Magasinet Lederne, nr. 6/7, juni/juli 2009
Månedens dilemma: Dygtig medarbejder – dårlig attitude
Af Joe Kristian Kipp
redaktion@lederne.dk
Hver uge bringer Business.dk i samarbejde med Lederne et ledelsesdilemma, hvor læserne kan stemme mellem en række givne løsningsforslag og debattere dem. Dilemmaerne handler om konkrete ledelsessituationer, som ledere kan møde i hverdagen.
Forestil dig, at du er teamchef i et boligselskab. I teamet har du den erfarne medarbejder Knud, som både er arbejdsom og dygtig til sit arbejde. Men Knud har et problem med sin attitude over for dig. Han er sur og mut og ynder at svare dig med enstavelsesord. Han brokker sig egentlig ikke, men er altid kritisk over for det, du siger, og din måde at være leder på. Du er ved at være godt træt af Knuds attitude, men har på den anden side også svært ved at undvære hans arbejdskraft.
Blandt fem mulige måder at gribe Knud an på, der spænder fra at ignorere problemet til at give Knud en advarsel, viser afstemningen på Business.dk, at langt de fleste (72 procent) vil indkalde Knud til en samtale. Her vil de fortælle Knud, at det virker, som om han ikke trives og tilbyde at hjælpe ham.

Det er også rådgivningschef i Lederne Vibeke Skyttes foretrukne løsning:
- Når man som leder har den direkte personaleledelse, er det vigtigt at have en løbende dialog med sine medarbejdere for netop at undgå at komme i den situation, som Knuds leder nu står i, siger Vibeke Skytte. Hun mener, at teamchefen er kommet for langt væk fra Knud og har ikke en fornemmelse af, hvad problemet er.
- I denne situation er et af de vigtigste ledelsesværktøjer evnen til at kommunikere meningsfyldt og effektivt. Mit råd til Knuds leder vil derfor være at arbejde med og udvikle evnen til at kommunikere til og med sine medarbejdere, siger hun.
Giv din mening til kende på
www.business.dk/ugensdilemma