Magasinet anbefaler
Hold dig skarp hele arbejdslivet
Tekst: Henrik Nordskilde
ad@allercp.dkFoto: Das Büro
En ældre leder ser sig måske som en del af ”det grå guld”, men arbejdsgiverne har ofte en helt anden opfattelse. Derfor skal du som ældre leder være ekstra opmærksom, hvis du vil holde fast i arbejdsmarkedet.

Jobsamtaler har det med at følge et bestemt forløb for Stevie Andersens vedkommende. Det går godt, lige indtil arbejdsgiveren opdager, at han er 63.
”Så siger de, at min alder ikke betyder noget, og det må de jo heller ikke, men jeg kan se på dem, at alderen gør, at jeg ikke får jobbet. Det er lidt tungt. Jeg kender andre på min alder, der oplever det samme,” fortæller den tidligere logistikchef, der efter 12 års ansættelse mistede sit arbejde, da finanskrisen ramte.
Siden har han haft konsulentopgaver og arbejder i øjeblikket på at starte sin egen netbaserede virksomhed sammen med en kammerat. Forløbet siden fyringen har fået ham til at gøre sig nogle tanker om, hvordan man som ældre leder holder sig attraktiv på arbejdsmarkedet, og det er der god grund til, hvis man ser på statistikken. Arbejdssøgende i den højere ende af aldersskalaen har svært ved at få et lederjob, og mange må sande, at det i det hele taget kan være svært at få et arbejde – også et uden ledelsesansvar.
Vær fleksibel Især ledere, der er over 55 år, har statistisk set meget svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Arbejdsløshedstallene for medlemmer af Ledernes A-kasse viser, at der i november sidste år var fire procents ledighed blandt de 55-59-årige og tre procents ledighed blandt de medlemmer, der er over 60 år. Til sammenligning var der 2,1 procent ledige blandt de 35-39-årige og 1,9 procent blandt de 40-44-årige. Ifølge rådgiver hos Lederne, Nikoline Meyer, er fleksibilitet et af kodeordene, hvis man står uden job.
”Man skal se på, hvor man ellers kan bruge sine kompetencer. Mange vælger for eksempel at arbejde som konsulenter,” siger Nikoline Meyer.
Hun opfordrer også ledere, der ønsker at bevare deres job eller finde et andet lederjob, til at være bevidste om, at deres markedsværdi måske har ændret sig med tiden.
”Mange lader sig ”æde af hverdagen”, og pludselig er der ikke tid til at tage efteruddannelse. De ser de opgaver, der venter lige nu og her. Jeg har tit oplevet, at der bliver helt stille, når jeg spørger en leder: ”Hvad er dine spidskompetencer?”. Hvis du skal sælge dig selv til en virksomhed, er du nødt til at være helt skarp på det.”
Lederen er konsulent
Stevie Andersen har blandt andet fået hjælp af en coach for netop at kunne formulere sine kompetencer i ansøgninger og i sit cv, og han har taget efteruddannelse i form af diplomleder-uddannelse, erhvervsleder-udannelse og et lean-kursus. Alligevel har 100 ansøgninger ikke bragt ham videre end til jobsamtaler. Til gengæld er det lykkedes at skaffe konsulent-arbejde via netværket.
”Det er formentlig i konsulentarbejdet, at jeg skal lægge det meste af min tid fremover. De opgaver, jeg har haft som konsulent, har været rigtig spændende, og for at være helt ærlig, tror jeg ikke, at jeg får et fast lederjob igen,” siger Stevie Andersen. Han har dog søgt andet end lederstillinger, for eksempel som indkøber, supply chain-medarbejder og kundeservicemedarbejder.
”Men dér er jeg er overkvalificeret. Jeg kender det fra mig selv, når jeg har ansat folk. Hvis en ansøger er overkvalificeret, tænker man, at det nok er en person, der hurtigt smutter igen.”
Vælg din vej Stevie Andersen har efterhånden erkendt, at han ville få svært ved at lave noget helt andet end ledelse, for det er ledelse, han brænder for. Netop den selvindsigt og det, at han satser på konsulentarbejde, er den rigtige måde at håndtere situationen på, mener Nikoline Meyer. Konsulentarbejdet kan føre til en decideret ansættelse, og valget mellem, om man satser på ledelse eller en ny retning i karrieren, er også vigtig. Ellers blander man let flere strategier sammen, har hun erfaret:
”Det er vigtigt at holde sig til én strategi. Hvis man ønsker at gå ”et trin ned” i karrieren, er det vigtigt, at ansøgninger, cv og det, man tilkendegiver over for andre, udstråler, at det netop er et ønske og ikke en nødløsning. Det er ikke sikkert, at det i den situation er ledelsesopgaver, der skal være flest af på cv'et. Det er svært at gå ned ad stigen, for så tror virksomhederne ofte, at ansøgningen er skrevet mere af nød end af lyst. Derfor skal argumenterne være i orden. At det er det job, man ønsker nu i sit arbejdsliv.”
Når det gælder de arbejdssøgende, der fortsat ønsker at beskæftige sig med ledelse, er de oppe imod den udbredte praksis med, at man vælger den yngre kandidat. Den praksis har Stevie Andersen og mange andre oplevet, men den tidligere logistikchef har en opfodring til arbejdsgiverne:
”En leder på min alder er ikke nødvendigvis bedre end en leder på 30 år. Men man har noget erfaring og er bedre uddannet, hvis man ellers har fulgt lidt med og har efteruddannet sig.
Desuden bliver en leder på 30 år ofte kun i virksomheden i tre-fem år medmindre vedkommende avancerer, for trods krisen er der stadig masser af mobilitet på arbejdsmarkedet.”
5 tips til at holde fast i arbejdsmarkedet 1. Hold dit cv opdateret
Det kan lyde banalt, men alt for mange glemmer løbende at opdatere deres cv med de kompetencer, erfaringer og efteruddannelse, de tilegner sig i løbet af karrieren. Resultaterne skal skrives på løbende, ellers glemmer man dem let.
2. Plej dit netværk Hold jævnligt et uformelt kaffemøde, hvor målet er at tale med en person for at holde sig orienteret om arbejdsmarkedet. Seniorerhverv Danmark er en god mulighed for at opdyrke og pleje dit netværk. Det består af 23 Senior Erhvervs-foreninger og har god succes med at hjælpe medlemmerne i arbejde.
Se seniorerhvervdanmark.dk.
3. Hold dig til én strategi Det er ikke ualmindeligt, at ledere i den øvre ende af aldersskalaen får lyst til at gå et trin ned ad karrierestigen. Her er det vigtigt, at ansøgning, cv og ens udmeldinger i netværket underbygger, at det netop er et ønske og ikke en nødløsning. Ellers bliver man ofte valgt fra af potentielle arbejdsgivere.
4. Tænk i konsulentjob Hvis målet er at arbejde videre med ledelse, også selvom du har mistet dit lederjob, kan konsulentarbejde være en god mulighed. Ofte er det også vejen til et nyt fast lederjob.
5. Hold øje med markedet Følg med i medierne. I hvilke virksomheder eller brancher tyder det på, at de skal til at ansætte? Søg derefter uopfordret. Fire procent af arbejdsløse ledere kommer i job via uopfordrede henvendelser. Til sammenligning får 0,02 procent job via et jobcenter.
Arbejdsløshed hos Ledernes a-kasse november 2011 I procent
| Ledighed blandt 35-39-årige |
2,1 |
| Ledighed blandt 40-44-årige |
1,9 |
| Ledighed blandt 55-59-årige |
4,0 |
| Ledighed blandt medlemmer over 60 år |
3,0 |
Sådan hjælper Lederne dig Hvordan vil du fortsat udvikle dine kompetencer og sikre, at din arbejdsplads får mest udbytte af din erfaring?
Ledernes LederSparring foregår enten ved, at du udfylder en formular på Lederne.dk og bliver kontaktet inden for fem dage, eller du kan ringe og blive coachet med det samme. Det sidste er især en mulighed, hvis det drejer sig om en akut problemstilling. |