Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne, nr. 3, juni-juli 2011


Gode råd fra butiksgulvet

Trods flere års massiv modvind står detailbranchens ledere stadig, og hos de fleste er optimismen intakt. Arbejdslivet er blevet mere udfordrende, men det er også blevet sjovere, lyder det det fra branchens hjørnekontor – butiksgulvet.


Der er ingen grund til at lade som om, det ikke har gjort ondt. For det har det.

Blodrøde tal og fyresedler i bunkevis har efter flere års forbrugsfest ramt detailbranchen hårdt, og arbejdsdagen for branchens ledende medarbejdere er i dag markant anderledes, end for bare fem år siden.

“Det er et helt andet job. Der er langt færre medarbejdere til at løfte opgaven, og samtidig er kunderne blevet meget mere selektive og stiller hele tiden nye krav. Det udfordrer os både i forhold til service, produktsortiment og åbningstider,” siger Tom Frederiksen, chef for Kvickly i Silkeborg, og uddyber:

“Det er selvfølgelig en stor mundfuld, men det er også med til at gøre arbejdet i branchen langt mere spændende.”

Han står i spidsen for over 120 medarbejdere i et varehus, der under ét tag tilbyder kunderne eksklusiv Baresso-kaffe, billige basisvarer fra discountlinjen “x-tra” og tøj til både store og små.

“Ambitionen er, at kunderne skal kunne få alt i Kvickly — både food og nonfood. Men konkurrencen er hård, så der skal tænkes innovativt. Jeg skal derfor som leder hele tiden overveje, hvordan vi kan tilbyde kunderne det, de præcis har brug for, og jeg skal også sørge for at kommunikere det videre til medarbejderne, så hele organisationen arbejder for et fælles mål. Ellers nytter det ikke,” siger Tom Frederiksen.

Bedre uddannelse
HR-chef i Dansk Supermarked Finn Lund Andersen er enig i, at ledelsesvilkårene i detailbranchen er blevet hårdere de seneste år, og han udpeger uddannelse og innovation som de vigtigste ledelsesredskaber til at komme helskindet ud på den anden side af krisen.

“Vi skal hele tiden udfordre os selv og tænke i nye boldgader, og her spiller uddannelse en væsentlig rolle. Vi har derfor opprioriteret vores løbende uddannelse af de ledende medarbejdere, hvor vi især fokuserer på innovation, forandringsledelse og performancemanagement,” siger han.

Dansk supermarked har blandt andet netop igangsat et nyt uddannelsesforløb for 300 af kædens ledere, og det er ifølge Finn Lund Andersen blot et af mange initiativer for at øge det generelle fokus på lederudvikling.

“Vi er meget fokuserede på, at ledelsesredskaberne er så konkrete som muligt. Derfor tager vi i uddannelsesforløbet udgangspunkt i konkrete cases fra de enkelte butikker, så vi hele tiden er sikre på, at vores uddannelsesforløb harmonerer med de udfordringer, lederne oplever ude i butikkerne,” siger han.

Samtidig tilbyder både Dansk Supermarked, Coop, Jysk og flere andre kæder en række skræddersyede uddannelsesforløb for de medarbejdere, der går med en leder i maven.

6 råd til detaillederen
  1. Tænk innovativt: Kunderne har et væld af muligheder, både i de fysiske butikker og online. Hvis de skal vælge at finde pungen frem hos netop dig, skal du tilbyde noget ekstra.
  2. Skærp den interne kommunikation: Strategiske beslutninger bliver mødt med større forståelse og rodfæster sig bedre hos medarbejderne, hvis de bliver kommunikeret klart.
  3. Inddrag medarbejderne: Medarbejderne har det bedste overblik over konkrete udfordringer og muligheder. Brug den viden til at opnå bedre resultater og større medarbejdertilfredshed.
  4. Optimer salgsindsatsen: Kundernes krav til service, produktsortiment og kvalitet udfordrer salgsmedarbejderne. Bedre uddannelse og løbende opfølgning skal i fokus.
  5. Find inspiration i andre brancher: En rollemodel i en anden branche vil gøre dig skarpere på, hvordan du gerne ser din egen virksomhed. Brug den viden som styringsredskab.
  6. Opprioriter rekrutteringsindsatsen: Ved at have stort fokus på rekrutteringen får du fat i de bedste medarbejdere. Det mindsker medarbejderomsætningen og giver bedre service.
Kilde: Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia og Mogens Bjerre, Institut for Afsætningsøkonomi på CBS


Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en jobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret jobAgent
   
Gratis nyhedsbrev 
Bliv opdateret med de nyeste artikler fra Ledelseidag.dk  i 10 årlige nyhedsbreve. 

Tilmeld dig her
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S