Er din arbejdsplads truet af konkurs? Her er, hvad du skal sikre dig

Hvad skal du gøre, hvis din arbejdsplads er på vej mod konkurs – eller allerede har måttet dreje nøglen om? Få svaret her.

 

Kvinde blandt andre mennesker

Flere tusinde danske virksomheder må hvert år sande, at forretningen er så urentabel, at en konkurs er den eneste løsning.

Det efterlader medarbejderne i en usikker situation, både økonomisk og juridisk. Spørgsmålet er, hvad du skal gøre – og ikke gøre – hvis uheldet er ude, og din arbejdsplads bliver erklæret konkurs.

Det har vi spurgt advokat og teamchef hos Lederne Rikke Helles om.

1. Bliv ved med at møde på arbejde 
Det er vigtigt, at du bliver ved med at møde på arbejde, indtil du bliver hjemsendt eller fritstillet – også selvom du ikke får udbetalt din løn. For det kan få alvorlige konsekvenser, hvis du udebliver fra arbejdet.

Det betyder nemlig, at virksomheden vil have ret til at ophæve ansættelsesforholdet, så du mister alle rettigheder – herunder løn og feriepenge i opsigelsesperioden og eventuelt fratrædelsesgodtgørelse. 

Hvis du ikke modtager din løn, er det vigtigt, at du straks kontakter os. Så guider vi dig skridt for skridt igennem, hvad du skal gøre.

Læs mere om manglende løn

2. Læg ikke penge ud 
Når ens arbejdsplads er udfordret på likviditeten, kan det være nærliggende som medarbejder at forsøge at hjælpe ved for eksempel at aftale, at man kan vente med at få udbetalt hele eller en del af sin løn. Det ses også, at medarbejdere tilbyder at lave udlæg for virksomheden, som så kan blive dækket senere. Det kan være udlæg for benzin til firmabilen, levering af varer, telefonabonnement eller andet.

Alt dette i håbet om, at virksomheden kommer helskindet igennem den økonomiske krise. Men selvom intentionerne er gode, skal du være varsom med at hjælpe virksomheden økonomisk. Du risikerer nemlig, at du ikke får dækket din tilgodehavende løn eller dit udlæg, hvis virksomheden efterfølgende går konkurs. Du risikerer altså at lide et økonomisk tab, som vi ikke kan hjælpe dig med at få hentet ind igen.

3. Skriv ikke under på hvad som helst
Bliver du opsagt, eller får du andre dokumenter fra din arbejdsgiver, skal du passe på, at du ikke kommer til at fraskrive dig dine rettigheder. Du kan godt skrive under på, at du har modtaget dokumentet (for eksempel en opsigelse), men skriv ikke under på, at du accepterer indholdet. Hvis du accepterer indholdet med din underskrift, kan vi ikke efterfølgende rejse krav om for eksempel usaglig opsigelse.

Insisterer arbejdsgiveren på, at du skal skrive under, bør du derfor over din underskrift skrive: "Med forbehold for min organisations godkendelse". Derved har vi mulighed for at træde til, hvis det er nødvendigt.

4. Tjek din pensionsordning 
Tjek, om din arbejdsgiver har indbetalt bidragene til din pensionsordning. Hvis ikke, skal du straks kontakte os. Særlig vigtigt er det, at du sikrer dig dokumentation for den manglende indbetaling fra pensionsselskabet i form af en restanceopgørelse.

5. Anmeld manglende løn til Lønmodtagernes Garantifond
Der er forskellige frister, der skal overholdes. Hvis du ikke får udbetalt din løn mv., er det afgørende, at du inden fire måneder, efter virksomheden er gået konkurs, anmelder dine krav til Lønmodtagernes Garantifond (LG).

6. Meld dig ledig på jobnet.dk 
Bliver du fritstillet, skal du melde dig ledig uden ydelse på jobnet.dk

Jobnet.dk

Opdateret: 02.09.2022