Om sundhedsledelse Lederen som rollemodel Temaer Værktøjer Tal og tendenser Lederne sites
Print Bookmark and Share

Ældre medarbejdere skal fastholdes med ledelse


19.08.2011

God ledelse er afgørende for, om ældre medarbejdere fortsætter på arbejdsmarkedet frem for at vælge pensionisttilværelsen. Det fastslår en ny stor rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.


Undersøgelsen, som er baseret på svar fra 5.140 personer mellem 55-70 år, viser tydeligt, at ledere spiller en afgørende rolle i forhold til at få ældre medarbejdere til at tage et par ekstra år.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har blandt andet spurgt ind til, hvad der har betydning for, om ældre vælger arbejde fremfor tilbagetrækning. Flere peger på vigtigheden af, at lederne giver klart udtryk for, at de ønsker at beholde de ældre, ligesom mange også sætter pris på konkrete aftaler med lederen om deres fremtid.

Undersøgelsen peger desuden på, at arbejdspladsen skal være fleksibel, så de ældre medarbejdere kan få hverdagen til at hænge sammen med familielivet.

- Som leder er det vigtigt, at man sørger for, at den enkelte medarbejder føler sig værdsat, og at jobsituationen så vidt muligt bliver tilpasset den enkeltes ønsker og ressourcer. Det kan for eksempel opnås gennem deltidsordninger, efteruddannelse eller ekstra fridage. Coachforløb og mentorordninger er også oplagte muligheder for at anerkende ældre medarbejdere, siger Malene Salskov Amby, arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne.

Hun påpeger, at undersøgelsen samtidig viser, at mange ældre først vælger tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet mindre end et år i forvejen. Derfor bør lederne også være opmærksomme på ældre medarbejdere, inden de træffer beslutningen om tilbagetrækning.

-Som leder er det nødvendigt at have fingeren på pulsen, og sikre at de ældre medarbejdere fortsat trives i jobbet, og gøre det klart hvilke muligheder for tilpasning af arbejdsforholdene, som arbejdspladsen kan tilbyde. Dette kan være med til at øge motivationen hos de ældre medarbejdere og derved fastholde dem et par år ekstra, siger Malene Salskov Amby.


Generation Plus - en vigtig ressource
Læs Ledernes holdning til, hvorfor det er afgørende, at vi ændrer vores opfattelse af Generation Plus - fra byrde til ressource.

Det mener Lederne
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne