Bortvisning

Din arbejdsgiver har ret til at bortvise dig, hvis du misligholder dine pligter væsentligt. Bortvisning medfører, at ansættelsesforholdet ophører uden varsel, og at du dermed mister din ret til et opsigelsesvarsel.

Bortvisning

Det er ikke fastlagt i lovgivningen, hvad der kan anses for at være væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Det er derfor en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Her på siden kan du læse mere om, hvilken adfærd der typisk vil anses som misligholdelse af ansættelsesforholdet. Du kan også læse mere om, hvad du skal gøre, hvis du bliver bortvist, og hvordan vi kan hjælpe dig.

Hvad betyder misligholdelse af ansættelsesforholdet?
Vores erfaring er, at væsentlig misligholdelse typisk foreligger, hvis du: 

  • Uberettiget undlader at møde på arbejde på første arbejdsdag
  • Uberettiget udebliver fra dit arbejde
  • Begår tyveri fra arbejdspladsen
  • Udøver vold på arbejdspladsen 
  • Foretager alvorlige kompetenceoverskridelser
  • Begår alvorlige fejl
  • Arbejder for en konkurrent uden dokumenterbart samtykke fra din arbejdsgiver.

Hvad skal du gøre, hvis du er blevet bortvist?

Kontakt Lederne, hvis du bliver bortvist

Bliver du bortvist, anbefaler vi, at du straks kontakter os, så vi kan hjælpe dig. Vi kontrollerer, om din arbejdsgiver har ret til at bortvise dig. Hvis det er vores vurdering, at bortvisningen er uberettiget, kontakter vi din arbejdsgiver og protesterer over bortvisningen. Derefter rejser vi blandt andet krav om erstatning for løn i din opsigelsesperiode og eventuelt krav om godtgørelse for usaglig opsigelse, hvis begrundelsen heller ikke kan bære en saglig opsigelse.

Indsend din opsigelse til os

Meld dig ledig

Hvis du er medlem af a-kassen, er det vigtigt, at du melder dig ledig på jobcenteret med det samme, når du bliver bortvist. Det gør du på www.jobnet.dk.

Du skal samtidig huske at udfylde en ledighedserklæring i a-kassen. Du skal være opmærksom på, at du får tre ugers karantæne i a-kassen, når du er blevet bortvist. Det betyder, at du først har ret til dagpenge efter de tre ugers karantæne. Karantænen bliver beregnet fra det tidspunkt, du har tilmeldt dig jobcenteret.

Du kan se, hvordan du melder dig ledig her:

Se, hvordan du melder dig ledig

Læs mere om ret til dagpenge

Læs mere om selvforskyldt ledighed

Hvad er konsekvenserne af en bortvisning?

Uberettiget bortvisning

Hvis det viser sig, at du er blevet bortvist uberettiget, indebærer det:

  • Erstatning for løn og feriegodtgørelse i opsigelsesperioden
  • Konkurrenceklausuler vil som udgangspunkt bortfalde
  • Kundeklausuler vil fortsat være gældende
  • Markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik og erhvervshemmeligheder skal fortsat efterleves
  • Fratrædelsesgodtgørelse vil indgå som en del af erstatningskravet
  • Eventuel godtgørelse for usaglig opsigelse, hvis den uberettigede bortvisning end ikke kunne have "båret" en opsigelse

Læs mere om usaglig opsigelse

Berettiget bortvisning

Hvis det viser sig, at bortvisningen er berettiget, indebærer det:

  • Du får løn og feriegodtgørelse betalt frem til bortvisningsdagen, medmindre din arbejdsgiver mener at have et modkrav imod dig på grund af misligholdelsen og derfor tilbageholder løn og feriegodtgørelse. 
  • Din arbejdsgiver kan stadig gøre din konkurrence- og kundeklausuler gældende. Du har dog ikke længere krav på kompensation. 
  • Du mister din ret til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven og Lederaftalen. 
  • Din arbejdsgiver kan rette erstatningskrav imod dig, hvis din misligholdelse har medført et tab for virksomheden. Din arbejdsgiver skal kunne dokumentere tabet. Hvis du uberettiget bliver væk fra dit job, vil din arbejdsgiver dog have krav på en minimumserstatning svarende til 14 dages løn. Dette gælder uanset, om din arbejdsgiver kan dokumentere et tab eller ej. 
  • Du skal fortsat efterleve markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik og erhvervshemmeligheder. 
  • Du kan først få udbetalt dagpenge efter udløbet af en karantæneperiode på tre uger regnet fra den dag, du melder dig ledig på jobcenteret. Årsagen hertil er, at a-kassen som udgangspunkt vil betragte dig som selvforskyldt ledig. 

Mundtlig bortvisning

Bliver du bortvist mundtligt, anbefaler vi, at du beder om at få bortvisningen på skrift, så du undgår misforståelser. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er blevet bortvist, er det vigtigt, at du stiller din arbejdskraft til rådighed for arbejdsgiveren, indtil det er afklaret, om du er bortvist eller ej.

Kontakt os

Har du spørgsmål?

Er du blevet bortvist, eller har du andre spørgsmål i forbindelse med bortvisning? Så kan du kontakte os eller indsende din opsigelse.

Opdateret: 29.07.2021