Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet anbefaler


Vandet er en vitaminindsprøjtning

Af Søren Ravnsborg
redaktion@lederne.dk 
Foto: Per Heegaard

“Den sorte Luffe” er ramme om både familieliv og forretning, når Michael Ring, ejer og direktør i designvirksomheden Stelton, sætter sejl på Øresund.


En dag i efteråret 2008 sidder Michael Ring, ejer af og direktør i designhuset Stelton, som så ofte før i sin 40-fods sejlbåd på Øresund. I baghovedet bobler tanker om firmaets 50-års jubilæum i år, og hvordan det bedst kan markeres. På båden løber han ind i en udfordring, der kræver et særligt tvist, hvilket får ham til at tænke på den berømte engelske designguru Paul Smith, som han just havde læst et interview med. Tilbage i land sender han en forespørgsel til England og kort tid efter er aftalen på plads: Paul Smith redesigner firmaets ældste produktserie, Cylinda-Line, der oprindeligt blev tegnet af den danske arkitekt Arne Jacobsen.

Historien om Paul Smith er blot et af flere eksempler på, hvordan forretning og fornøjelse kan smelte sammen, når Michael Ring er i sit yndlingselement, havet:

- Hele mit liv har jeg boet nær vandet, og jeg har sejlet, siden jeg var helt lille. I dag er sejlsport min største passion, og jeg sejler, så ofte det er praktisk muligt. Det vil sige mindst to gange om ugen, hvoraf den ene som regel er kapsejlads. Vandet er ligesom en vitaminindsprøjtning for mig. Hver sejltur er forskellig, fordi vandet, vinden, bølgerne og lyset skifter, fortæller han, da magasinet er på besøg i det charmerende og nænsomt restaurerede pakhus fra 1734, som udgør Steltons hovedkvarter.

Business og bådglæde
Fra sit kontor har 50-årige (ja, samme alder som firmaet) Michael Ring en aldeles betagende udsigt til Christianshavns Kanal og dens mange både. Og bag ham hænger så et billede af hans egen båd, en 40-fods Luffe ved navn Yosemite fra bådebygger Oluf Jørgensen fra Kolding.

- Han tænker anderledes, og vi går glimrende i spænd sammen. Jeg har selv været dybt involveret i designet, som er unikt. Vi har brugt nogle specielle materialer, som kun laves hos en enkelt producent i Tyskland. Det samme materiale har vi så i øvrigt også brugt i forbindelse med den sorte version af Pauls Smiths Cylinda-Line, siger han og tilføjer, at båden i sejlmiljøet kaldes ”Den sorte Luffe”.

Igennem årene har Michaels Rings forskellige både fungeret som familiens andet opholdssted a la et sommerhus. Børnene har været med på længere ture i ferierne med kammerater og kærester, men i dag sejler han mest alene eller med sin kone. De bor fem minutters cykelafstand fra Vedbæk Havn, hvor båden ligger til, og de kan derfor ret spontant beslutte, om de skal sejle ud en tur i sommeraftenen.

- Vi kan være på Øresund tyve minutter senere, så det er et stort privilegium, smiler han og fortæller om sin favorittur, når der skal skabes en særlig stemning.

- Jeg har haft flere forretningsforbindelser med ude i båden, blandt andre et hold fra Japan. Så er vi sejlet ud på Øresund og har lagt til i den lille havn på Hven. Her har vi så besøgt den lille middelalderkirke, før vi har spist fisk på kroen. Så er vi sejlet hjem omkring solnedgang med det helt unikke skandinaviske sommerlys. Sådan en tur har en særlig atmosfære, som giver en ny relation, så vi kan få nogle ting igennem, som måske ikke var mulige, hvis vi sad i et bestyrelseslokale. 

Fakta

  • Yosemite er fra 2008.
  • Den kan sejles af en person, hvilket Michael Ring ofte gør.
  • Når han deltager i kapsejlads, er de otte mand i båden med hver sin præcise funktion.
  • En nat i august 2009 mellem Anholt og Helsingør nåede båden med 13,9 knob sin foreløbige topfart.
  • Prisen for standardversionen begynder omkring to millioner kroner. Dertil kommer pris for individuelt lir og ekstraudstyr.


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S