være, at du lige nu ikke kan se, hvad du kan få ud af de andre deltagere i netværket, og at du er kørt sur i det. Men i en periode har I delt et fortroligt rum, og I har fået indblik i hinandens hverdag som leder. Den fortrolighed og viden kan du sagtens få brug for på et senere tidspunkt i din karriere, ligesom andre kan have brug for at vende ting med dig. Så hold døren åben og følg med på sidelinjen i, hvad dine netværkskollegaer foretager sig i deres karriere.

 


Bestil opkald om Ledernes KompetenceNetværk

Ja tak, ring til mig

Se alle netværk (10)