Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Seksuel chikane

Som leder har du interesse i at undgå seksuel chikane på din arbejdsplads. Seksuel chikane kan have alvorlige konsekvenser (mistrivsel, angst, depression m.m.) for dem, det går ud over. 

Chikane har også alvorlige konsekvenser for arbejdsmiljøet i øvrigt og kan medføre mistillid, utryghed og stress på arbejdspladsen. Det går ud over både produktivitet og opgaveløsning. Som leder har du en nøglerolle i forhold til at forebygge og håndtere seksuel chikane. Derfor har Lederne samlet information, relevant lovgivning, samt råd og vejledning her.

Fortæl mig mere

Hvad er seksuel chikane?

Seksuel chikane er uvelkommen fysisk, verbal eller ikke-verbal adfærd. Seksuel chikane af fysisk art kan være kys, berøringer eller lignende, mens den verbale chikane kan bestå af seksuelle spørgsmål, kommentarer, forslag eller lignende. Ikke-verbal adfærd kan være forevisning af seksuelle billeder for den krænkede eller fremvisning af billeder af den krænkede.

Det, der måske starter som en flirt eller en spøg, kan udvikle sig til krænkende adfærd. Fordi traditioner, omgangsformer og opfattelser er så forskellige, er der reelt først tale om seksuel chikane i det øjeblik, krænkeren fortsætter, selvom den krænkede har gjort opmærksom på, at handlingen er uønsket og ubehagelig.

Seksuel chikane er først og fremmest karakteriseret ved at være uønsket af den, der krænkes. Seksuel chikane adskiller sig derfor fra almindelig og venlig omgangsform, som er ønsket af begge. Virkningen hos den krænkede afgør, om der er tale om seksuel chikane. Hvis den krænkede siger fra og chikanøren ikke stopper, er chikanørens hensigter underordnede. Der er delt bevisbyrde i sager om seksuel chikane. 

Lovgivning

Seksuel chikane på arbejdsmarkedet er forbudt jf. ligebehandlingsloven, mens seksuel chikane i det øvrige samfund er forbudt efter ligestillingsloven. Seksuel chikane af særlig grov karakter kan i visse tilfælde sidestilles med f.eks. blufærdighedskrænkelse eller voldtægt. I disse tilfælde er forholdet omfattet af straffelovgivningen og bør politianmeldes.

Seksuel chikane er ligeledes forbudt jf. arbejdsmiljøloven, og Arbejdstilsynet fører tilsyn med området. Såfremt arbejdspladsen har en kollektiv aftale på området fører Arbejdstilsynet dog ikke tilsyn, da arbejdspladsen er forpligtiget til at tage sig af det i aftalesystemet.

Arbejdsgivere er jf. arbejdsmiljøloven forpligtiget til at sikre et sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt arbejdsmiljø. Det betyder, at en arbejdsgiver kan blive dømt som medansvarlig for seksuel chikane udøvet af en ansat, hvis arbejdsgiveren ikke har grebet ind, så snart denne blev bekendt med den seksuelle chikane. Dette følger af arbejdsmiljølovgivningen, og ligebehandlingsloven indebærer også, at arbejdsgiver antages at have en generel forpligtelse til at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø.

Bliver en person udsat for seksuel chikane, kan hun, eller han kræve en godtgørelse fra den person, som har udøvet chikanen. Hvis sexchikanen er udøvet af en leder, kan der kræves godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Det er en skærpende omstændighed, når det er en leder, der udøver sexchikanen, fordi det betragtes som udnyttelse af en magtposition. Selv om Ligebehandlingsnævnet kan behandle disse sager, ses det ofte, at sagerne i stedet anlægges ved domstolene.

Gode råd til forebyggelse af seksuel chikane


  1. Hav klare retningslinjer. Sørg for, at der er klare retningslinjer om seksuel chikane på arbejdspladsen, så alle ved, at det er forbudt. Som leder er det rart at have noget skriftligt at støtte sig til. Om det er en personalepolitik på området, et nedskrevet adfærdskodeks eller noget tredje, kan variere. Det vil også være en gode idé at have en handlingsplan for, hvordan arbejdspladsen tackler seksuel chikane, hvis det skulle opstå.

  2. Foretag løbende opfølgning på retningslinjerne. For at sikre at retningslinjerne bliver efterlevet på arbejdspladsen er det vigtigt, at du som leder instruerer medarbejderne i, at retningslinjerne eksisterer, samt hvordan de efterleves. Det er ligeledes relevant at følge op på, om de faktisk overholdes.

  3. Vær bevidst om dine signaler. Signalér som leder klart og tydeligt, at seksuel chikane er uacceptabelt og bliver taget alvorligt på arbejdspladsen. Hvis du oplever eller hører om noget der er på kanten til det uacceptable, så vær tydelig omkring, at det er social chikane og ikke bør udvikle sig. 
       
  4. Læg op til dialog. Lad dine medarbejdere vide, at du vil informeres, hvis der foregår noget, som er i strid med arbejdspladsens værdier. Vær bevidst om at skabe en åben kultur, hvor I tager jer af problemer, når de opstår i stedet for at lade dem udvikle sig til eventuelle konflikter.
     
  5. Gør det okay at sige fra. Gør det muligt for dine kollegaer og medarbejdere at sige fra, hvis de oplever noget som krænkende. Det du gør f.eks. ved at gøre såvel nye som erfarne medarbejdere opmærksomme på, at man skal sige fra, hvis ens grænser bliver overskredet. 

  6. Vær opmærksom på jeres jargon. Der er forskel på den kollegiale tone og jargon fra arbejdsplads til arbejdsplads. Det er helt naturligt og okay, men som leder er det vigtigt at sikre en ordentlig tone i teamet eller i afdelingen, som alle føler sig tilpasse i. 

Download Ledernes kodeks for seksuel chikane
Lederne har formuleret et kodeks med seks anbefalinger til forebyggelse og håndtering, som virksomheder kan bruge i arbejdet med at forebygge seksuel chikane. Som virksomhed har I mulighed for at downloade kodekset, indsætte logo, printe kodekset og hænge det op.

Læs mere og download kodekset her


Gode råd til håndtering af seksuel chikane


  1. Tag alle henvendelser om seksuel chikane alvorligt. Seksuel chikane er som regel tabubelagt. Det kan derfor være svært for den, som føler sig krænket eller den som anklages for at krænke, at sige det højt. Imødekom derfor henvendelser, der drejer sig om seksuel chikane, med respekt og forståelse.

  2. Undersøg forholdene. Gør brug af de allerede eksisterende redskaber til at håndtere seksuel chikane og søg hjælp til kortlægning i virksomheden. Der kan være allerede eksisterende redskaber som f.eks. personalepolitikker, handleplaner, APV, trivselsundersøgelser, MUS osv. at trække på. Inddrag relevante oplysninger, så du har det bedst mulige grundlag at handle ud fra. På den måde kan du forsøge at sikre dig mod falske anklager.

  3. Få hjælp. En sag om seksuel chikane kan være meget konfliktfyldt, og som leder kan du drage fordel af at søge hjælp til at løse problemerne. Hvis I har en HR-funktion, kan det være en god ide at søge hjælp til at håndtere konflikten her. Det kan også være en god ide at inddrage en ekstern mægler til konfliktløsning.

  4. Følg op. Det er vigtigt at følge op på sagen med de involverede undervejs. Det er nemlig vigtigt, at begge parter, både den krænkede og den anklagede, føler sig set og hørt i sager om seksuel chikane. Informér derfor de involverede om sagens gang - gør det med stor omhu og diskretion.

  5. Find løsninger. Er der tale om misforståelser, som ikke er blevet håndteret, kan dialog mellem de involverede være en løsning. I nogle tilfælde kan sagen løses med en undskyldning til den medarbejder, der er fejlagtigt anklaget. Hvis der derimod er tale om reelle krænkelser, kan du som leder anvende sanktioner over for krænkeren. I yderste tilfælde kan krænkeren afskediges.

  6. Brug erfaringen til forebyggelse. Sager om seksuel chikane er ikke rare, mens de står på, og selvfølgelig havde du gerne været sagen foruden. Men nu har du nogle erfaringer at trække på og kan se forløbet på afstand. Disse erfaringer er guld værd i fremtidig forebyggelse af seksuel chikane på arbejdspladsen.

Download Ledernes kodeks for seksuel chikane

Lederne har formuleret et kodeks med seks anbefalinger til forebyggelse og håndtering, som virksomheder kan bruge i arbejdet med at forebygge seksuel chikane. Som virksomhed har I mulighed for at downloade kodekset, indsætte logo, printe kodekset og hænge det op.

Læs mere og download kodekset her

Hvem kan hjælpe dig?

Lederne står klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål vedrørende seksuel chikane, hvad enten du er involveret i en konkret sag eller står overfor ledelsesmæssige spørgsmål omhandlende forebyggelse og håndtering.

Få juridisk rådgivning

Bestil en TrivselsSparring

 

Kontakt Arbejdstilsynets hotline
Arbejdstilsynets hotline kan også hjælpe dig i spørgsmål vedrørende seksuel chikane. Alle kan kontakte hotlinen, både medarbejdere, der bliver udsat for seksuel chikane, virksomheder med akutte problemer med seksuel chikane og virksomheder, der ønsker at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen.

Læs om Arbejdstilsynets  hotline for seksuel chikane

Du kan kontakte Arbejdstilsynets hotline om mobning og seksuel chikane på telefon 7022 1280. Åbningstiden er kl. 8.00-15.00 mandag til torsdag og kl. 8.00-14.00 om fredagen.



Opdateret: 01.10.2018

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback