Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne nr. 5, maj 2008


Gode kolleger holder folk raske

Af Søren Ravnsborg
redaktion@lederne.dk
Foto: Private

Hvis man har et skidt forhold til kollegerne, vokser sygefraværet eksplosivt, viser omfattende analyse af sygefraværet i staten. Hvad kan lederne gøre ved det?


Skal man afkode sundhedstilstanden på en given arbejdsplads, er sygefraværet centralt. Og bedømt på sygefraværet alene, står det skralt til med sundheden. Sygefraværet på danske arbejdspladser vokser støt år efter år. Det koster årligt et tocifret milliardbeløb for virksomheder og offentlige kasser i sygeudgifter, og området har derfor stigende politisk bevågenhed.

For at finde effektive midler til at nedbringe fraværet er det gavnligt at kende årsagerne til bunds. Og det kan nye tal fra statens område muligvis bidrage med. For første gang har Personalestyrelsen forsøgt systematisk at kortlægge de faktorer, der styrer sygefraværet og dermed har størst indflydelse på, hvor hyppigt medarbejderne i staten er fraværende som følge af sygemeldinger.

Skal gå forrest
Mest bemærkelsesværdigt er måske, at ledere og ledelsesforhold ikke anses for at have den største betydning for motivation og sygefravær. I stedet er det helt nære forhold som forholdet til kollegerne, der er afgørende for tilfredshed og trivsel efterfulgt af jobbets indhold og udviklingsmuligheder.

Det betyder imidlertid ikke, at betydningen af ledernes indsats kan nedtones, fortæller kontorchef Flemming Christiansen fra Personalestyrelsen, som ser ledernes råderum på to punkter:

- For det første er god ledelse nøglen til mange af de forhold på arbejdspladsen, der har direkte indvirkning på sygefraværet. Lederen skal skabe grundlaget for jobindholdet og medarbejdernes udvikling, og lederen skal gå forrest og dermed fremme en kultur med en ordentlig omgangstone præget af respekt og anerkendelse. Dermed kan lederen være med til at forebygge sygefravær, siger han.

- For det andet skal vi blive bedre til at tage fat i de medarbejdere, der bliver sygemeldt i længere tid. Vi er enige med de øvrige parter på arbejdsmarkedet om, at vi skal væk fra fortidens berøringsangst og skabe åbenhed omkring årsagerne til sygefraværet, og hvad der kan gøres for at sluse folk gradvist tilbage. Lederne skal blive bedre til at skabe en dialog tidligere. Hvis tiden bare løber, sker der alt for ofte en udstødelse fra arbejdsmarkedet af den langtidssyge, noterer Flemming Christiansen.

Ledelse ikke alt
Sammensætningen af medarbejderne og arbejdets karakter er meget forskellig på det statslige, kommunale og det private arbejdsmarked. Derfor skal man være varsom med sammenligninger af sygefravær på tværs af sektorerne, påpeger Merete Labriola, forsker og ph.d. på Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun vurderer dog, at de overordnede tendenser fra statens område også gør sig gældende på det øvrige arbejdsmarked. Ledelsens kvalitet er en vigtig faktor, men stadig blot en blandt flere, der afgør sygefraværet.

- Ledelse kan ikke bære hele ansvaret. Skiftehold, livsstil, folks levekår og andre håndfaste størrelser spiller kraftigt ind, siger hun.

Men forholdet mellem både medarbejderne indbyrdes og mellem medarbejdere og ledelse er ligeledes meget vigtigt, dokumenterer hendes forskning.

- Mine undersøgelser har vist, at hvis man tager to grupper med sammenligneligt hårdt arbejde, vil forholdet mellem gruppen af medarbejdere og deres ledere spille en vigtig rolle. Gruppen med et dårligt forhold til ledelsen havde et sygefravær, der var 2,2 gang højere end gruppen, hvor man oplevede at blive værdsat af ledelsen. Generelt er oplevelsen af retfærdighed af stor betydning for den enkelte. Det er vigtigt, at alle oplever at få løn som fortjent, siger hun.

Personalestyrelsens undersøgelse er baseret på svar fra 7.608 medarbejdere. Man har sammenholdt resultaterne fra en omfattende undersøgelse af medarbejdernes motivation med de samme medarbejderes sygefravær i en periode på et år. 



Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en jobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret jobAgent
   
Gratis nyhedsbrev 
Bliv opdateret med de nyeste artikler fra Ledelseidag.dk  i 10 årlige nyhedsbreve. 

Tilmeld dig her
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S