Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet anbefaler


Ledere lader deres cv samle støv

Af Søren Ravnsborg
redaktion@lederne.dk
Foto: iStockphoto.com og Lederne

Alt for mange ledere undlader at opdatere deres cv løbende. Det giver problemer, når de søger job, fortæller ledelseskonsulent i Lederne Nikoline Meyer.


Hvor længe er det egentlig siden, at du har givet dit cv et eftersyn? En rum tid ikke sandt, medmindre du da har søgt job for nylig. Men i så fald adskiller du dig ikke fra mange andre ledere, som langtidsparkerer deres cv, mens deres kompetencer langsomt, men sikkert udhules, lyder advarslen fra ledelseskonsulent Nikoline Meyer fra Lederne på baggrund af de mange henvendelser fra medlemmerne, hun har behandlet.

- Det kan typisk komme fra ledere, som oplever, at de kommer ikke til samtaler på de job, de søger. Der er larmende tavshed, når de søger. Så gennemgår vi deres cv og opdager, at de ikke har opdateret det i årevis. Det kan ses, for det fortæller ikke, hvad de er gode til, siger hun.

Opsyn
Nikoline Meyer har registreret en tendens til, at mange ledere lægger alle kræfter i deres ansøgning. De giver ikke deres cv megen bevågenhed, og når hun holder workshops og kurser, træder det frem, at de ser cv’et som en statisk størrelse.

- Så sker der det, at ens værdi bliver udhulet uanset alder. Et eksempel kan være, at mange produktionsledere ikke har været opmærksomme på, at sprogkundskaber vil blive en vigtig kompetence i en globaliseret verden med øget samhandel, outsourcing med videre. Det er en god idé at bruge sit cv til at holde sine kompetencer under opsyn. Og især hvis man søger job i en ny branche eller en anden type job end det nuværende, bør der saneres i cv’et.

Hvad er du god til?
Et genkommende problem er, at cv’et ikke afspejler den enkelte leders største talenter og aktiver, fortæller Nikoline Meyer. Talenter bliver usynlige for lederne selv, fordi de har haft dem i årevis, og de er blevet en naturlig del af deres personlighed.

- Mange af vore medlemmer har været mange år i samme ansættelse. Så ved dine daglige omgivelser, hvad du er god til. Men netop det skal du nu præsentere til nogen, der ikke kender dig. Det er oftest på de personlige egenskaber, at vi adskiller os fra de andre ansøgere. Så få dem frem i lyset. Sørg for at præsentere dem på en interessant måde. Brug gerne eksempler, men sørg for, at de modsvarer de vigtigste krav, som er formuleret i stillingsannoncen, siger hun.

5 gode råd om cv
  1. Det er en god idé at opdatere dit cv jævnligt, så det afspejler dit arbejdsliv her og nu. Stol ikke på, at du nok kan huske det. Lynhurtigt glemmes vigtige detaljer fra hverdagens opnåede resultater.
  2. Brug dit cv og dets informationer til et aktivt karriereeftersyn. Er du i det rigtige job? Hvordan ser det ud med dit vedligehold af dine kompetencer i form af kurser og efteruddannelse?
  3. Lav gerne et brutto-cv. Lad det være din egen database af vigtige informationer omkring dig og dit arbejdsliv. Dette cv skal ikke sendes i forbindelse med jobsøgning.
  4. Informationerne fra dit brutto-cv skal bruges til hurtigt at kunne opbygge et målrettet cv, når du er jobsøgende.
  5. Ved at bruge dit cv som et aktivt karriereredskab, kan du sikre, at du selv har styr på, hvor attraktiv du er på arbejdsmarkedet.
Kilde: Nikoline Meyer, Lederne


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S