Tekst: Jens Peter Lange
ab@allercp.dk
Sidst på året er det bedste tidspunkt at skifte firmabil, da bilen allerede i 2012 rent skatteteknisk er to år gammel. Og når bilen har mere end tre år på bagen, er der penge at spare for ejeren af firmabilen på grund af en lavere beskatning af den frie firmabil.
Men inden du kaster dig ud i jagten på en ny firmabil, er det en god idé at tage lommeregneren frem og undersøge, hvad en firmabil egentlig koster. Den dyre bil kan godt være billigere, og den billige bil kan godt være dyrere i længden.
Men mindre firmabiler er som nævnt ikke altid ensbetydende med billigere firmabil. Dette skyldes slet og ret den konkurrence, der er i den klassiske firmabilklasse. Det er de store leasingselskaber, der til tider kan tilbyde en større firmabil til ofte uhørt lave beskatningsgrundlag. Det er ikke sjældent, at en bil, der normalt koster 350.000 kroner hos en forhandler, kan leases til et beskatningsgrundlag, der er langt lavere; f.eks. 275.000 kroner som i dette tænkte eksempel.
Men hvordan er det nu med beskatningen af en fri firmabil?
Når man som lønmodtager får stillet en fri firmabil til rådighed, bliver man beskattet af bilens skattepligtige værdi, også kaldet beskatningsgrundlaget. Men det er som netop nævnt i eksemplet ikke nødvendigvis den pris, man finder på producenternes officielle prisliste. Typisk leases firmabilerne, og her har leasingselskaberne stordriftsfordele. Det betyder konkret, at den pris, som et leasingselskab kan købe bilen til, mange gange er væsentligt lavere end den pris, man selv kan købe bilen til hos en forhandler. Og da det er købsprisen og ikke listeprisen, der ligger til grund for beskatningen, kommer dette kunderne – det vil sige brugeren af firmabilen – til gode.
Den såkaldte skattepligtige værdi af bilen beregnes på følgende måde: 25 procent af de første 300.000 kroner og 20 procent af resten – minimumsgrænsen er dog altid 160.000 kroner – mens der ikke findes nogen øvre grænse længere. Jo dyrere det skattepligtige grundlag er, desto mere betaler man i skat for at have en firmabil stillet til rådighed af arbejdsgiveren. Fordelen for medarbejderen er dog, at man altid ved, hvad det koster at have en firmabil, og så behøver man ikke tænke på benzinudgifter, service og forsikring. Man kører og bruger bare bilen. Og er man ikke længere ansat i et firma, leverer man bare bilen tilbage.
Lederne viser her tre interessante firmabiler: Volkswagen Passat, Opel Insignia og det nyeste franske bud, nemlig Peugeot 508.
3 interessante firmabiler

Opel Insignia ECOTEC 1,4 Turbo
Motor: 1,4-liter benzin
Effekt: 140 hk
Acc.: 0-100 km/t: 10,9 sek.
Topfart: 205 km/t
Forbrug: 17,5 km/l ved blandet kørsel
Pris: 297.500 kr.
Beskatningsgrundlag: 245.695 kr.
I Opels største krise tryllede tyskerne den nok bedste Opel frem i mands minde. En Insignia og med en ny, lille 1,4-liters turbomotor, der afløser den gamle 1,8-liters maskine, har Insignia nu også fået en lille, moderne motor med masser af kraft, uden at brændstofforbruget også ryger i vejret.

Peugeot 508 1,6 e-HDi MicroHybrid
Motor: 1,6-liter diesel
Effekt: 112 hk
Acc.: 0-100 km/t: 11,9 sek.
Topfart: 197 km/t
Forbrug: 23,8 km/l ved blandet kørsel
Pris: 353.900 kr.
Beskatningsgrundlag: 249.951 kr.
Den nye 508 er på mange måder en fransk Passat – der er ikke nogen tvivl om, at det er netop den bilmodel, Peugeot har stilet efter. Og Peugeot er kommet rigtig langt med 407-afløseren. Pænere, større og langt mere velkørende end det, man er vant til fra Peugeot.

Volkswagen Passat 1,6 TDI Bluemotion
Motor: 1,6-liter diesel
Effekt: 105 hk
Acc.: 0-100 km/t: 12,2 sek.
Topfart: 195 km/t
Forbrug: 24,4 km/l ved blandet kørsel
Pris: 346.398 kr.
Beskatningsgrundlag: 264.748 kr.
Storsælgeren ud over dem alle – og det med god grund. En Passat er solid som granit, men også en smule kønsløs i kabinen. Til gengæld er der ikke noget at sætte en finger på, hvad samlekvaliteten angår, og med en 1,6-liter diesel i BlueMotion-trim kan en Passat snildt køre over 25 km/l på landevejen.
Privat-leasing
Et alternativ til en fri firmabil er selv at privat-lease en af slagsen. Du står selv for alle udgifterne til bilen, hvilket dog er rimeligt overskueligt ved privat-leasing, du slipper for ekstra beskatning og får til gengæld skattefri kilometer-godtgørelse af din arbejdsgiver. Det er et enkelt regnestykke, hvad der bedst kan betale sig for dig, afhængigt af hvor mange kilometer du kører for din arbejdsgiver.
Ulempen er dog, at det er dig, der hænger på leasingkontrakten, uanset om du er ansat eller ej, ligesom du kan risikere en større regning, når bilen afleveres igen efter kontraktens udløb, der typisk er tre år, hvis bilen har småskader eller har kørt flere kilometer end aftalt.