Definitionen på mobning på arbejdspladsen er, når en medarbejder regelmæssigt og over længere tid føler sig udsat for negative eller krænkende handlinger fra kollegers eller ledelsens side. Mellem to og fire procent af den arbejdende befolkning er udsat for mobning på arbejdspladsen.
Der findes to typer mobning: Rovmobning og konfliktmobning.
Rovmobning er, når ofrene ikke har gjort noget, som kan fremkalde "mobbernes" adfærd. Det kan være tilstrækkeligt, at ofrene tilhører en bestemt minoritetsgruppe på arbejdspladsen på grund af for eksempel deres køn, alder eller etniske oprindelse.
Konfliktmobning er resultatet af en uløst konflikt mellem to eller flere parter på arbejdspladsen. Der kan for eksempel opstå konflikter omkring arbejdets organisering, omstillingsprocesser og kulturforskelle.
Konflikter findes på alle arbejdspladser og kan udvikle sig til alvorlige personkonflikter, hvis de ikke bliver løst.
Hvor mobbes der?
Mobning finder sted i alle brancher. Men det sker hyppigt på produktionsvirksomheder, hvor nye medarbejdere "lige skal testes, om de nu er seje nok". Mobning findes ofte i kulturer, hvor det er accepteret, at man er hårde ved hinanden. Det kan være en kultur, hvor medarbejderne siger, at de har "en rå, men kærlig tone" og "Gud, hvor ville det være kedeligt, hvis ikke vi måtte sige noget til hinanden". Men når man får medarbejderne på tomandshånd, synes mange, at det psykiske arbejdsmiljø er belastende.
|
Mobning findes oftere i virksomheder, hvor medarbejderne har en negativ holdning til ledelsen og føler, at de har lav kontrol over deres arbejde og ringe muligheder for personlig udvikling og medbestemmelse. Fælles for mange af mobbe-tilfældene er, at virksomhederne har en svag eller autoritær ledelse. |
Hvem bliver mobbet?
Hvis du er ekstra dygtig og kompetent, så har du i nogle typer af virksomheder en større risiko for at blive mobbet. Risikoen er også større, hvis du er ny i virksomheden, og der sidder folk i afdelingen, der gerne ville have haft dit job. Hvis du har en chef med mindreværdskomplekser, eller hvis du selv er rigid og ikke tilbøjelig til kompromisser, er risikoen også større.
Hvem mobber?
Det vurderes, at fyrre procent af al mobning stammer fra ledere, enten alene eller sammen med andre medarbejdere, mens halvdelen af mobbetilfældene finder sted kollegerne imellem. Hver tiende, der bliver mobbet, er leder.
Ledere kan også blive mobbet
Mange ledere mener, at når de er blevet ledere, så skal de også kunne klare den slags. Men selv om en leder gerne skulle kunne tåle mere end sine underordnede, så risikerer han eller hun at miste både job, selvrespekt og helbred ved at vente for længe med at reagere imod mobningen. Som leder er du ikke nødvendigvis fredet, så det er vigtigt at handle før det er for sent. Også hvis det er dig der er i skudlinjen.