Ledelse med Millennials

I mandags den 20. maj løb forårets første LEDELSE i DAG-konference af stablen i Studio 2 i Koncerthuset i DR. Temaet var Ledelse med Millennials, og det var den unge, digitale generation, der var inviteret på scenen.

22. maj 2019

Joachim Meier, der også har været medskribent på Årets ledelsesbog, indledte eftermiddagen med at sætte fokus på lederens tvivl.

Derefter tog et veloplagt panel bestående af Puk Falkenberg, Emil Christensen, Anita Lykke Klausen og Susanne T. Christensen over. De satte blandt hele begrebet millennials til debat, og diskuterede, hvad der egentlig kendetegner den unge generation, og om den i virkeligheden adskiller sig så meget fra tidligere generationer. Derudover gjorde de os klogere på de udfordringer og dilemmaer, de selv har oplevet som unge ledere, og på hvordan de gerne selv vil ledes.

Efter pausen fortalte Mette Hybschmann om, hvordan de arbejder med at motivere unge i McDonald's, og hvad de gør for at kunne fastholde en generation, der er kendt for at skifte arbejdsplads i et hastigt tempo.

Efterfølgende gav Niels Vium og Nicole Baandrup deres bud på, hvordan verden ser ud for de digitalt indfødte, og hvordan man leder dem.

Varan Pathmanathan sluttede dagen af med at fortælle om sin egen lederrejse fra et corporate job i blandt andet Danske Bank til en hverdag som selvstændig med meget mere purpose i hverdagen.

I morgen gentager vi konferencen i Aarhus – og vi glæder os.