Magasinet Lederne, nr. 3, juni-juli 2011
Primadonna-lederen
Tekst: Marianne Dalsgaard
Foto: Tuala Hjarnø
Han skubber folk derud, hvor de ikke selv føler, at de kan mere, men alle må fejle, hvis de giver sig 100 procent. Og så lige lidt mere. Mød en primadonnaleder fra Det Kongelige Teater: Nikolaj Hübbe
Deres øjne ser indad. De er dybt koncentrerede om kroppens bevægelser. Viljestærke lårmuskler sitrer af anstrengelse og engagement. Graciøse håndbevægelser lægger et florlet slør over mange års sveddryppende frustrationer.
”Jabababababababa – ba!,” dikterer Nikolaj Hübbe, mens han strækker benene, hurtigt flytter den ene fod fra side til side og gestikulerer elegant med armene.
En danser begår en fejl. Balletmesteren går tæt på ham, knipser ud for hans ansigt, efterligner den unge mands stive bevægelser og fremkalder et smil på hans ansigt.
”Min tilgang til ledelse er meget praktisk,” siger Nikolaj Hübbe efter morgenens undervisning. Derfor bruger han meget af sin tid på undervisning og prøver.
”For mig er det vigtigt at involvere mig i
the nitty-gritty of things, jeg vil have føling med det hele. Jeg leder ved at have en direkte adgang til danseren gennem trin, krop, musikalitet og drama.”
Ballet ser smukt og legende ud, men det er baseret på benhård træning og komplicerede teknikker. I bund og grund handler det om gentagelse, fortæller Nikolaj Hübbe. Hver eneste dag, år ud og år ind, gentager danserne de samme trin, træner de samme muskler, øver, gentager, vedligeholder. Hans job er at holde dem til ilden. Især når de brænder sig.
”Gentagelsen og den daglige ensartethed er netop det, som indeholder kernen eller vækkelsen for danseren, fordi bevægelserne går hen og bliver
second nature. Og når det bliver allersværest, så gælder det om at bide sig fast. Jeg skubber folk derud, hvor de ikke selv føler, de kan mere. Så prøver jeg at få dem til at tænke på noget andet. Hvis for eksempel jeg har en gut, som skal igennem en svær variation, og der til sidst er et spring, hvor kroppen bare ikke vil, så forsøger jeg at fokusere hans koncentration om et eller andet teknisk. Så tænker han på det i stedet for på, hvor ondt det gør i hans lægmuskler.”
Han hæver armene og dirigerer en usynlig danser:
”Og dit åndedræt! Dit åndedræt! Dit åndedræt!”
Men bliver du aldrig træt af at øve det samme med danserne igen og igen?
”Det kan lyde som en kedelig trummerum, men det er det ikke, for kroppen, vores instrument, skal jo justeres hele tiden. Du skal have de tolv sølvskeer op og pudse dem hver morgen, for om aftenen kommer der et nyt hold spisende gæster på restauranten. Jeg bliver ikke træt af gentagelsen, men jeg kan selvfølgelig godt blive frustreret, hvis jeg føler, jeg har sagt det samme til en person 141 gange, og den stadig ikke sidder.”
Den, som kan, skal
En kreativ leder flytter hele tiden barren opad, mener Nikolaj Hübbe. Det gælder om aldrig at slå sig til tåls.
”For mig er ledelse både at stå forrest og trække folk af sted, men det er lige så meget det at lede efter noget, at afsøge. På den ene side kan jeg være meget skråsikker, på den anden side bør jeg også føle usikkerhed og tvivl, da det gør mig opmærksom på nye muligheder. Det kan lyde, som om jeg ikke har nogen vision, men når det gælder kunst, så er visionen netop at holde øjne og ører åbne. Du kan kun opnå det sublime ved at eksperimentere og risikere at falde på røven.”
Derfor er det heller ikke Jordens undergang, hvis en danser falder under en forestilling, så længe han eller hun gjorde sit bedste.
”Hvis man forsøger at opnå noget 100 procent med hud og hår og alle nervebaner tændt og så ryger på røven, så siger jeg
God bless. Men hvis man ryger på røven af sløsenhed og
middle of the roadness, så er der ikke noget at applaudere over,” mener balletmesteren.
Nikolaj Hübbe blev ansat som balletmester på Det Kongelige Teater efter en lang og glorværdig karriere som balletdanser. I de sidste år dansede han i New York City Ballet, hvor han holdt sin afskedsforestilling i 2008. Da var han nemlig fyldt 40 år, som er pensionsalderen for balletdansere. Derefter begyndte han at instruere og undervise, indtil han fik stillingen som balletmester.
”Jeg skal simpelthen arbejde med noget, der har med teater at gøre. Om jeg så skal sidde og trække tæppet op og ned,” siger han.
Selvom Nikolaj Hübbe er åben over for nye input, står han fast på sin egen smag. Derfor foreskriver han nogle retningslinjer, så danserne ved, hvad de skal kunne, hvis de vil danse ønskerollen.
”Jeg lægger ikke skjul på, hvad jeg kan lide og ikke lide danseæstetisk. Så hvis du ikke får den rolle, du gerne vil have, så er det nok, fordi din teknik ikke sidder helt, som den skal, eller du ikke danser på den måde, jeg gerne vil have,” siger han.
Det kan lyde hårdt, men balletmesteren giver samtidig mange chancer, mener han selv.
”Nogle gange giver jeg måske for mange, og det er ikke godt, for så ved folk jo ikke, om de er købt eller solgt. Det må være meget forvirrende for dem.”
Men når Nikolaj Hübbe er sikker i sin sag og sin smag, så er han urokkelig.
”Jeg tror, danserne ved, at jeg vil både dem og kunsten det godt. Der er jo ingen, der sidder i et job som mit og vil nøjes med at levere noget middelmådigt. Derfor vælger jeg kun de bedste, også selvom de fravalgte bliver kede af det. Hvis der skulle være plads til alle, så kunne min mor jo også være her. Hun er vidunderlig sød og bedårende, men der er da ingen, der gider se hende danse Sylfiden. Dem, som kan, skal. Kunst er ikke demokrati.”
Det betyder også, at Nikolaj Hübbe kræver et altoverskyggende engagement af sine dansere.
”Det er ikke kun mig, som kræver det: Kunsten kræver det! Dansens muse skal fanden gale mig tilfredsstilles,” udbryder han.
Vil selv spille alle roller Balletmesteren omtaler sig selv som en temperamentsfuld herre. Han indrømmer, at han kan blive stiktosset, hvis folk ikke kan finde ud af at danse efter hans pibe.
”Men jeg prøver at styre mig, jeg går uden for døren og tæller til ti. Nogle gange femten. Hvis danserne bliver bange for mig, så kommer vi jo ingen vegne. Jeg må bare æde min frustration og lede efter nøglen til, hvordan vi kommer videre, og hvordan den pågældende kan lære trinnet.”
Til gengæld elsker han, når en danser opnår en færdighed og videreudvikler den eller giver den sit eget personlige præg.
”Det er jo enormt inspirerende at være leder for kreative mennesker, for lige så meget som du flytter dem, ligeså meget tager de dig nye steder hen. Det er som at åbne et køleskab, se hvad der er og skabe noget ud af det. Det kan være alt muligt, det kan være musikalitet, rollefortolkning, en teknik, som du overleverer, hvorefter den enkelte eller en hel flok pludselig fanger det og tilegner sig det, mærker det på krop og sjæl. Det er netop idet, at noget bliver personligt for danserne, at de kan udstille det på scenen og bære det frem for publikum,” siger han og stikker næsen i sky, mens han spiller en danser, der med stolt mine bærer kunsten frem på scenen.
Kort efter er hans positur forvandlet til en rystende, sammenkrøben skikkelse.
”Men premierer er noget af det værste, jeg ved! Jeg bliver så rystende nervøs på alles vegne. Jeg ville hellere selv gå op og spille alle 50 roller, hvis jeg kunne. Men det lægger sig heldigvis, for jeg må jo give slip. Det er også så dejligt at se, hvordan danserne bevarer mine intentioner, men udvikler forestillingen, løber med den. Det er helt fantastisk at genkende noget, som jeg har givet videre til en anden, som han eller hun har gjort til sit eget.”
Konge for en dag Det kræver sin balletmester at tilfredsstille dansens muse. Nikolaj Hübbe må indimellem tage brydekampe med økonomien for at få kunsten og realiteterne til at gå op i en højere enhed. Ofte får han en god idé, der kræver en speciel scenografi, storslåede kostumer eller måske en ny danser til kompagniet.
”Der er ikke altid råd til det, jeg gerne vil have. Så må jeg sidde og skære ned, og det er meget dødende for kreativiteten. På den anden side gør det, at jeg må sno mig og være endnu mere kreativ for at finde ud af, hvordan jeg får den samme effekt med færre midler,” siger han.
Nikolaj Hübbe mener, at hans stilling er større end ham selv. Han er bare privilegeret at besidde den i nogle år.
”Om det er mig, der sidder her, eller en anden, det betyder ikke så meget. Teatret består, og balletmesteren består, nu er det bare tilfældigvis mig, der har futteralet, og min smag der gælder.
”Kan du beskrive dit job i én sætning?
”Jeg hørte engang en rigtig sød scenetekniker sige: ”Jeg arbejder på en drømmefabrik.” Det, synes jeg, er så rammede. Vi har jo en deadline hver aften, som vi knokler for at blive klar til, men vi aspirerer også alle sammen til et eller andet. Vi har ambitioner og drømme, drømmen er virkelig vigtig i kunsten! Vi lever af at lave forestillinger, og drømmen er jo også en forestilling.”
Hvad er din rolle på fabrikken? ”Overdrømmer,” siger han og skraldgriner.
”Overdrømmeren. Det er mig.”
Nikolaj Hübbes blå bog
- Født 30. oktober 1967
- Uddannet balletdanser ved Det Kongelige Teater i 1986 og udnævnt til solodanser i 1988
- Fra 1992 til 2008 solodanser ved New York City Ballet
- Fik Reumerts Hæderspris i 2002
- Fra 2008 balletmester ved Det Kongelige Teater
|