Magasinet Lederne, nr. 11, november 2008
Giv de unge fleksibilitet
Af Lonni Lynge
redaktion@lederne.dkFoto: Colourbox
Lad dine unge medarbejdere selv bestemme, om de gør private ting i arbejdstiden, lød et råd, da Lederne forsøgte at bygge bro over kløften mellem generationerne ved en konference.
De er på vej ud på arbejdsmarkedet nu, generationen med de mange navne – generation Y, karrierezapperne, curlingbørnene, de forkælede og gøgeungerne.
Betegnelsen Generation Y blev introduceret første gang i 1993 i en leder i det amerikanske magasin AD Age, og alt tyder på, at de bringer en stribe nye ledelsesudfordringer med sig.
Men hvad enten man kan lide dem eller ej, så er den lille årgang, der allerede er center for erhvervslivets opmærksomhed, nødvendige for det fremtidige arbejdsmarked. Spørgsmålet er så, hvordan man indgår et lykkeligt ægteskab mellem Generation Y og det nuværende arbejdsmarked. Fleksibilitet, lød rådet fra en af dagens oplægsholdere.
- Generation Y veksler meget mellem tingene, fordi de er opvokset med mulighederne for at gøre det. De behøver ikke at sidde på arbejdspladsen for at arbejde, og hvis de er der, er det ikke sikkert, at de arbejder. De kan godt være private i arbejdstiden og omvendt, og fritid og arbejde er svært at skille ad, sagde Line Duwe Konnerup, sociolog fra Københavns Universitet og selv typisk Y’er.
Hun blev bakket op af Henrik Christensen fra Jobindex, der også gav sit besyv med om Generation Y ud fra egne erfaringer som leder. Han pointerede blandt andet, at virksomheden hellere skulle udnytte den nye generations it-færdigheder og deres enorme elektroniske netværk frem for at se det som et problem, at de for eksempel bruger internettet så meget:
- De er altid på. Lad være med at handicappe jeres medarbejdere ved at cutte internettet, men udnyt de sociale netværk de har. Når du ansætter én medarbejder, vil du få 100 kompetencer, fremhævede Henrik Christensen.
|
Fakta om Y’erne
- Har fået betegnelsen Y, dels fordi det kommer efter X, men også fordi denne generation er kendt for at spørge ”hvorfor”, som på engelsk udtales why ligesom det engelske Y
- Den oprindelige betegnelse dækker over generationen, der er født i tidsrummet 1981-1995. Der er siden kommet alternativer helt tilbage fra 1979 og frem til 2000
- De er vokset op med computere, internet, mærkevarer, mobiltelefoner og TV på værelset
- Er vant til at være på hele tiden
- Overordnet kan man konkludere, at generationen føler sig drevet mere af lyst end af nød eller pligt
Kilde: erhvervsbladet.dk og lederkompetence.dk |
Se flere kurser og konferencer på www.lederkompetence.dk