
Er kravene til kvaliteten i kerneydelserne tydelige nok? Og er vi så bange for at begå fejl, at vi kvæler nytænkning? Det er nogle af de centrale spørgsmål, som et nyt debatoplæg "De Skjulte Velfærdsreserver" fra Væksthus for Ledelse sætter fokus på.
Udfordringerne i forhold til vækst og velfærd i Danmark kræver, at vi skal finde nye måder at forstå og lede produktionen på, og at social kapital kan være en af løsningerne. Formålet med debatoplægget er blandt andet at undersøge og vise, hvad man kan få ud af at pleje den sociale kapital.
Debatoplægget er rettet mod det offentlige område, men kan i lige så høj grad give inspiration til virksomheder i den private sektor.
I debatoplægget finder du viden om social kapital i form af forskning, grundbegreber, cases samt indlæg fra blandt andre Lektor Niels Thyge Thygesen fra CBS, konsulent Tage Søndergård Kristensen fra TASK-Consult, Professor Peter Hasle fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Væksthus for Ledelse er et bredt netværk bestående af både praktikere, politikere og højtstående embedsmænd fra KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KL, Danske Regioner, med flere, som gennem dialog deler erfaringer og udtænker initiativer til nyskabende projekter omkring offentlig ledelse. Lederne er medlem af KTO.
Du kan bestille debatoplægget gratis her.