Magasinet Lederne, nr. 4, juli-august 2010
Rent tidsrøveri
Af Tanja Aas
redaktion@lederne.dk
Ledere ser sociale medier som tidsrøvere, der primært kan bruges til pjank og pjat, viser en undersøgelse fra Lederne.
”Modeboble”, ”Fis i en hornlygte”, ”PR-pop”, ”Et sted for folk, der ikke har noget liv”, ”Social sutteklud”, ”Spild af tid”, ”Bør stoppes”.
Sådan lyder udvalgte svar på spørgsmålet: ”Hvordan kan man bedst beskrive din overordnede holdning til Facebook og andre sociale medier?” i en ny undersøgelse om lederes brug af og holdning til sociale medier. Halvdelen af de knap 1.800 adspurgte ledere mener, at sociale medier primært er tidsrøveri, og 46 procent, at det er ren underholdning.

- Sociale medier er tidsrøvere, men de er også så meget andet og har stort potentiale som redskab i lederens dagligdag, lige som eksempelvis fysiske møder kan være tidsrøvere, men også have stort potentiale, siger Morten Gade, ekstern lektor i digital design og kommunikation ved IT-Universitet i København og digital chef hos FDB.
Undersøgelsen viser også, at ledere skelner mellem medier som Facebook og Twitter, som de hovedsageligt bruger til private, sociale relationer, og medier som LinkedIn, som primært bruges til professionelle, erhvervsrelaterede forbindelser.
- Undersøgelsen illustrerer, at ledere har et rigtig godt overblik over, hvad de forskellige sociale medier er og kan bruges til, vurderer Morten Gade.
Det kan du bruge de sociale medier til
- Kan give et indtryk af andre mennesker forud for konferencer, møder og i forbindelse med rekruttering.
- Kan udvikle din måde at drive din forretning eller afdeling på, for eksempel ved at arbejde virtuelt og på tværs af organisationer.
- Som et projektledelsesværktøj, som kan hjælpe til at styre og koordinere et projektforløb.
- Kan supplere den daglige kontakt til nuværende og potentielle medarbejdere samt andre arbejdsrelationer.
|