Magasinet anbefaler
Opinion: Må du forhandle løn til MUS?
Tekst: Marianne Dalsgaard
redaktion@lederne.dk
Illustration: Karen Hemmingsen
De hedder Medarbejder-Udviklings-Samtaler og har som udgangspunkt ikke noget med lønforhandling at gøre. Alligevel er det nærliggende lige at vende den sag også, men er det en god idé? Lederne har spurgt en ekspert i MUS og en ekspert i arbejdsglæde.
 |
 |
Dorte Winther Ellermann er konsulent og uddannet cand. pæd. med speciale i medar-bejderudviklingssamtalens betydning for læring og udvikling. |
Alexander Kjerulf er stifter af virksomheden Projekt Arbejdsglæde og forfatter til flere bøger om emnet.
|
| Må du forhandle løn til MUS? |
Dorte Winther Ellermann Nej. Medarbejderudviklingssamtalen er en situation, hvor medarbejderen blotter sig for sin leder, fordi han eller hun skal tale om sine svagheder, og hvordan vedkommende kan dygtiggøre sig. En lønforhandling er det stik modsatte – her skal medarbejderen fremhæve sine styrker og sælge sig selv. Medarbejderen vil nedtone sine svagheder og behov for udvikling, hvis der også skal diskuteres løn. |
Alexander Kjerulf Ja. Det er bedre at være ærlig og stå ved, at MUS også handler om løn, for det gør de alligevel i det skjulte. Jeg mener, at MUS helt skal afskaffes, og hvis de ikke kan blive det, så synes jeg i det mindste, vi skal spille med åbne kort. Selvfølgelig kommer samtalen til at påvirke lønnen, for man sidder jo og taler om, hvordan medarbejderen klarer sig. |
| Hvis lønforhandlingen ikke skal ligge samtidig med MUS, skal den så ligge før eller efter? |
Dorte Winther Ellermann Før. Til lønforhandlingen ser du på året, der er gået, og hvordan medarbejderen har præsteret. Når det så er på plads, kan I holde medarbejderudviklingssamtalen, hvor I ser fremad og taler om, hvordan medarbejderen kan udvikle sig. |
Alexander Kjerulf Efter. I taler alligevel om medarbejderes præstationer til MUS, og det skal så danne udgangspunkt for lønforhandlingen. Ellers svarer det til at give fortabt og åbent indrømme, at performance ikke påvirker løn. |
| Er det overhovedet nødvendigt at holde MUS? |
Dorte Winther Ellermann Ja. Det er vigtigt, at der er fokus på læring og udvikling, både for virksomhedens og for medarbejdernes skyld. Den slags bliver der ikke talt om i hverdagen, og derfor er der brug for en struktureret samtale, hvor I taler om fremtiden og det store perspektiv samt fastsætter mål, som I løbende følger op på. |
Alexander Kjerulf Nej. Den gode leder taler nemlig med sine medarbejdere i hverdagen og ved, hvad de har af behov og ønsker. Den dårlige leder kender ikke sine medarbejdere, og for ham er MUS bare en sur pligt, der skal overstås, og så er der alligevel ingen, som får noget ud af samtalen. |
Vidste du, at …
Medarbejdere, som ikke har mulighed for at udvikle deres kompetencer, har større risiko for at få stress og andre helbredsproblemer?
Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø