Magasinet Lederne, nr. 4, juli-august 2010
Ny karriere via Facebook -Den målrettede
Af Tanja Aas
redaktion@lederne.dkFoto: Privat
Tine Ville Helgers bruger sociale medier som udstillingsvindue for sin nye virksomhed.

En e-mail på fem linjer til kontakter på LinkedIn, en statusopdatering på Facebook, og vupti var ejerleder Tine Ville Helgers nået vidt og bredt ud i markedsføringen af sin nyligt opstartede tekstforfattervirksomhed Tekstforvaltningen.
- LinkedIn og Facebook er utroligt effektive markedsføringskanaler. Folk sender links videre ud i deres netværk, som melder tilbage til mig: “Jeg kender nogen, der har brug for hjælp til en opgave”, eller anbefaler mig til andre, fortæller Tine Ville Helgers.
Allerede dagen efter lanceringen blev hun kontaktet gennem LinkedIn om et muligt job. Dermed er den tidligere redaktionschef i tv-produktionsselskaberne Blu og Easy Film et bevis på, at synlighed på de sociale medier åbner karrieredøre, men det betyder også, at man må være omhyggelig med, hvordan man fremstiller sig selv i sine online-netværk, mener hun.
Tine Ville Helgers bruger Facebook primært til at holde kontakt med venner og bekendte privat. LinkedIn bruger hun overvejende i professionelt regi til at dække faglige behov, men en del kontakter figurerer begge steder, fortæller hun.
Ingen brok Tine Ville Helgers er meget bevidst om, at sociale medier altid til en vis grad er offentlige, uanset hvor meget man forsøger at begrænse tilgængeligheden af de oplysninger, man har på sin profil.
- Jeg skriver ikke bare, hvad jeg lige kunne tænke mig. Jeg er for eksempel meget opmærksom på at skrive positive ting. Det er vigtigt ikke mindst i forhold til arbejdsrelationer. Man sælger og markedsfører sig selv på en eller anden måde. Og inden gider ansætte eller arbejde sammen med et brokkehoved, siger iværksætteren.
- Jeg kunne aldrig finde på at skrive “sur på banken” eller “har slået op med kæresten”, ligesom jeg heller ikke lægger private billeder på Facebook. Det virker malplaceret, mener Tine Ville Helgers.
Hun understreger, at det ikke nytter kun at være opmærksom på det, man selv kan få ud af diverse virtuelle fællesskaber. Man er også forpligtet til at give andre en hånd, hvis de har brug for hjælp til karrieren. Eksempelvis har hun for få måneder siden selv anbefalet en tidligere kollega, der efterfølgende fik jobbet.
- Jeg har kun oplevet, at folk gerne vil hjælpe. Det føles rart at kunne gøre noget godt for andre, at kunne gøre en positiv forskel. Og sådan har jeg det også selv, siger Tine Ville Helgers.