Opsigelsesvarsel

Som funktionæransat følger dit opsigelsesvarsel de almindelige regler for varsler, som er fastlagt i funktionærloven. Dit opsigelsesvarsel kan også være aftalt efter en overenskomst. Har du aftalt et særligt varsel, der typisk vil være længere, skal det fremgå af din kontrakt.

Kvinde kigger ud
Vi hjælper dig, hvis du bliver opsagt

Hos Lederne er vi eksperter i dine vilkår og kan hjælpe med at sikre, at reglerne for dit opsigelsesvarsel bliver overholdt.

Regler for opsigelsesvarsel
Der gælder følgende regler for opsigelsesvarsler i henhold til funktionærloven:

Beregn dit opsigelsesvarsel

Du kan også bruge vores beregner til at finde ud af, hvor langt et opsigelsesvarsel, du har krav på.

Hvad skal du være opmærksom på?

Hvilke undtagelser er der fra funktionærlovens opsigelsesvarsler?

De væsentligste undtagelser fra funktionærlovens opsigelsesvarsler er:

  • Er der aftalt prøvetid i din kontrakt, kan du i de første tre måneder opsiges med 14 dages varsel til fratrædelse på en hvilken som helst dag – altså ikke kun til en måneds udgang. Fratrædelsen skal dog kunne ligge inden for den aftalte tre måneders prøvetid
  • Er du tidsbegrænset ansat, vil ophørstidspunktet allerede ligge fast ved ansættelsens begyndelse. Hvis du opsiges til fratræden inden den i kontrakten fastsatte slutdato, har du krav på det sædvanlige opsigelsesvarsel i henhold til funktionærloven
  • Der kan aftales længere opsigelsesvarsel fra din side, mod at opsigelsesvarslet forlænges tilsvarende fra arbejdsgiverens side. Er det alene dit opsigelsesvarsel, der er forlænget, er aftalen ugyldig
  • Hvis der er aftalt en 120-sygedages-regel i din kontrakt, kan du opsiges med et forkortet varsel på løbende måned plus en måned, såfremt du har været syg i 120-dage inden for 12 måneder.
Hvad hvis jeg accepterer et for kort opsigelsesvarsel?

Accepterer du et for kort opsigelsesvarsel, kan det påvirke flere forskellige aspekter, når du bliver ledig. Foruden de penge du mister i løn, kan det også betyde, at du ikke kan få dagpenge, tillægsforsikring mv. fra det tidspunkt, du bliver ledig.

Hos Lederne hjælper vi dig derfor med at gennemse din opsigelse for at sikre dig og din situation som ledig. Det er derfor vigtigt, at du indsender din opsigelse til Lederne, inden du skriver under og accepterer et for kort opsigelsesvarsel.

Indsend din opsigelse

Jeg er blevet opsagt i forbindelse med 120 dages sygdom

Din arbejdsgiver har mulighed for at opsige dig med kortere varsel, hvis du på en periode på 12 måneder har været syg i 120 dage.  Det kaldes 120-sygedages-reglen. De 12 måneder følger ikke et kalenderår, men kan regnes fra hvilken som helst dato i løbet af året.

Det forkortede varsel er på løbende måned plus en kalendermåned. Hvis du eksempelvis bliver opsagt den 4. marts, ophører din opsigelsesperiode 30. april. Du mister således det anciennitetsmæssige opsigelsesvarsel.

Der er visse betingelser, der skal være opfyldt, før din arbejdsgiver kan benytte af sig reglen:

  • Du og din arbejdsgiver skal skriftligt have aftalt 120-sygedages-reglen mellem jer, eksempelvis i din kontrakt
  • Du skal have modtaget løn i de 120 dage, du har været syg. Søndage og helligdage, fridage, feriedage samt eventuelle dage, du har været syg på grund af en arbejdsskade, tæller med i de 120 sygedage. Derimod tæller fravær i forbindelse med graviditet ikke med i de 120 dage
  • Din arbejdsgiver skal opsige dig umiddelbart efter overskridelsen af de 120 sygedage, og du skal stadig være sygemeldt på det tidspunkt, din arbejdsgiver opsiger dig.

Er du i tvivl, om denne regel kan påvirke dig? Så kan du altid søge rådgivning hos Lederne og sikre din situation på bedste vis.

Hvis reglen ikke kan anvendes
Hvis du ikke er omfattet af 120-sygedags-reglen, eller betingelserne ikke er opfyldt, kan du alligevel risikere at blive opsagt på grund af langvarig sygdom. Din arbejdsgiver kan her opsige dig med dit sædvanlige opsigelsesvarsel. Men en opsigelse på grund af sygdom kan også være en usaglig opsigelse. Lad Ledernes jurister gennemgå din opsigelse.

Indsend din opsigelse til et juridisk gennemsyn

Hvis du er offentligt ansat
Offentligt ansatte er som udgangspunkt ikke omfattet af reglen om de 120 sygedage. Det kan dog indgå i din kontrakt. Hvis du er i tvivl, kan du få Ledernes jurister til at gennemgå din kontrakt.

Læs mere om kontrakter og indsend din kontrakt til et juridisk gennemsyn

Hvordan opnår jeg et kortere opsigelsesvarsel?

Hvis du er blevet opsagt, men har fundet et nyt job inden dit opsigelsesvarsel slutter, kan du være nødsaget til at kontraopsige din stilling. Ved at kontraopsige din stilling kan du fratræde din stilling på et tidligere tidspunkt. Står du i en situation, hvor du skal kontraopsige din stilling, rådgiver Lederne dig i dine rettigheder og regler omkring din opsigelse.

Har din arbejdsgiver for eksempel opsagt dig til fratræden med seks måneders varsel, kan du kontraopsige din stilling og fratræde med dit eget opsigelsesvarsel – altså på et tidligere tidspunkt, end du ellers skulle være fratrådt.

Både du og din arbejdsgiver kan kontraopsige, men da dit opsigelsesvarsel typisk er kortere end din arbejdsgivers, vil det i praksis oftest være dig, der ønsker at kontraopsige.

Hvornår er det nødvendigt at kontraopsige?
Hvis du er blevet opsagt – men ikke fritstillet eller suspenderet – og får et nyt job, du gerne vil starte på inden udløbet af dit opsigelsesvarsel, vil du være nødt til at kontraopsige din stilling.

Selvom du er fritstillet eller suspenderet, kan der være situationer, hvor det alligevel er nødvendigt med en kontraopsigelse. Det er i tilfælde, hvor du får ny ansættelse i en konkurrerende virksomhed, og hvor du derfor på grund af din loyalitetsforpligtelse ikke må begynde, før du endeligt er fratrådt.

Hvis din arbejdsgiver har pålagt dig at holde ferie i din opsigelsesperiode, kan du ikke forhindre dette ved en kontraopsigelse, medmindre du af andre årsager er nødsaget til at kontraopsige.

Hvor langt er dit opsigelsesvarsel ved en kontraopsigelse?
Hvis du er ansat efter funktionærlovens almindelige regler, er du ved en eventuel kontraopsigelse forpligtet til at give arbejdspladsen dit sædvanlige opsigelsesvarsel – altså en måneds varsel til en måneds udgang.

Det ses til tider, at arbejdspladsen accepterer, at du ved en kontraopsigelse fratræder med et kortere varsel. En sådan accept bør du af bevismæssige årsager altid sikre dig skriftligt.

Du mister ikke din ret til fratrædelsesgodtgørelse
Hvis du i kraft af din arbejdsgivers opsigelse af dig har fået ret til en anciennitetsbestemt godtgørelse, vil du ikke miste denne, selvom du senere kontraopsiger din stilling. Det er dog afgørende, at du på det faktiske fratrædelsestidspunkt har den nødvendige anciennitet.

Eksempel:
Du er den 30. januar blevet opsagt med seks måneders varsel til fratræden ved udgangen af juli samme år. På fratrædelsestidspunktet har du været ansat som funktionær i 12 år og en måned og har dermed krav på en anciennitetsbestemt godtgørelse svarende til en måned.

Hvis du kontraopsiger din stilling, så du i stedet fratræder ved udgangen af april, vil du "alene" have en anciennitet på 11 år og 10 måneder. Dermed har du ikke længere krav på anciennitetsbestemt godtgørelse, da det forudsætter minimum 12 års anciennitet som funktionær på fratrædelsestidspunktet.

Er du blevet sagt op?

Ledernes juridiske konsulenter er eksperter i dine vilkår og sidder klar til at hjælpe dig. Indsend din opsigelse til os og få svar inden for 24 timer på hverdage.

hvis du selv siger op

Økonomi og jura. Det er de to vigtigste ting, du skal have for øje, hvis du vil sige dit job op. Ikke mindst hvis du ikke har et nyt job i baghånden.

fratrædelsesgodtgørelse

Se, hvor meget fratrædelsesgodtgørelse du kan modtage, hvis du bliver opsagt og er ansat i henhold til funktionærloven og Lederaftalen.

Outplacement for ledere

Med et outplacementforløb i Lederne Kompetencecenter får du personlig karriererådgivning, som kan give dig afklaring på dine kompetencer og karrieremål.