Magasinet Lederne, nr. 8, august 2009
Gode gener holder lederne raske
Af Kåre Kildall Rysgaard
redaktion@lederne.dkFoto: Privat
Ledere kommer sjældent på hospitalet og har den laveste risiko af alle typer lønmodtagere for at blive langtidssyge.
Ledere springer rask sygesengen over og kan prale med et helbred helt i top. Kun tre procent af alle mandlige ledere var sidste år sygemeldt mere end tre uger. Dermed overgår lederne suverænt resten af danskerne på arbejdsmarkedet i sundhed, hvor seks procent af alle mænd sidste år var langtidssyge.
Også de kvindelige ledere er dygtige til at holde hoste, rygsmerter og andre dårligdomme væk, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik om sundheden på arbejdsmarkedet. Kvindelige ledere er ligefrem indlagt 17 procent mindre på hospitalet end deres medsøstre. Også de mandlige ledere kan glæde sig over, at de slipper for sygehuset og er 22 procent mindre indlagt end gennemsnittet af arbejdsmarkedet.
Sunde folk vælger lederjobbetNår ledere bliver så sjældent syge, kan en forklaring være, at sunde folk netop vælger at blive ledere, mener seniorforsker Merete Labriola fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
- Det kan være, at man føler sig stærk fysisk og psykisk og derfor godt kan magte at være leder. Hvis helbredet skranter, siger man ikke ja tak til lederjobbet.
I mange sammenhænge taler man om, at personlige egenskaber og gener spiller ind i forhold til, hvilke job folk vælger. Merete Labriola fortæller, at ledere sandsynligvis er særligt hårdføre og gode til at håndtere stress. Det kan være nogle af de egenskaber, som er baggrunden for, at de netop har fået tilbudt lederjobbet.
For vigtig til at være syg
En anden forklaring på, at lederne sjældent melder sig langtidssyge er, at de føler sig uundværlige, forklarer seniorforskeren. Lederen er måske bekymret for, hvad der vil ske med de vigtige møder og alle beslutningerne, hvis man bliver i sengen med Pinex, snotklude og krillerhoste. Og så kommer man gerne på arbejde med lidt halsonde eller let feber.
- Lederne trækker sig selv op med hårene de dage, hvor de er småsyge. Man føler sig som en vigtig brik, og at det er nødvendigt at gå på arbejde, selv om kroppen er på vej til at få influenza, siger Merete Labriola.
Pylregrænsen er høj
Det billede af lederne genkender man på Grundfos. Mogens Lindhard, der er
Social Responsibility Manager på Grundfos, oplever ligefrem, at lederne har en høj pylregrænse. Der skal en del til at slå dem hjem i seng.
- Alle kan blive syge – også ledere. Men når man ikke kan erstatte medarbejder A med medarbejder B, og der er et stort ansvar knyttet til jobbet, er der mindre tilbøjelighed til at melde sig syg, oplyser han.
Ja til løb – nej til cigaretter
Lederne ved også godt selv, hvad de skal gøre for at undgå sygesengen. Det viser forskning på området, hvor Statens Institut for Folkesundhed blandt andet har undersøgt sygdom hos forskellige faggrupper.
- Når man tjener meget eller har en høj stilling, så har man et bedre helbred end dem længere nede ad rangstigen. Ledere er ofte højtuddannede og ved, hvad der skal til for at leve sundt. De løber måske en tur og kan godt holde op med at ryge. Folk med status har også ofte et stort socialt netværk, og det er også en fordel for sundheden, oplyser Pia Vivian Pedersen, cand. scient.soc. på Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Hun minder om, at selvom lederne sjældent melder sig syge, kan en forklaring også være, at de undertrykker symptomerne.
- Som leder har man typisk en lang arbejdsuge og et højt stressniveau. Det kan betyde, at man ikke er nær så tilbøjelig til at søge læge eller melde sig syg, for det har man slet ikke tid til.
Hvor mange topledere er langtidssyge (i procent)
|
Mænd |
Kvinder |
| Topledere og lønmodtagere på højeste niveau |
3 |
6 |
| Lønmodtagere på mellemniveau |
4 |
9 |
| Alle beskæftigede |
6 |
9 |
| Selvstændige og medarbejdende ægtefæller |
7 |
8 |
| Lønmodtagere på grundniveau |
8 |
10 |
Tallene er angivet i procent af arbejdsstyrken. Når man er langtidssyg, har man været syg mere end tre uger.
Kilde: Danmarks Statistik, 2008
Så ofte er ledere og andre arbejdstagere indlagt på hospitalet
|
Mænd |
Kvinder |
| Lønmodtagere på højeste niveau |
77 |
82 |
| Topledere |
78 |
83 |
| Lønmodtagere på mellemniveau |
87 |
92 |
| Selvstændige |
98 |
96 |
| Alle i arbejdsstyrken |
100 |
100 |
| Lønmodtagere på grundniveau |
105 |
104 |
Gennemsnittet for arbejdsstyrken er indeks 100. Når de mandlige topledere er opgjort til 78, betyder det, at de er 22 procent mindre indlagt på hospitalet end gennemsnittet af befolkningen.
Kilde: Danmarks Statistik, 2008
Test din livsbalance på
www.lederne.dk/sundhedsledelse.