Magasinet Lederne, nr. 2, april-maj 2011
Mens vi venter på valget
Af formand Svend Askær
redaktionen@lederne.dk
Hvad vil det politiske år 2011 blive husket for, når der engang skal skrives historie? Året, hvor der blev taget fat på de nødvendige reformer? Året, hvor den røde og blå blok droppede personangrebene og i stedet gik i konstruktiv dialog med hinanden? Eller året, hvor vi ventede på et valg.
I skrivende stund er jeg alvorligt bekymret for, at den sidstnævnte mulighed er den, som skal skrives ind i historiebøgerne om 2011. Rigtig meget tyder nemlig på, at Danmark i et helt år bliver politisk handlingslammet, fordi politikerne af taktiske årsager ikke ønsker at finde fælles løsninger, før vi er på den anden side af det valg, som måske først kommer til november.
Stilstand er ensbetydende med tilbagegang. Netop nu, på vej ud af krisen, er der efter min opfattelse behov for reformer og løsninger, der går på tværs af rød og blå blok. Men jeg har en fornemmelse af, at der ikke bliver truffet én eneste væsentlig politisk beslutning, før danskerne har stemt. Og den lange ventetid kan blive særdeles kostbar for et Danmark, som i kølvandet på krisen har stort behov for at blive ledt.
Fra tid til anden taler og skriver diverse ledelsesteoretikere om, at medarbejderne skal kunne vælge deres ledere og direktører lidt på samme måde som i den politiske verden. I lyset af den øjeblikkelige ørkenvandring i dansk politik må jeg sige, at tanken virker skræmmende. Tænk engang, hvis en virksomhed blev handlingslammet på samme måde, som det her i 2011 sker med Danmark.
Man skal altid huske at feje for egen dør, når man er ude i det ærinde, jeg er. For der er ingen tvivl om, at de mange aktører, der kredser omkring Christiansborg, har deres andel i dødvandet. Vi er hurtige til at råbe op, når en ting ikke passer os. Til gengæld tager vi det som en selvfølge, når tingene går vores vej. Det gælder interesseorganisationer såvel som den enkelte borger. Vi er hurtige til at protestere, hvis det er vores børnehave, skole eller hospital, der bliver berørt negativt, og vi vil heller ikke betale mere end højest nødvendigt i skatter og afgifter. Vi er blevet forbrugere af både velfærdsydelser og det politiske system.
Det nytter imidlertid ikke, at vi kun har forbrugerkasketten på og udelukkende interesserer os for, hvad vi selv hver især får ud af det, hvis vi skal udvikle et sammenhængende Danmark. Vi skal have borgerkasketten tilbage, og vi skal tage den på igen. Et samfund er ikke bæredygtigt, hvis den primært består af brugere med hver deres interesser som det vigtigste pejlemærke. Et bæredygtigt samfund består af borgere, der har blik for helheden.
Og det samme gælder de mange forskellige organisationer, der forsøger at få politikerne til at kigge deres vej. Hvis vi alle på den måde fejede for vores egen dør, kunne det jo være, vi kunne få politikerne til igen at tænke i brugbare reformer i stedet for personangreb.