
En ny standard for sundhedsledelse, DS 10001, skal gøre det nemmere for lederne på de danske virksomheder at sætte sundhedsindsatsen i system og måle resultaterne af den.
Standarden fastsætter krav til virksomheder, der ønsker at styrke og målrette indsatsen for sundhedsfremme og forebyggelse af livsstilssygdomme. Idéen er, at sundhedsfremme skal tænkes ind i virksomhedens årsplaner lige som alle andre aktiviteter.
- Hvis det at implementere sundhed på arbejdspladsen virkelig skal batte noget, og der skal afsættes penge til sundhedsaktiviteter, skal ledelsen være med. Og de skal repræsenteres i et sundhedsledelsesteam, hvor der også sidder medarbejdere, siger Lisbeth-Marie Grøndahl, seniorkonsulent hos Dansk Stanard, der står bag DS 10001.
Standarden sikrer en grundig arbejdsproces med sundhedsfremme, hvor man først planlægger aktiviteterne, sætter dem i gang og så evaluerer dem, tilføjer hun og understreger, at fremgangsmåden kan tilpasses den enkelte virksomheds behov og ønsker.