Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne, nr. 9, september 2008


Trivsel - guide til motivation og arbejdsglæde

Omtalt af Ulla Bechsgaard
redkation@lederne.dk

En af Danmarks mest benyttede foredragsholdere, stressterapeuten Thomas Milsted, har skrevet en glimrende bog om, hvordan man gennem god ledelse i praksis skaber motivation hos medarbejderne.

Prisen på 199 kroner er også glædelig lav i forhold til de opskruede priser, vi tit ser på ledelsesbøger.

Thomas Milsted er leder af Center for Stress, og hans budskab er, at danskerne arbejder for meget. “Nu må det være nok! ... vi arbejder os ihjel”, skriver han blandt andet.

Milsted er forfatter til otte bøger om stress, lykke og trivsel. Denne bog indeholder en guide til handling. Forfatteren opfordrer lederen til at angribe trivsel som alle andre mål, man sætter for virksomheden. Det er langt fra tilstrækkeligt bare at ville trives. Først må man definere, hvad vi hver især forstår ved trivsel, og med hvilke formål vi vil nå trivsel. Dernæst skal der lægges både vision og strategi.

Ifølge Det Danske Ledelsesbarometer er det altafgørende for ledere, at deres job giver mening. Thomas Milsted bruger også ordet mening. Han vurderer, at de to ben i trivsel er: Mening og anerkendelse.

Det lyder nemt at anerkende og værdsætte. Men det er slet ikke så let, da det er meget forskelligt, hvad der får den enkelte til at føle sig særlig udvalgt. Milsteds råd er, at du skal spørge i stedet for at gætte.

En god tillidsfuld leder kan skabe trivsel. Han tjekker ikke sine ansatte, han styrer ikke deres kalender, og han beordrer ikke. Han kontrollerer heller ikke sine medarbejdere ved at sidde på deres skuldre konstant. En superleder er i følge Milsted en leder, der kan tage på ferie i tre måneder, uden at nogen opdager det. Det må være en drøm! Måske du kan nå et skridt på vejen ved at læse Thomas Milsteds guide til motivation og arbejdsglæde.

8 skridt til at skabe trivsel i din virksomhed
  • Identificer og diskutér, hvad der skaber mistrivsel og trivsel
  • Nedsæt team, som skal kunne tage beslutninger, og lad teamet være styregruppe
  • Hvad vil I, og hvordan vil I det
  • Gør reklame for trivslen, fortæl om visionen
  • Skil jer af med alt det gamle, der ikke dur
  • Husk at sikre små sejre
  • Hold fast, hold ved og hold ud
  • Diskutér, hvordan I kan fremme nye tendenser
” Økonomer regner medarbejdernes tillid for en vigtigere produktionsfaktor end uddannelsesniveauet hos den enkelte medarbejder.”
Thomas Milsted
Thomas Milsted:
Trivsel – guide til motivation og arbejdsglæde
Jyllands-Postens forlag
Pris: 199 kroner




 



Eksterne links


Køb 'Trivsel' og få rabat på adskillige bøger.
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S