Magasinet Lederne, nr. 3, juni-juli 2011
Din guide til ferie — uden stress
Tekst: Louise Wendt Jensen og Anne Klejsgaard Hansen
info@aller.dkFoto: Scanpix
Store bunker på skivebordet og uafsluttede sager kan ødelægge ferien, fordi du ikke slipper arbejdet i tankerne. Og ledere er særligt udsatte. Læs her, hvorfor det er vigtigt at gå på stressfri ferie og få tip til, hvordan du gør.

Hvis ikke skrivebordet er tømt inden ferien, er det svært at slappe fuldstændigt af. Og tanken om de bunker, der hober sig op, mens du er væk, er kun med til at gøre stressen endnu værre. For udsigten til den indsats, det kræver at komme i gang igen og få bund i bunkerne, er drænende.
Men feriestressen skal væk, for det er meget vigtigt at få slappet ordentligt af, når man holder fri. Specielt for ledere.
“Der kræves en særlig social intelligens og kreativitet af ledere, men det er ressourcer, vi forbruger. Derfor skal de fornyes, og det kan de kun blive, hvis vi når hen til den tilstand, hvor tiden flyder, og du ikke bekymrer dig om klokken. Det er nemlig først der, at hjernen fordøjer. Og den tilstand når vi kun, når vi kommer helt ned i gear,” forklarer arbejdspsykolog Einar Baldursson fra Center for Arbejds- og Organisationspsykologi på Aalborg Universitet.
Hjernen skal restituere
Men desværre er ferien for mange ledere ikke længere et alternativ til arbejdet. Den er i stedet blevet et supplement, mener Einar Baldursson.
“Hos ledere er der en tendens til, at de ikke længere tænker: “Hvordan kan jeg holde ferie?.” I stedet tænker mange: “Hvad kan jeg få ud af den?.” Men når ferien bliver et projekt eller en mulighed, du ikke må lade gå fra dig, så er der også en anstrengelse forbundet med ferien. Og når du anstrenger dig, kommer du ikke ned i gear,” siger Einar Baldursson.
Hans erfaring er, at mange ledere mener, der er en forventning til dem om, at de hele tiden skal være målrettede og udviklingsorienterede. De har svært ved at vende arbejdet ryggen, fordi de oplever det som dårlig moral. Men gør du ikke det, slapper hjernen aldrig af og lader op.
Det er Lis Lyngbjerg Steffensen enig i. Hun er forfatter til flere bøger om ledere og stress og underviser ledergrupper i stress og trivsel. Hun påpeger, at kroppen fysiologisk er bygget, så den har brug for restitueringsperioder.
“Det er eliteidrætsfolk for eksempel meget bevidste om. Hvis de træner uden pause, går de i overtræning og kan til sidst ikke præstere. Det er samme princip, der gælder for hjernen og kroppen,” siger Lis Lyngbjerg Steffensen.
Gør bevidste overvejelser
Det er dumt at arbejde i ferien, selvom det kan være der, at der lige er ro til at få fjernet hængepartierne eller komme på forkant, inden kontoret kalder igen.
“Hvis du ikke kan lade være for din egen skyld, så husk på, at du som leder er rollemodel. Så selvom du har sagt til dine medarbejdere, at de ikke skal arbejde i ferien, så sender du alligevel et signal om, at “det er sådan, vi gør,” hvis du selv sidder og sender mails i ferien. Og det er den med størst autoritet, der smitter mest med sin opførsel. Så hvis ikke du passer på, kan du også give andre stress,” advarer Lis Lyngbjerg Steffensen.
Hendes råd er, at lederen gør sig nogle bevidste overvejelser om, hvordan ferien skal holdes.
“Der er mange, der siger, at de ikke bare kan sidde stille, for så bliver de rastløse. Og så drøner de ned ad de tyske motorveje med 140 kilometer i timen eller tager på adventure-ferie. Men det er helt naturligt at være rastløs i starten af ferien, når du kører hårdt på i hverdagen,” siger Lis Lyngbjerg Steffensen.
Hun understreger, at det ikke nødvendigvis er meningen, at du skal ligge i en hængekøje dagen lang i din ferie. Men du skal vide, at rastløsheden er et tegn på, at du er ved at geare ned, og det skal kroppen have fred til. Begynd derfor ferien med at lave noget fysisk aktivt, og tag det så mere og mere afslappet, indtil du begynder virkelig at sove ud og er kommet så langt ned, at du er i stand til at sidde og kigge ud i luften eller gå en tur i skoven, hvor der er helt stille.
Derfor er det også vigtigt, at ferien er lang nok. Og det er ifølge Einar Baldursson mindst tre uger.
“Det er først i løbet af den anden uge, at kroppens stressorientering ændres mod en ressourceopbyggende orientering. Og det er først, når det begynder at ske, at hjernen kommer i det gear, der er den vigtigste forudsætning for fleksibilitet og kreativitet, som er så vigtige egenskaber for lederen,” siger Einar Baldursson.
Det kan du gøre inden ferien:
- Skær ned på antallet af møder i god tid inden, så du kan nå at rydde op
- Sæt autosvar på mailen to dage før og frem til to dage efter ferien, så der er ro til at lukke ned og komme i gang igen
- Skriv det rigtige autosvar. Du kan kun nås, hvis det er ABSOLUT nødvendigt
- Sørg for, at en kollega eller sekretær tager sig af dine hasteopgaver, mens du er væk
- Skriv en liste over, hvad du og dit team har nået det sidste halve år, så du i ferien har fokus på det, I har nået, i stedet for det, I ikke har nået
- Bestem, hvilken opgave du skal tage hul på, når du kommer tilbage. Så har hjernen et svar på, hvad den skal, og behøver ikke at beskæftige sig mere med det
Det skal du gøre efter ferien:
- Sæt de første dage af til at besvare mails og til at planlægge efterårets gøremål
- Sæt tid af til opdatering fra en kollega eller sekretær
- Undgå møder den første uge
- Start op stille og roligt. Tag de nemmeste opgaver først. Det tager tid at komme op i gear
- Hold dig fra overarbejde. Det giver bagslag. Start hellere med nogle korte dage. I længden giver det mere energi og overskud
- Book nogle mødefri perioder ind i kalenderen i løbet af efteråret, så du får noget luft. Der dukker altid uforudsete ting op