Magasinet Lederne, Nr. 2, april-maj 2010
Dialog skaber pondus
Af Tanja Aas
redaktion@lederne.dkFoto: iStockphoto/ferrantraite, Privat og LH
Ledere føler, at det er svært at opnå gennemslagskraft hos større medarbejderflokke, viser en ny undersøgelse fra Lederne. Øvelse i dialog og modtagerorienteret kommunikation er vejen frem, vurderer kommunikationsekspert Jesper Klit og ledelsesrådgiver Niels Henriksen.

Det er så som så med lederes evne til at komme igennem med deres budskaber i større forsamlinger. I hvert fald ifølge dem selv, viser en ny undersøgelse fra Lederne. Af de 910 medvirkende i undersøgelsen, svarer næsten hver tredje, at de har svært ved at få deres budskaber igennem på afdelingsmøder og andre fællesmøder, lige som 25 procent føler, at de løber panden mod en lydmur i den daglige dialog med grupper af medarbejdere.
- Især ledere, som ikke befinder sig på øverste chefniveau, bliver usikre ved at skulle kommunikere i større forsamlinger, siger ledelsesrådgiver i Ledernes rådgivningsteam, Leder
Sparring, Niels Henriksen.

For mange lederes vedkommende skyldes usikkerheden manglende træning i at formidle et budskab til en større menneskeflok, uddyber han. Selv om undersøgelsen ikke omfatter topchefer og udfordringen med massekommunikationen synes størst for mellemledere, er der plads til forbedring på kommunikationsfronten hos ledere på alle niveauer, vurderer Niels Henriksen, der som rådgiver oplever, at ledere generelt ikke er bevidste nok om, hvad kommunikation betyder for de daglige ledelsesopgaver.
Og lederes interesse for at fremstå mere klare i mælet over for de ansatte er stigende, fortæller kommunikationsrådgiver Jesper Klit fra Jesper Klit & Partners, der rådgiver topledere i det private erhvervsliv i kommunikation og personlig gennemslagskraft.
- Ledere har fået større fokus på effektiv kommunikation – ikke mindst i forhold til de ansatte i virksomheden, for det koster dyrt i både tid og penge, hvis budskabet ikke rammer medarbejderne i første forsøg, siger han.
På med medarbejder-brillerne Effektiv kommunikation handler om at motivere, engagere og tiltrække medarbejdere, så de tænker, at ham eller hende vil jeg gerne blive ved at arbejde for, forklarer Jesper Klit.
Her lyder rådet fra både Niels Henriksen og Jesper Klit at se budskabet fra modtagerens perspektiv og at være åben for feedback og spørgsmål både i situationen og efterfølgende. Men det kan være lettere sagt end gjort, for når nervøsiteten og usikkerheden sætter ind, begår lederen ofte den fejl at gribe til envejskommunikation, fortæller rådgiveren hos Lederne. Det er bestemt ikke gangbart, hvis man vil have gennemslagskraft i en kultur, der for mange virksomheders vedkommende er baseret på dialog, uddyber han.
- Manglende gennemslagskraft bunder ofte i, at lederen kommunikerer på en måde, som ikke rammer medarbejderne, siger Niels Henriksen.
Blandt andet kan problemstillinger som eksempelvis mistrivsel og manglende adfærdsændring hos medarbejderne, som ledere typisk søger rådgivning om, håndteres mere effektivt ved at formulere og levere sine budskaber til medarbejderne på en anden måde, end man hidtil har gjort, fortæller han og tilføjer, at man ikke skal frygte, at man mister agtelse og gennemslagskraft hos medarbejderne, hvis man ikke altid har svar på rede hånd. Det vigtigste er at vise, at man er lydhør over for feedback fra medarbejdere og lederkollegaer.
Obama kan fremmanes Jesper Klit understreger, at det stiller store krav til lederens formidlingsevne at kommunikere empatisk, men at det som anden strategisk kommunikation er et spørgsmål om effektiv og hensigtsmæssig formidling af budskabet. Er man ingen Barack Obama, der synes at have en medfødt evne til at servere et budskab, så alle lytter med, er der ingen grund til at fortvivle. Personlig gennemslagskraft er først og fremmest en disciplin, man kan træne, mere end det er en naturgiven evne, fortæller Jesper Klit. Faktisk er træning i formidlingens kunst langt fra forbeholdt kommunikations-klumpedumper, mener kommunikationsrådgiveren.
- Kun amatører spiller udelukkende kamp. Selv de dygtigste kommunikatører øver sig for at udvikle deres personlige gennemslagskraft. De ser det som et værktøj, der skal udvikles, siger han.
Og så skal man tage det roligt og huske på, at kommunikation ikke er raketvidenskab, påpeger Niels Henriksen.
- Lederes daglige kommunikation handler blot om at vise retning for medarbejderne og drage omsorg for den enkelte, fastslår ledelsesrådgiveren.
Kommuniker med omsorg Vær konkret. Skal du kommunikere tilbageholdenhed med repræsentationsudgifterne, er det en god idé at give konkrete eksempler på, hvad det vil sige. En tommelfingerregel er dog, at jo større forsamlinger, jo færre detaljer.
Sæt dig i medarbejdernes sted, og forestil dig mulige reaktioner på dine budskaber.
Overvej tidspunktet. Er det smart at give besked om en kommende reduktion på 10 procent af medarbejderstaben på et fællesmøde fredag eftermiddag eller mandag morgen?
Hav et reelt budskab. Overvej, hvor vigtig informationen er for medarbejderne. Husk på, at du låner de ansattes tid, når du samler dem til fællesmøder. Gentagne irrelevante informationer øger også risikoen for, at medarbejderne overhører de budskaber, der er vigtige for dem.
Kilde: Niels Henriksen, Lederne
7 tips til personlig gennemslagskraft Kend dig selv. Dine overbevisninger om dig selv kan enten hæmme eller fremme din personlige gennemslagskraft. Hvis du tror, du kan eller ikke kan, har du ret. Giv derfor eventuelle negative forestillinger overbevisninger et grundigt serviceeftersyn – måske er der slet ikke rationelt belæg for dem.
Sig det samme som din krop. Din krop, herunder øjenkontakt, stemmeføring, mimik og gestik, er en sladrehank, og det, du bliver bedømt på i løbet af få sekunder.
Sæt dig selv i scene. Måden, du sætter dig selv i scene på – gennem påklædning, handlinger, ytringer etc. – er afgørende for, hvordan andre opfatter dig og dine budskaber. Tilpas din fremtræden efter den konkrete situation og formålet, men altid i overensstemmelse med din person for at opretholde troværdigheden.
Fake it till you make it. Hvis du er nervøs, kan du snyde hjernen til at tro, at du har styr på situationen ved at tvinge dig selv til at gå, stå og bevæge dig selvsikkert.
Vær nærværende. Koncentrer dig om nuet og fokuser på de mennesker, der er til stede.
Hop ud i det! Du behøver ikke være perfekt, og du behøver ikke at være elsket af alle! Spring ud i talen, præsentationen eller indlægget – også når du ikke har forberedt dig til tænderne.
Øv dig! Træning øger bevidstheden om de ret enkle teknikker, der styrker din kommunikation og dermed din gennemslagskraft.
Kilde: ”Personlig gennemslagskraft” af Jesper Klit
Jesper Klit live
I foråret 2010 afholder Ledernes kommunikationskonferencer rundt omkring i hele landet, hvor du kan møde blandt andre Jesper Klit. På konferencerne løfter kommunikationsrådgiveren sløret for præsident Barack Obamas succes som kommunikator og giver gode råd til, hvordan du styrker din egen gennemslagskraft som leder.
Læs mere om konferencerne og tilmeld dig på www.lederne.dk/kommunikation |