Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne, nr. 2, april-maj 2011


Det har jeg lært om ledelse

Af Søren Ravnsborg
redaktion@lederne.dk
Foto: Kenn Hermann


Anne Bornfeld, 42 år, personaledirektør hos IBM


Hvis jeg ikke var personaledirektør hos IBM ...
så ville jeg nok sidde i en lederstilling i en anden større virksomhed. Jeg har altid haft et “bestemmer-gen”, og jeg blander mig i alting. Jeg vil helst ikke være begrænset i mine valgmuligheder. Det er en af grundene til, at jeg er blevet hos IBM. Jeg bliver ved med at få nye udfordringer.


Vi skal have flere kvindelige topledere, fordi ...
vi er forpligtet til at afspejle det samfund, vi lever i. Der skal være plads til alle. Dernæst er det vigtigt for vores konkurrenceevne, at vi udnytter de talenter, vi har, og da kvinder er overrepræsenteret på uddannelserne, så skal vi også have dem med på ledelsesniveau. Endelig er det vigtigt for innovationen, at vi ikke alle ligner hinanden. Alle diskuterer, hvorvidt mangfoldighed kan måles på bundlinjen eller ej. Jeg er ikke i tvivl om, at det giver mening, og hvis det giver mening, så giver det som regel også afkast på bundlinjen.


Det bedste råd, jeg har fået, var ...
ikke at tro, at alting er min skyld. Jeg har en tendens til at synes, at jeg kan gøre alting bedre – men nogle gange er det, jeg gør, godt nok. Det er jo nok lidt heltemodigt at tro, at hele verden drejer sig om mig.


Når jeg vågner ...
så glæder jeg mig altid til dagen, der kommer. Jeg vågner sjældent og tænker: ”Åh nej, i dag skal bare overstås.” Hvis jeg havde den tanke om morgenen, så ville jeg skifte job. Livet er for kort til ikke at trives i sit job. 


Når jeg er i tvivl ...
tænker jeg over tingene en ekstra gang og taler med dem, jeg er fortrolig med, for at fjerne tvivlen. Jeg ved, at når jeg ikke tvivler så meget mere, så er det tid til at søge nye udfordringer, for så er jeg blevet for komfortabel. 


Min dag er lykkedes, når ...
jeg har gjort en forskel hos enten min familie, mine venner eller på mit arbejde. De bedste dage er dem, hvor jeg virkelig har fået nogle lyse idéer eller set et projekt lykkes. At andres dag er endt med, at de er blevet klogere.


Den værste ledelsesbeslutning, jeg har truffet, var ...
at sende en mail ud om, at kantinepriserne steg den 1. april. Alle troede, det var en aprilsnar. Det havde jeg ikke lige tænkt over. 


Før jeg blev leder, forstod jeg ikke ...
hvor vigtig en rolle man har som rollemodel, når man er leder. Jeg mærkede forskellen på de ledere, som jeg selv havde, men det var ikke en bevidst tanke om, at den ene var en god rollemodel, og den anden ikke var. I dag er det meget klart for mig, hvor stor min leders indflydelse har haft på min motivation. 


Min forestilling om lykke er ...
når alting går op i en højere helhed. Siden jeg var teenager, har jeg haft en klar vision om, at jeg vil være lykkelig. Egentlig sjovt at tænke tilbage på, men jeg tror, det har været vigtigt for mig og støttet mig i at forfølge mine drømme og ikke andres. 


Jeg føler størst glæde, når ...
jeg er sammen med min familie. Men det er naturligvis også vigtigt, at jeg har et spændende arbejde, hvor jeg bliver udfordret. Jeg er meget bevidst om, at det er vigtigt for mig at være så god en rollemodel som muligt – både over for min mand, datter, familie, venner og naturligvis kolleger.


Når et møde går i tomgang ...
bliver jeg frygtelig utålmodig. 


Mit dominerende træk er ...
at jeg har meget på hjerte og reflekterer meget. Jeg har mine holdninger og vilje. Min mor sagde altid, at jeg var en terrier forklædt som puddel. 


Jeg har svært ved at tilgive ...
hvis folk svigter min tillid. Svigtet begynder jo med, at jeg har nogle forventninger til andre, som ikke bliver indfriet. Så det er mine forventninger, jeg må starte med at kigge på. Man kan ikke ændre andres adfærd, men man kan altid ændre sin egen.


Jeg tror på ...
at hvis man virkelig vil noget, så kan man også opnå det. Og sammen kan man opnå langt mere, end hvis man er alene.

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Find drømmejobbet
Opret en jobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret jobAgent
 
Gratis nyhedsbrev
Nyt fra Ledelseidag.dk 
udkommer 10 gange om året og giver et overblik over de nyeste artikler på Ledelseidag.dk.

Tilmeld nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S