Når medarbejderens ryg gør ondt på teamet
Du er leder for et team på seks medarbejdere på en møbelfabrik. Alle i teamet laver det samme, og alle er afhængige af hinanden. Arbejdet indebærer en del tunge løft. En af dine mangeårige og gode medarbejdere, Mikkel, er for nogle måneder siden faldet og har pådraget sig en rygskade.
Han har nu mange sygedage og går til behandling hos en fysioterapeut. Han har fået besked på at skåne ryggen i videst muligt omfang, og du har derfor fritaget ham for fysisk belastende opgaver.
Det er indtil nu gået nogenlunde – blandt andet takket være Mikkels kolleger, som har hjulpet med at varetage hans løfteopgaver.
Din chef mener, at Mikkel bør fyres, mens du mener, at han skal blive – dels fordi han er en dygtig og erfaren medarbejder, dels fordi Mikkel selv er optimist og vurderer, at han snart er på toppen igen.
Mikkel kommer nu og siger, at han er blevet rådet til at tilmelde sig et ryghold i et fitnesscenter. Holdet mødes to gange om ugen i arbejdstiden. Det nye ønske fra Mikkel bringer dig i tvivl om, hvordan du skal håndtere situationen.
Hvad gør du?