Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne, nr. 4, juli-august 2010


Slip bare medarbejderne løs på Facebook - Den begejstrede

 Af Tanja Aas
redaktion@lederne.dk
Foto: Privat

It-direktør Mogens Nørgaard ser intet problem i, at medarbejderne er på Facebook i arbejdstiden – tværtimod kan det være en fordel for virksomheden, mener han.


- Ja for h… hellere end gerne, lyder det prompte fra Mogens Nørgaard, administrerende direktør i it-virksomheden Miracle, på spørgsmålet om hans medarbejdere må være på Facebook i arbejdstiden. Ifølge Ledernes undersøgelse er vandene blandt ledere delte – 48 procent svarer, at det er i orden, at medarbejderne bruger Facebook, Twitter og LinkedIn på jobbet, mens 52 procent ikke tillader det. For Mogens Nørgaard er Facebook et lille krydderi i hverdagen, som kan fremme medarbejdernes kreativitet og nytænkning til fordel for virksomheden.

- Jo mere medarbejderne breder sig ud og laver sjove ting, og jo friere de tænker, jo bedre er det. Jeg tror ikke på den der “I må ikke”-indstilling. Så går det galt, siger Mogens Nørgaard.

Selv foretager han sig alt muligt underligt på Facebook – også i arbejdstiden, fortæller han selv.

- Man kan ikke selv fjolle rundt på Facebook og så sige til medarbejderne, at de ikke må. Og de sociale medier er her jo alligevel, så man kan lige så godt lade være med at forbyde det, men stille sig i spidsen for katastrofen, ler Miracle-direktøren, der folder sig ud på Youtube og Miracles egen hjemmeside, hvor han i egenproducerede videoindslag blandt andet sender satiriske hilsner til Connie Hedegaard og løber rundt på kontoret med sine baller til frit skue.

”Pakker og glæder sig til ferie”
I tråd med godt to tredjedele (68 procent) af respondenterne i Ledernes undersøgelse, accepterer Mogens Nørgaard gerne kontaktanmodninger fra medarbejdere – han er Facebook-ven med 24 ud af en stab på 125 – og han inviterer også selv ansatte til at blive onlinevenner.

Det kan så godt være, at man får noget at vide om en ansat, som ikke lige var meningen. For eksempel opdagede Miracle-direktøren engang, at en medarbejder, som egentlig skulle arbejde hjemme, havde skrevet i sin statusopdatering på Facebook, at han var i gang med at pakke til ferien. Men det kunne aldrig få Mogens Nørgaard til at udforme politikker for eller kontrollere medarbejdernes brug af sociale medier. Der må man have tillid til, at medarbejderne får gjort deres arbejde alligevel, mener han.

- Så arbejder de bare på et andet tidspunkt. Det er jo voksne mennesker, der selv kan styre deres tid, siger Mogens Nørgaard. Han ser desuden en mere overordnet strategisk ræson i at lade medarbejderne leve det frie onlineliv, for det er med til at skabe en god virksomhedskultur og styrke virksomhedens image.

- Sociale medier er en effektiv markedsføringskanal. Både i forhold til den interne branding, men også den eksterne, hvor kendskabet til Miracle når ud til mange gennem medarbejdernes brug af Facebook, siger Mogens Nørgaard.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S