Magasinet Lederne, nr. 8, august 2009
Mistede stemmen da jobbet sled hende ned
Af Trine Wiese
redaktion@lederne.dkFoto: David Bering
Lederjobbet har været Vivi Holks personlige udviklingsrejse. En rejse, der har budt på sammenbrud og genrejsning. I dag er hun 50 år, og for et års tid siden blev hun headhuntet til jobbet som salgschef i Hadsund-virksomheden Beauté Pacifique.

Nogle mennesker rejser jorden rundt, andre får børn eller fordyber sig i lange akademiske uddannelser. Vivi Holk derimod har viet sit liv til at være leder med hud og hår.
Lederjobbet har været hendes personlige udviklingsrejse, og det har både slidt på psyken, været sjovt og ekstremt personligt udviklende. I 32 år var hun ansat i Dansk Supermarked og gav sit arbejde næsten alt, hvad hun havde i sig. Et chefjob i koncernen endte med at slide hende op, men hun rejste sig igen, og for et år siden blev hun headhuntet til jobbet som salgschef i Beauté Pacifique.
Årene op til det personlige kollaps og efterfølgende nye chefjob var både hårde, nedbrydende og lærerige, fortæller hun.
- What doesn’t kill you, makes you stronger. Jeg gav 95 procent af mig selv til Dansk Supermarked. Den virksomhed var mit liv. Min loyalitet overfor mit arbejde var total. Her bagefter skal der ikke lyde bebrejdelser eller beklagelser fra min side, for sådan ønskede jeg, at livet skulle være, selv om det endte med at betyde, at jeg helt konkret brød sammen.
Headhuntet som salgschef
Lederne møder Vivi Holk en travl formiddag på virksomheden Beauté Pacifique i Hadsund. Et nyt produkt lanceres netop denne dag, og telefonen kimer i et væk. Talen er varm og engageret, når hun sætter ord på virksomhedens cremeprodukter. Salgschef er hun jo. Ingen skal være i tvivl om, at Vivi Holk og staben af salgsmedarbejdere i den grad er overbeviste om cremernes lyksaligheder.
- Jeg var brændt ud i jobbet som afdelingschef i parfume- og smykkeafdelingen i Salling i Århus, var psykisk helt nede at vende, var sygemeldt og kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle komme ovenpå igen. Men så begyndte Flemming (Christensen, ejer af Beauté Pacifique, red.) at sende SMS’er til mig. ”Må jeg ringe nu?”, skrev han, men jeg svarede nej de første mange gange. Vi havde haft et fint samarbejde, da jeg var i Salling, men længe kunne jeg slet ikke forestille mig at være andre steder end i Dansk Supermarked. Flemming blev imidlertid ved med at insistere, og en dag sagde jeg ”Okay, så lad os tale om det”.
Nye muligheder blev præsenteret for Vivi Holk: Gode arbejdsforhold, en størrelse på en medarbejderstab, der var til at overkomme – ikke flere end at hun kan vise nærvær overfor hver enkelt. Fri i weekenden. Og en chef der både værdsætter hende og bakker op, når det kræves.
Genopfind dig selvDet er aldrig for sent at genopfinde sig selv i et nyt lederjob. Vivi Holk holder en kunstpause og opsummerer:
- Selv om du føler dig brugt i dit nuværende lederjob, kan du sagtens finde dig tilrette i en anden lederstilling; i en anden virksomhed, hvor du leder under andre præmisser. Det er en god viden at have.
Arbejdstilsynet på besøgI årene op til Vivi Holks sammenbrud var der flere anstrengende oplevelser og episoder, der, lagt oven i hinanden, endte med at gøre byrden ved at være leder næsten uoverstigelig.
Hun havde sagt ja til jobbet som afdelingschef i parfume- og smykkeafdelingen i Salling i Århus. Hun var både indkøbs- og afdelingschef. Samtidig manglede der en souschef, og ledelsesopgaven lød på, at hun skulle indføre en række helt nye retningslinjer.
- Jeg arbejdede meget, og det kunne jeg godt klare og lide. Men mine ansatte kunne ikke følge med og finde sig tilrette i en ny kultur med en ny chef, der informerede og var inde over deres arbejde. Det tog pusten fra dem. Jeg så ikke faresignalerne, og så endte det med, at de gik til HK.
Personalets utilfredshed mundede ud i en arbejdstilsynssag, der fortsat står som den mest skrækkelige oplevelse i Vivi Holks arbejdsliv. Det var en af de brikker, der var med til at vælte læsset for hende.
- Jeg har altid været til
learning by doing: Noget er galt, du bliver kritiseret, ryster dig og gør tingene anderledes. Men en ting er jo, hvordan du selv har det. Noget andet er personalet, og du skal være uendelig påpasselig med, hvordan du melder ud. Folk tager det jobrelaterede mere personligt. Og her bagefter kan jeg da godt se, at jeg nok var lidt kort for hovedet nogle gange.
- ”Er du ikke kommet lidt langt hjemmefra”, sagde jeg for eksempel, når jeg kom ind i afdelingen, og en medarbejder havde forladt den stand, jeg havde bedt hende om at passe.
Mutters alene
I sådan en arbejdstilsynssag står du mutters alene, fortæller Vivi Holk.
- Arbejdstilsynet kommer uanmeldt, og sådan noget tager mere end din nattesøvn. Jeg var for ærekær til at sige op, så det her fik lov at stå på i to og et halvt til tre år. Da rapporten kom, fortalte den, at de arbejdsvilkår, jeg havde haft, ikke havde givet mig andre handlemuligheder. Fejl havde jeg selvfølgelig, men det største ansvar havde den øverste ledelse.
Sådan en omgang slider. En coach ville have været en stor personlig hjælp, men det var ikke kulturen.
- Hele det her forløb med Arbejdstilsynet var ved at ændre min personlighed. Jeg var ved at miste stemmen. Gik til øre-næse-halslæge og blev sendt til en talepædagog: ”Du har ingen stemme om fem år, hvis du fortsætter sådan her. Din personlighed sidder i stemmen, og du er ved at glemme dig selv, lød det.”
Først da vågnede Vivi Holk op.
- Pludselig kunne jeg se, at jeg ikke længere var tro mod mig selv. Jeg var pludselig blevet til en tøvende, konfliktsky person og var blevet bange for konfrontationer.
Hvorfor kontaktede du ikke Lederne?- I misforstået loyalitet med virksomheden og så min egen uvidenhed omkring, hvad Lederne kunne hjælpe med.
Opslidende ombygningKort tid efter sagen med Arbejdstilsynet gik Salling i gang med en større ombygning.
- Alle ved, at store byggerier slider, især når kunderne skal betjenes samtidig med, at byggeriet er i gang. Der var indvielsesfest en lørdag aften, og vi havde endnu ikke fået sat hylder op. Så jeg var ikke med til festen. Men vi blev færdige, og mandag morgen var det hele klar til kunderne. Det var lidt af et sus. At arbejde i Dansk Supermarked er en livsstil. Jeg føler, jeg har fået lov at lave arbejdsopgaver, jeg egentlig ikke har været berettiget til på papiret.
I dag kan Vivi Holk se, at hun glemte sig selv.
- Havde jeg haft børn, havde jeg ikke kunnet arbejde 70 timer om ugen. Og det havde nok været sundt at blive revet ud af arbejdsrumlen engang imellem. Men jeg fortsatte ufortrødent år efter år.
Hun kollapsedeDen 29. januar 2008 endte det med et regulært kollaps.
- Længe havde tingene ikke været, som de plejede. Jeg havde haft let til tårer, hvilket jeg normalt ikke har og tænkte: ”Hvor er det her træls.” En driftsleder i afdelingen ville have været en stor hjælp til at varetage nogle af de daglige driftsopgaver, men det ønskede ledelsen ikke. ”Slip nu bare roret lidt”, sagde ledelsen, men det var lettere sagt end gjort i en periode, hvor blandt andet bankerne var ude efter vores ansatte. Bankerne tilbød vores folk 4.000 kroner mere om måneden, så nye folk skulle hele tiden oplæres. Det var opslidende.
Vivi Holk besluttede sig til at tage fri i fire dage, men da hun mødte på jobbet igen, havde de ansatte ikke gjort, hvad de havde lovet. Der var ikke ryddet plads på hylderne til et nyt mærke, og de ansatte havde glemt alt om den undervisning i de nye produkter, de skulle have.
- Da gik jeg ned! Jeg ringede til min mand, der var på Grønland. ”Det her er et helvede,” sagde jeg. Og jeg ringede til lægen og blev sygemeldt på ubestemt tid.
Misforstået hensyntagen
Den første uge sad hun og hylede. Ringede til psykologen fra Falck Care og tænkte i starten: ”Hvad skal jeg da bruge ham til, han ved da ikke noget om det her”.
- Men psykologen gav mig nogle redskaber til at komme op af hullet, og når stressen gav mig social fobi, gav han mig metoder til at konfrontere fobien.
To ansatte og to lederkolleger kontaktede hende, da hun var syg.
- I misforstået hensyntagen hørte jeg ikke fra ledelsen. Det havde jeg sat stor pris på, så vi tidligere i forløbet havde kunnet tale om, hvad der var sket. Det var da skuffende, men ude af øje, ude af sind.
Vivi Holk begyndte at dyrke yoga, og efter tre måneders sygemelding, sagde hun op.
- Jeg tog en kop kaffe med min chef og kan i dag sige, at jeg har ro i sjælen og ingen bitterhed. Jeg mistede noget af mig selv og mit gamle gåpåmod. Eller også er jeg bare blevet et mere modent menneske.
Og uden sit kollaps var Vivi Holk ikke landet i sit nuværende chefjob.
- Mit sammenbrud tvang mig til at forlade Dansk Supermarked. Jeg havde ikke regnet med, at der var en ny, spændende jobmulighed for mig – og så i min alder. Når du får et godt tilbud, er det bare om at slå til, smiler hun.
Vivi Holks karrierevej – 32 år i Dansk Supermarked
Hvordan fik du job i Dansk Supermarked? Jeg var 17 år og arbejdede hos bageren i Vorup i Randers. Bagerfruens bror var slagter i Bilka i Ålborg og anbefalede mig som juleassistent. Efter en uge som juleassistent blev jeg fastansat. Jeg blev fascineret af forholdet til kunderne. Det var og er dejligt at gøre folk glade. Jeg begyndte for eksempel at huske, at lige netop Fru Jensen altid købte to Princepakker og finde dem frem til hende, før hun kunne nå at spørge om dem.
Havde du lederambitioner?Nej, ledelse overvejede jeg ikke. Men når nogen har vist mig tillid og givet mig lov til at sætte mine personlige aftryk, har jeg følt en stor tilfredsstillelse.
Hvordan blev du leder? Efter nogle år i Bilka i Aalborg blev jeg udvalgt til at deltage i Dansk Supermarkeds lederudviklingskurser, og det ene lederjob tog det andet. Jeg fik tilbudt at blive afdelingschef i Føtex i Guldsmedegade i Århus, og uden at betænke mig sagde jeg ja. Det har jeg aldrig fortrudt.
Siden blev Vivi Holk afdelingschef i parfume- og smykkeafdelingen i Salling i Århus.
Beauté Pacifique Et 100 procent dansk firma, der blev grundlagt i 1997 af de tidligere Novo-ingeniører Flemming K. Christensen og Gunnar Svendsen. Virksomhedens hovedsæde ligger i Hadsund.
|
Lederne og GenerationPlus
- Lederne sætter i den kommende tid fokus på GenerationPlus – også kaldet Empty Nesters, seniorer, 50+, det grå guld med mere. En gruppe, som nu springer ud som ældre – og hvilke ældre!
- Lederne vil formidle viden og indsigt om denne gruppe – som ikke kun i antal, men også i arbejdskraft og købekraft er på vej til at overhale de yngre.
- Salgschef Vivi Holk er et eksempel på en af de mange GenerationPlus-ledere, der fortsætter med at kaste sig over nye ledelsesudfordringer.
|
Sparring til ledere56 procent af alle ledere føler sig i nogen eller høj grad alene i deres job, viser Det Danske Ledelsesbarometer.
Har du en konflikt med dine medarbejdere eller din
egen chef, kan du drøfte den i fortrolighed med
Ledernes LederSparring, telefon 32 83 32 83.