Du er direktør i en mellemstor virksomhed med en god ledergruppe til at løfte opgaverne.
I har lidt lokaleproblemer på grund af stor vækst i det seneste år, så I sidder tæt pakket i storrumskontorer.
Én af dine projektledere har tilbragt en uges ferie i januar under varmere himmelstrøg og fået sig en slem forkølelse efter hjemkomsten til det kolde, våde Danmark. Projektlederen er mødt op på arbejde og har nu i et par dage nyst og pudset næse dagen lang med fare for at smitte de andre på kontoret. En af kollegerne har nævnt for dig, at projektlederen måske kan smitte de andre. Hvad gør du?