Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne nr. 2, februar 2008


Kritik er en gave

Af Tanja Aas
redaktion@lederne.dk
Foto: Scanpix

Vil man have åbenhed og ærlighed fra sine medarbejdere, må man skabe en kultur, hvor det belønnes. Også når det indebærer kritik, mener McDonald’s Danmarks administrerende direktør, Kristian Scheef Madsen.

Min dør står altid åben, lyder en frase, som mange ledere bruger til at lade medarbejderne vide, at de altid kan komme frem med deres spørgsmål, kritik og forslag. Det er ingen sag at sige det. Det er straks en mere krævende øvelse at lade være at smække døren i, når der faktisk kommer en medarbejder med ubehagelige meddelelser eller – en vis herre forbyde det – kritik af en selv som leder.

Fra fastfood-kæden McDonald’s danske hovedkontor på Frederiksberg gør administrerende direktør Kristian Scheef Madsen en dyd ud af at praktisere den åbenhed, han prædiker. Det er vigtigt at påskønne alle former for tilbagemeldinger – også de kritiske og ubehagelige, for det er det vigtigste redskab til at udvikle sig som leder og holde virksomheden på ret køl, mener McDonald’s-direktøren. 

- Som leder har jeg en forpligtelse til at skabe et klima, hvor det at være ærlig kaster noget godt af sig. At håndtere dårlige meddelelser på en måde, så medarbejderne ikke pakker det ind. Jeg skal jo vide, at noget er galt, før jeg kan hjælpe, siger Kristian Scheef Madsen.  

En af direktørens kæpheste er at anerkende medarbejderne for deres ærlighed, når de indrømmer fejl eller påpeger noget, der ikke kører optimalt.

- Kritik er en gave. Måske er det et billigt trick at sige til en medarbejder: tak, fordi du siger det. Men hver gang du påskønner en adfærd, får du mere af den. Jo mere jeg gør det okay at være ærlig, jo større ærlighed får jeg fra medarbejderne, fortæller han.

Hjælp sandheden på vej
Man skal være ærlig, men også høflig og omsorgsfuld i sin kommunikation, og derfor er sandheden med modifikationer i nogle tilfælde at foretrække, mener Kristian Scheef Madsen:

- Man skal ikke være ærlig ud i det upraktiske. Det er ikke alt, man behøver at fortælle, hvis det sårer folk unødigt. Det skal have en pointe at være ærlig. Dybest set handler det om professionalisme. Der er også ting, jeg af forskellige årsager ikke kan fortælle medarbejderne. Hvis en medarbejder spørger om noget, jeg ikke kan eller vil svare på, gælder det om at være så ærlig som mulig og forklare hvorfor.

Selv om man ikke buser ud med alt, hvad man ved, tænker og mener, er løgn et stærkt udtryk, som han ikke vil bruge om forholdet mellem sig selv og sine medarbejdere i fastfood-kæden.

- Udgangspunktet er, at de fleste gerne vil være ærlige. Jeg er da sikker på, at der er situationer, hvor jeg ikke har fået den fulde sandhed, men det er ikke noget, jeg tænker over i det daglige. Jeg tænker først over det, når jeg sidder ansigt til ansigt i en samtale med en medarbejder. Det er der, man kan se, om folk holder noget tilbage. Og så gælder det om at hjælpe dem på vej til at åbne op, at se medarbejderen i øjnene og spørge direkte, siger direktøren.

Intet nyt er skidt nyt 
Man hverken kan eller skal opsnappe alt, hvad der foregår i en organisation, mener Kristian Scheef Madsen. Men det er vigtigt for ham med tilbagemeldinger fra sin egen chef og ledelsesgruppe om de ting, han kan gøre noget ved. Også hvis det gælder hans egen person og måde at være leder på – selv om det kan være svært at modtage, fortæller han.

- Min ledelsesgruppe har viden og ekspertise til at råbe op – også hvis det er mig, der skal hankes op i – og så håber jeg, at jeg har en adfærd, så de tør gøre det, siger McDonalds’s-direktøren.

Men det er svært at vide, om han rent faktisk skaber det ærlige, åbne miljø, tilføjer han. Det må være op til medarbejderne at vurdere. En af hans målestokke er antallet af ubehagelige overraskelser:

- Hvis de dårlige nyheder kommer som en overraskelse for dig, er det tegn på, at noget er galt, siger han.

Der er selvfølgelig forskel på omfanget og graderne af de ubehagelige overraskelser, men de er alle problematiske, mener han.

Én ting er sikkert, understreger Kristian Scheef Madsen:

- Hvis medarbejderne ikke kommer til dig med problemer, så er det ikke fordi, der ikke er nogen. Så ser medarbejderne dig bare ikke som en resurse.

Kristian Scheef Madsen
  • 44 år
  • Gift, to døtre
  • Administrerende direktør, McDonald’s Danmark
  • Kom til McDonald’s Danmark i 1989 som manager trainee
  • Tidligere poster i McDonald’s Danmark: restaurantchef, udviklingsdirektør, drifts- og kommunikationsdirektør
  • Uddannet akademiøkonom
  • Marketingmedarbejder i handelsvirksomhed fra 1987 til 1989
  • Løjtnant og delingsfører i Den Kongelige Livgarde fra 1983-1986
Kilde: Kristian Scheef Madsen



Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S