Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne nr. 1, januar 2006


EU dropper regler for socialt ansvar

Af Anders Mørkbak Bruun, redaktion@lederne.dk

Danske ledere slipper for at tage stilling til regler og formularer for virksomheders sociale ansvar.

EU-Kommissionen har gennem de senere år rumsteret med planer om at indføre regler for Corporate Social Responsability (CSR) – eller på godt dansk: Virksomheders sociale ansvar.

Nu ser det imidlertid ud til, at samtlige institutioner i Bruxelles har vendt sig bort fra tanken om sådan et regelsæt.

Det betyder, at danske ledere slipper for at administrere formularer, blandt andet som forudsætning for at deres virksomhed kan byde på bestemte opgaver i offentligt regi.

Niels Aagaard, erhvervschef hos Lederne, er yderst tilfreds med beslutningen.

- Det kunne blive kaotisk og en stor administrativ byrde for mange ledere, der skulle styre efter sådanne regler, siger Niels Aagard.

Det er Timme Døssing, partner i Cabinet DN, der bekræfter, at der i EU-Kommissionens nye arbejdsprogram for 2006 ikke er lagt op til en lov om CSR.

Cabinet DN er en dansk Bruxelles-baseret konsulentvirksomhed, der rådgiver virksomheder og organisationer om EU og politik.

- Det tyder på, at kommissærerne dropper tidligere planer og lægger sig fast på samme linje som Ministerrådet og EU-Parlamentet, der begge tidligere har tilkendegivet modstand mod lovgivningen, siger Timme Døssing.

- Erhvervskommissær Günther Verheugen har efter sigende overvejet at sende en officiel status ud om CSR men gør det næppe nu, for hvis Kommissionen udgiver den, skaber det ny debat, og det vil give en masse knas for kommissærerne, når der alligevel ikke kommer en lovgivning, tilføjer han.

Undgår besvær
De skrinlagte planer betyder, at mange ledere undgår at skulle udfylde formularer i forbindelse med en certificering. Niels Aagaard fra Lederne peger desuden på risikoen for, at et sæt EU-regler indeholder krav om, at virksomheder skal leve op til visse CSR-certificeringer, hvis de eksempelvis vil byde på driften af offentlige opgaver.

Han peger på, at CSR-regler faktisk kan blive problematiske for blandt andre handicappede:

- Hvis en virksomhed er tvunget til at tage dem ind blot for at kunne opfylde nogle kvoter, og de reelt ikke har noget fornuftigt at lave, kan de stille sig selv spørgsmålet ”hvad laver jeg egentlig her?”.

Brug for guidelines
EU-Kommissionen har udarbejdet en række såkaldte best practises – eksempler på foregangsvirksomheder – og sendt dem ud til inspiration for andre virksomheder. Det er mere i tråd med, hvad ledere efterspørger, mener Niels Aagaard.

- Det, danske virksomheder har brug for, er praktiske eksempler til inspiration. Mange af de eksisterende ordninger om for eksempel det rummelige arbejdsmarked er foregået i erhvervslivet herhjemme uden at være skrevet ned, pointerer han.

Timme Døssing peger på, at selv om et EU-regelsæt nu er begravet, så kan det bliver gravet op igen. Skandaler i pressen om virksomheder, der leder gift ud i miljøet eller begår grove brud på arbejdsmiljøregler i tredjeverdens lande, kan genoplive debatten, mener han.

amb

Hvad er Virksomheders Sociale Ansvar (CSR)
CSR handler om, at virksomheder tager ansvar for forholdet til sine omgivelser som blandt andet kan være miljø, interessenter og befolkningen i lokalområdet.


Områder som CSR anvendes på

  • Kundeaktiviteter, for eksempel sunde, økologiske madvarer
  • Medarbejderaktiviteter, for eksempel integration af flygtninge på arbejdspladsen
  • Leverandøraktiviteter, for eksempel krav til leverandørerne om at overholde arbejdsmiljøregler
  • Interessentrelationer, for eksempel at inddrage kunder, medarbejdere og andre i beslutningerne
  • Samfundsaktiviteter, for eksempel at sponsere lokale idrætsbegivenheder
  • Miljøaktiviteter, for eksempel at begrænse mængden af affald fra sin virksomhed



Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en jobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret jobAgent
 
Gratis nyhedsbrev
Nyt fra Ledelseidag.dk 
udkommer 10 gange om året og giver et overblik over de nyeste artikler på Ledelseidag.dk.

Tilmeld nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S