Forestil dig tyve danske erhvervsledere fra velkendte, store virksomheder, sidde i rundkreds i gang med en fællesmeditation. Der er ingen, der har sagt et pip de seneste fem minutter. Al fokus er rettet mod deres åndedræt, og blikket er sænket, så det rammer forkanten af deres stol. Urealistisk, tænker du måske, men ikke desto mindre har denne seance fundet sted. Nogle vil måske betegne det som en værre omgang hippiefis, men meditation er efterhånden ved at blive et populært begreb blandt danske ledere.
Mental motion giver overskud
- Meditation er et enkelt, let og forståeligt redskab, som de fleste kan få meget glæde af. En langt overvejende del synes at kunne bruge det i deres personlige liv, lige så meget som i det professionelle liv som leder, siger Bjørn Uldall, aktionsforsker hos Right Kjaer og Kjerulf, der siden 2003 har haft gang i forskningsprojektet Meningsfuld Ledelse i Praksis, med fokus på meditation og ledelse. Han peger på, at man ikke nødvendigvis bliver en bedre leder ved at begynde at meditere, men muligheden er der, hvis man arbejder på det. Efter hans mening er meditation et hjælperedskab til at udvikle den form for ledelse, man gerne vil praktisere:
- Der er ikke tale om en direkte sammenhæng mellem meditation og ledelse.
Du skal meditere, og så skal du finde ud af, hvordan du bliver en bedre leder. Og den bevidsthed og det overskud du får, kan du bruge til at udvikle dig som leder. Ligesom du får mere energi, som du kan bruge i din ledelse, hvis du begynder at motionere, vil det samme ske, når du dyrker mental motion, men du skal selv finde ud af, hvordan du bruger overskuddet. Jeg kan sagtens nævne en masse ting, man kan bruge meditation til, men forvent ikke at det automatisk dukker op, siger Bjørn Uldall og nævner blandt andet øget koncentration, evnen til at fastholde overblik, evnen til at tage konflikter på en mindre følelsesladet måde og evnen til at tænke langsigtet og strategisk som områder, hvor meditation kan hjælpe.
Effekt på krop og hjerne
Også på Rigshospitalet har den alternative praksis gjort sit indtog. Troels Wesenberg Kjær, overlæge på klinisk neurofysiologisk klinik, har siden 1999 forsket i meditationens påvirkninger på krop og hjerne. Han mener at kunne påvise, at meditation har en væsentlig virkning på kroppen:
- Der er klare målbare effekter. Vi har lavet forskellige undersøgelser med folk med forhøjet blodtryk, og deres forhøjede blodtryk falder, mens de mediterer, siger Troels Wesenberg Kjær. Af andre målbare effekter, som Troels Wesenberg Kjær har fundet, kan blandt andet nævnes ændring af hjerneaktiviteten, øget afslapning og øget koncentration. Kroppens iltforbrug og puls falder, og musklerne i kroppen slapper mere af.
Ifølge Troels Wesenberg Kjær behøver man ikke at meditere mere end et par minutter for at opnå en virkning:
- Der er øvelser, der kun tager få minutter, og alene det giver en effekt. Det er vigtigt, at man tager en break og får hjernen over i et andet spor, for så vil den være meget mere klar bagefter. Det er vigtig at understrege, at alle, også toplederen som er på og er succesfuld, har brug for at trække sig tilbage et kort øjeblik, fortæller Troels Wesenberg Kjær.
Kend dig selv som leder
For Bjørn Uldall er et par minutters meditation fint som et lille afbræk i en travl hverdag, men hvis man virkelig vil rokke ved sit lederskab, skal der mere til:
- Meditation er en oplagt stressafhjælpende metode, og man skal endelig bare tage fem minutter engang imellem. Men den meditation, jeg taler om, er en meget mere intensiv praksis, et redskab til en større udvikling af sit lederskab, siger Bjørn Uldall, der selv praktiserer tyve eller to gange tyve minutters disciplineret meditation om dagen. Han fortsætter:
- Den meditation, jeg arbejder med, er meget mere konfronterende. Man skaber et mentalt tomrum, og så dukker der ubearbejdede følelser og tanker op. Det bliver relevant i ledelsessammenhæng, for du er nødt til at kende dig selv for at være en god leder. Ledelse er ikke en teknisk disciplin. Det handler om at bruge sig selv og investere sig selv personligt. Og for at kunne gøre det ordentligt, skal du kende dig selv. Og det er her meditation kommer ind.
Lpl
Meditationsøvelse til jobbet
Find en behagelig stilling. Benene må ikke være over kors, og armene skal hænge slapt ned langs siden.
Luk øjnene og munden. Træk vejret dybt indad gennem næsen og hold vejret, mens du tæller til fem.
På fem puster du langsomt ud igen gennem munden. Hold derefter vejret, indtil du igen har talt til fem. På fem trækker du langsomt vejret indad igen og fortsætter på samme måde i to-tre minutter. Kilde: Troels Wesenberg Kjær, overlæge på klinisk neurofysiologisk klinik på Rigshospitalet.
Ledere om meditation
Jeg ser meditation som et meget effektivt redskab til strategisk kompetenceudvikling, og samtidig er der store fordele ved biprodukter som for eksempel nedsat stress og øget koncentrationsevne. Min påstand er, at alle – uanset branche og uddannelse – kan høste markante resultater ved at give medarbejderne meditation som værktøj. Jeg opfatter netop meditation som et værktøj, som godt nok ikke indgår i pensum på Handelshøjskolen, men ikke desto mindre er ligeså effektivt og med ligeså håndgribelige resultater.
Ole Hampenberg Andersen, redaktionschef på TV Øst
Det er absolut vigtigt for enhver leder altid at være skarp og fokuseret. I sådan en verden skal der være harmoni mellem krop og sjæl. Den tilstand, man kan opnå i meditation, kan netop give dig den harmoni, der gør, at du kan være konstant fokuseret, have overblik og være på uden at brænde ud.
Martin Rahbek, adm. direktør Konica Minolta Business Solutions Denmark
Jeg har mediteret i halvandet år. I dag kan jeg sige, at jeg aldrig er stresset, at jeg har fået øget overblik, og at min tålmodighed i den grad er øget. Udover privat har det stor betydning i mit lederskab, da det giver meget større rum for medarbejderne i forhold til deres personlige udvikling og udførelsen af deres arbejde.
Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid,
adm. direktør Berlingske Bladsalg og Service