Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Graviditet

Under din graviditet er du beskyttet af ligebehandlingsloven og sikret en række rettigheder.

Du har blandt andet ret til at gå til graviditetsundersøgelser, og din arbejdsgiver kan ikke opsige dig med din graviditet som begrundelse. Ligeledes er du sikret løn eller dagpenge, hvis du bliver syg under din graviditet eller mister barnet.

Læs om dine rettigheder

Graviditetsundersøgelser

Under din graviditet skal du jævnligt til undersøgelser hos en jordemoder eller læge. Du har ret til fravær fra arbejdet, hvis undersøgelsen ikke kan lægges uden for arbejdstiden. Du skal bare huske at informere din arbejdsgiver, når du skal til graviditetsundersøgelser i arbejdstiden.

Du har ikke krav på løn, mens du er fraværende på grund af graviditetsundersøgelser. I stedet har du krav på dagpenge for den tid, du er fraværende. Det er din arbejdsgiver der udbetaler, uanset om det er løn eller dagpenge. Det er dog vores erfaring, at de fleste arbejdsgivere vælger at udbetale løn.

Opsagt under graviditet eller barsel

Når du er gravid eller i fertilitetsbehandling, er du beskyttet af ligebehandlingsloven, som sikrer, at du ikke kan blive forskelsbehandlet på grund af graviditet eller muligheden for graviditet. Det betyder ikke, at du er sikret mod at blive opsagt fra dit arbejde, men det betyder, at du ikke må blive opsagt, fordi du er gravid, i fertilitetsbehandling eller er på barsel.

Hvis du bliver opsagt under graviditet eller orlov, bør du kontakte os, så vi kan give dig den nødvendige rådgivning. Du får svar indenfor 24 timer på hverdage.

Indsend opsigelse

Sygdom under din graviditet

Hvis du bliver syg under din graviditet, har du krav på fuld løn. Det gælder også, hvis din sygdom skyldes din graviditet, hvis dit arbejde medfører en risiko for barnet, eller hvis graviditeten på grund af offentligt fastsatte bestemmelser forhindrer dig i at varetage dit arbejde, og din arbejdsgiver ikke har tilbudt dig en anden passende beskæftigelse. Offentlige fastsatte bestemmelser er bestemmelser om specifik udførelse af dit arbejde eller omstændigheder omkring udførelsen af dit arbejde, som du på grund af din graviditet ikke er i stand til.

I det tilfælde, hvor din læge vurderer, at dit arbejde kan medføre en risiko for dit ufødte barn, kan din læge udstede en fraværsmelding.

Hvis du i din kontrakt er omfattet af 120-sygedagsreglen, kan din arbejdsgiver ikke benytte sig af denne regel, når det drejer sig om graviditetsbetinget sygdom. 120-sygedagsreglen er en regel, der giver arbejdsgiveren ret til at opsige med forkortet opsigelsesvarsel, hvis du har været syg i 120 dage i løbet af et år.

Hvis du har brug for rådgivning om dine rettigheder, er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt Ledernes jurister

Hvis du mister dit barn

Hvis du mister barnet ved abort, har du ret til fravær med normal løn eller sygedagpenge, som hvis du var sygemeldt. Det er en læge, der skal bedømme, om der er tale om en fødsel eller en abort. Hvis du aborterer efter 22. graviditetsuge, vil der dog typisk være tale om en fødsel. Det betyder, at du har ret til orlov.

Hvis barnet ikke er levendefødt, eller du mister barnet, før det bliver 32 uger gammel, har du som mor ret til 14 ugers orlov, efter du har mistet barnet. Som far til barnet har du ret til fædreorlov på to uger, efter du har mistet barnet.

Mister du barnet, efter det er 32 uger gammel, har du ret til fravær med sygedagpenge eller løn, i det omfang du ikke er i stand til at arbejde.

Er du i tvivl om dine rettigheder?
Hvis du er i tvivl om dine rettigheder, er du meget velkommen til at kontakte os.

Kontakt Ledernes jurister

Opdateret: 30.10.2017

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback