Hvorfor samarbejdsproblemer og konflikter?
Samarbejdsproblemer og konflikter er kommet for at blive og årsagen velkendt; at vi alle er født med forskellige arvelige egenskaber, vi har alle forskellig opvækst og livsomstændigheder. Alle disse forskelligheder danner vores opfattelse af verden omkring os - ofte kaldet "model af verden". Som leder er det vigtigt at huske på, at den ”rigtige model af verden” ikke findes, og at konflikter bør ses som en mulighed for udvikling.
Når vi reagerer, tror vi, at vi reagerer på en udefrakommende påvirkning - men det gør vi ikke! Vores reaktion er vakt af den udefrakommende påvirkning, men reaktionen kommer fra vores egen individuelle "model af verden".
Vi har altså hver vores model eller opfattelse af vores omverden, og det betyder, at hver gang vi siger for eksempel: "Nej, sådan er det ikke, det har du misforstået", så prøver vi at overbevise andre om, at "min model af verden er mere sand end din".
Den ”rigtige” opfattelse findes ikke
Samarbejdsproblemer og konflikter opstår ofte i en diskussion om, hvis opfattelse, der er "den rigtige". Problemerne og konflikterne opstår ikke omkring en diskussion om fakta, men i diskussionen om holdninger, vurderinger og meninger.
Det er meget væsentligt, at du i håndteringen af denne type problemer arbejder ud fra, at den rigtige opfattelse ikke findes. Derimod findes der mange forskellige opfattelser. I vores eget hoved sidder vi altid selv med den "rigtige" opfattelse, men respekt for andres opfattelse er betingelsen for, at samarbejdet kan fungere.
Konflikter – en mulighed for udvikling
En konflikt er karakteriseret ved sammenbrud af hensigtsmæssig kommunikation, og følelserne spiller en større og større rolle, efterhånden som konflikten udvikler sig - på bekostning af fornuften. Modparten i en konflikt opfattes som hindringen for egen behovstilfredsstillelse.
At komme i konflikt er en naturlig del af tilværelsen og bør som sådan hverken betragtes som positiv eller negativ. Derimod kan en konflikt have et positivt udfald eller et negativt udfald - det afgørende ved en konflikt er altså dens løsning. Konflikten i sig selv bør ses som en mulighed for udvikling.